Skip to content

Bekæmpelse af smugling af migranter og menneskehandel

Smugling af migranter og menneskehandel udnytter sårbare personer og giver næring til organiseret kriminalitet. Find ud af, hvordan EU og medlemsstaterne samarbejder om at forebygge disse forbrydelser, optrevle kriminelle netværk og beskytte ofrene.

Smugling af migranter

Smugling af migranter er en indbringende forretning for kriminelle netværk, der letter irregulær migration til og inden for EU. Det anslås, at mere end 90 % af de irregulære migranter, der ankommer til EU, gør brug af smuglernes tjenester. Ifølge FN genererer smuglernetværk mellem 4,7 og 6 mia. € i overskud hvert år.

Smugling kan bringe migranter i alvorlig fare og er ofte forbundet med andre former for grov og organiseret kriminalitet. EU samarbejder med medlemsstaterne, EU-agenturerne og internationale partnere om at forebygge smugling af migranter, optrevle kriminelle netværk og retsforfølge de ansvarlige.

Bekæmpelse af smugling af migranter er også en af EU's prioriteter for den europæiske tværfaglige platform mod kriminalitetstrusler (EMPACT) for cyklussen 2026-2029. EMPACT samler retshåndhævende myndigheder, retlige myndigheder og andre myndigheder for at koordinere den operationelle indsats mod organiseret kriminalitet.

I 2025 førte EMPACT-tiltag mod smugling af migranter til:

  • 3 761 anholdelser
  • 2 339 efterforskninger
  • 8 mio. € i beslaglagte kontanter og aktiver
  • 25 698 beslaglagte forfalskede dokumenter

EU er også i gang med at ajourføre sine retlige og operationelle værktøjer til bekæmpelse af smugling af migranter. I december 2024 nåede Rådet til enighed om sin holdning til et forslag om at ajourføre de eksisterende EU-regler, afstemme de nationale straffelove bedre med hinanden og fastsætte strengere sanktioner i alvorlige tilfælde.

EU har styrket Europols rolle i bekæmpelsen af smugling af migranter og menneskehandel, bl.a. ved at styrke informationsudvekslingen og oprette Det Europæiske Center for Bekæmpelse af Migrantsmugling (ECAMS) som en permanent struktur under Europol. Centret, der blev lanceret i marts 2026, bygger på det arbejde, som blev udført af dets forgænger, der blev oprettet i 2016, og støtter medlemsstaterne i bekæmpelsen af kriminelle netværk og identifikationen af ofre.

EU samarbejder også med lande uden for EU og internationale organisationer om at forebygge smugling af migranter, bl.a. gennem oplysningskampagner, oplysninger om lovlige migrationsveje og samarbejde mellem retshåndhævende myndigheder.

Menneskehandel

Menneskehandel er en alvorlig forbrydelse og en krænkelse af de grundlæggende rettigheder. Det omfatter rekruttering, transport, overførelse, ydelse af husly til eller modtagelse af personer med henblik på udnyttelse, bl.a. seksuel udnyttelse og udnyttelse som arbejdskraft.

EU arbejder på at forebygge menneskehandel, retsforfølge menneskehandlere og beskytte ofrene. Menneskehandel er en af EU's prioriteter for bekæmpelse af kriminalitet under EMPACT for 2026-2029.

I 2025 førte EMPACT-tiltag mod menneskehandel til:

  • 303 anholdelser
  • 944 iværksatte efterforskninger
  • 7,9 mio. € i beslaglagte kontanter
  • 4 985 rapporterede eller identificerede ofre

EU's regler om bekæmpelse af menneskehandel blev styrket i 2024. De reviderede regler tilføjer tvangsægteskab, ulovlig adoption og udnyttelse af surrogatmoderskab til de former for udnyttelse, der er omfattet af EU-retten. De styrker også forebyggelsen og beskyttelsen af ofre og gør bevidst brug af tjenester, der leveres af ofre for menneskehandel, til en strafbar handling.

EU og dets medlemsstater arbejder også på at forbedre identifikationen og beskyttelsen af ofre, bl.a. børn. De nationale myndigheder yder bistand og støtte, mens EU-samarbejdet bidrager til at styrke indsatsen på tværs af grænserne. I hele EU findes der også nationale hotlines og støttetjenester med særlig fokus på menneskehandel.

En stiliseret illustration, der symboliserer organiseret kriminalitet, og som viser et net af sammenflettede linjer, der er markeret med nummererede beviskort fra gerningssteder. Rundt omkring ses håndjern, en lup og en sæk penge på en lyseblå baggrund.
EU's bekæmpelse af organiseret kriminalitet

EU's bekæmpelse af organiseret kriminalitet

En illustration af et stykke papir, der er stemplet med flere ind- og udrejsestempler ligesom et pas, og som ligger på en blå og beige baggrund, samt en pen, der tegner en stiplet linje hen over siden, hvilket symboliserer en migrationsrejse.
Pagt om migration og asyl

Pagt om migration og asyl

Seneste gennemgang: 12. oktober 2026