Skip to content
  • Rådet for Den Europæiske Union
  • Pressemeddelelse
  • 17. juli 2017 19.50

Århuskonventionen: Rådet vedtager EU's holdning med henblik på parternes kommende møde

17. juli 2017 vedtog Rådet en afgørelse om Den Europæiske Unions holdning ved sjette møde mellem parterne i Århuskonventionen (MoP-6) for så vidt angår en sag indbragt for konventionens overvågningskomité mod EU.

I denne overholdelsessag finder komitéen, at EU overtræder konventionens regler ved ikke at give miljøorganisationer og medlemmer af offentligheden tilstrækkelig adgang til klage og domstolsprøvelse. Konklusionerne findes i et udkast til Århusafgørelse, som parterne i konventionen vil få forelagt til overvejelse ved MoP-6.

Komitéen finder navnlig, at hverken EU-forordning 1367/2006 eller EU-Domstolens retspraksis gennemfører de forpligtelser, der er fastsat i henhold til konventionen.

I rådsafgørelsen accepterer EU – med alle medlemslandenes billigelse – udkastet til Århusafgørelse med forbehold af nogle ændringer for bl.a. at præcisere, at parternes møde ikke har til hensigt at kræve, at EU griber ind i retsvæsenets uafhængighed.

EU og dets medlemslande gentager deres fulde tilslutning til principperne og målsætningerne i Århuskonventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet samt deres ubetingede respekt for dens overholdelsesmekanisme.

Kommissionen fremsatte en erklæring til Rådets protokol.

På det kommende MoP-6, der afholdes i Budva i Montenegro 11.-15. september 2017, vil EU forelægge sin holdning som en betinget accept af udkastet til Århusafgørelse, og det er rede til at samarbejde på en konstruktiv og positiv måde med konventionens overvågningskomité og andre parter på mødet. Hvis der bliver afstemning, vil EU stemme på vegne af samtlige 28 medlemslande i dette spørgsmål.

Næste skridt

Denne rådsafgørelse træder i kraft umiddelbart efter vedtagelsen og offentliggøres i EU-Tidende så hurtigt som muligt.

Rådet vil nu meddele denne afgørelse til Århuskonventionens sekretariat i forbindelse med de igangværende MoP-6-forberedelser.

Baggrund

Århuskonventionen er en multilateral aftale, der har til formål at garantere offentligheden retten til adgang til oplysninger, adgang til offentlig deltagelse og adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet. Sammen med protokollen om registre over udledning og overførsel af forureningsstoffer er konventionen en af de to juridisk bindende internationale instrumenter, der gennemfører princip 10 i Rioerklæringen om miljø og udvikling.

Konventionen trådte i kraft i 2001 og har 47 parter fra Europa og Centralasien. Deriblandt de 28 EU-medlemslande og EU, som godkendte konventionen 17. februar 2005. På EU-plan er konventionens forpligtelser gennemført gennem forordning 1367/2006, også kaldet Århusforordningen.

I 2008 indbragte NGO'en Client Earth en sag for konventionens overvågningskomité vedrørende EU's utilstrækkelige overholdelse af sine forpligtelser i henhold til konventionen. Efter langvarige drøftelser forelagde komitéen 17. marts 2017 sine konklusioner for EU.

29. juni 2017 forelagde Kommissionen et forslag til rådsafgørelse, hvor den foreslog en negativ stemme med hensyn til godkendelse af konklusionerne i overholdelsessagen. Rådet er med enstemmighed nået frem til en beslutning om at ændre dette forslag.

Gå til siden med møder

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 13. januar 2024