"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Hvis du giver tilladelse til det, vil vi anvende cookies til at udarbejde aggregerede, anonyme data om vores besøgendes browsermønstre og adfærd på vores websted. Vi bruger disse data til at forbedre din oplevelse på vores websted.
Rådet (almindelige anliggender), 20. september 2022
Vigtigste resultater
Det Europæiske Råds møde i oktober
Rådet indledte forberedelserne til Det Europæiske Råds møde 20.-21. oktober ved at drøfte et forslag til kommenteret dagsorden.
På Det Europæiske Råds møde vil lederne vende tilbage til Ruslands angrebskrig mod Ukraine og dens konsekvenser. De vil også behandle energisituationen og økonomiske spørgsmål.
For så vidt angår eksterne forbindelser vil Det Europæiske Råd drøfte forbindelserne mellem EU og Asien, forberede topmødet mellem EU og ASEAN og have en strategisk drøftelse om Kina. Det vil gøre status over forberedelserne til FN's klimakonference i Sharm al-Sheikh (COP27) og til 15. partskonference under konventionen om den biologiske mangfoldighed i Montreal.
Inden for rammerne af den årlige dialog om retsstatsprincippet havde ministrene en horisontal drøftelse med fokus på de vigtigste tendenser på retsstatsområdet i EU.
Debatten var bygget op om fire søjler: retssystemer, rammen for bekæmpelse af korruption, mediepluralisme og andre institutionelle spørgsmål vedrørende kontrolforanstaltninger. Den benyttede Kommissionens rapport om retsstatssituationen, der blev udsendt 13. juli 2022, og som for første gang indeholder specifikke henstillinger til medlemsstaterne.
Formålet med Rådets dialog om retsstatsprincippet er at have en åben og konstruktiv debat om situationen med hensyn til retsstatsprincippet på tværs af EU under fuld overholdelse af principperne om objektivitet, ikkeforskelsbehandling og ligebehandling af alle medlemsstater.
Landespecifikke aspekter vil blive dækket på samlingen i Rådet (almindelige anliggender) i november. Fokus vil være på følgende fem medlemsstater: Polen, Portugal, Rumænien, Slovenien og Sverige.
Jeg mener, at de udvekslinger, der finder sted i dette format, giver os mulighed for at have en reel politisk drøftelse i en positiv og konstruktiv atmosfære. Rådets dialog gør det lettere ikke blot at dele god praksis, men også kritiske bemærkninger, og begge dele bør tjene som rettesnor, når det gælder de mest følsomme aspekter af retsstatsprincippet.
Mikuláš Bek, Tjekkiets europaminister
Ministrene udvekslede synspunkter om opfølgningen af konferencen om Europas fremtid.
Drøftelserne havde fokus på den mulige anvendelse af passerellebestemmelser i traktaterne til at skifte fra enstemmighed til afstemning med kvalificeret flertal i Rådet og konferencerelaterede initiativer, der er fremhævet i talen om Unionens tilstand samt i Kommissionens dertil knyttede "hensigtserklæring", som skitserer de vigtigste initiativer, der er planlagt i 2023. Ministrene blev også orienteret om konferencens foreslåede foranstaltninger, hvor Rådet kan handle på egen hånd.
Under debatten om opfølgningen af konferencen mente ministrene, at der på nuværende tidspunkt bør gives prioritet til opfølgningen af langt de fleste forslag og initiativer (ca. 95 %), der kan gennemføres ved anvendelse af alle de muligheder, som den nuværende traktatmæssige ramme giver.
Der blev fremsat forskellige synspunkter om spørgsmålet om udvidelse af afstemning med kvalificeret flertal i Rådet ved hjælp af passerellebestemmelser. De fleste ministre var åbne for fra sag til sag at overveje anvendelsen af passerellebestemmelser på visse områder. Flere ministre påpegede, at der er behov for en yderligere vurdering, før de kan udtrykke en detaljeret holdning til spørgsmålet eller træffe en beslutning herom.
Ministrene så med tilfredshed på Kommissionens plan om at foreslå en række lovgivningsinitiativer til opfølgning af konferencen i overensstemmelse med det tilsagn, som de tre EU-institutioner gav, da de iværksatte den.
Formandskabet orienterede også ministrene om forberedelserne til borgerfeedbackarrangementet, der er berammet til 2. december.
Konferencen havde til formål at inddrage borgerne i en debat om vores fælles fremtid, og hvad der er vigtigst for dem. Det er nu på tide, at EU-institutionerne viser, at vi har lyttet til deres bekymringer. Rådet er fast besluttet på at spille sin rolle i denne proces.
Mikuláš Bek, Tjekkiets europaminister
Ministrene vurderede status for forbindelserne mellem EU og UK med fokus på gennemførelsen af udtrædelsesaftalen, navnlig protokollen om Irland/Nordirland.
Europa-Kommissionens næstformand Maroš Šefčovič orienterede ministrene om den seneste udvikling efter den britiske regerings beslutning i juni 2022 om at fremsætte lovgivning, der underlader at anvende centrale elementer i protokollen, og dens svar på de igangværende traktatbrudsprocedurer af 15. september 2022.
Ministrene bekræftede på ny deres støtte til Europa-Kommissionens tilgang. De gentog navnlig, at EU er rede til konstruktivt inden for rammerne af protokollen at drøfte en forhandlingsløsning på vanskelighederne med at gennemføre den i praksis.
Som led i den årlige planlægning af lovgivningsarbejdet forelagde Kommissionen Rådet den strategiske fremsynsrapport for 2022 og sin "hensigtserklæring" med hensyn til forberedelsen af Kommissionens arbejdsprogram. Ministrene redegjorde for deres syn på de vigtigste prioriteter for næste år og de initiativer, der efter deres mening er mest nødvendige.
Det tjekkiske formandskab forelagde sine overordnede prioriteter for formandskabsperioden for ministrene samt de prioriteter, der hører under Rådet (almindelige anliggender).
Rådet vedtog i dag formelt en afgørelse om akut at yde 5 mia. € i yderligere makrofinansiel bistand til Ukraine. Denne finansielle bistand supplerer den øvrige EU-støtte til Ukraine på det humanitære område og inden for udvikling, told og forsvar.
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.