Skip to content
  • Rådet for Den Europæiske Union
  • Pressemeddelelse
  • 7. november 2018 16.15

EU vil styrke delingen af den offentlige sektors data - Rådet fastlægger sin holdning

EU vil gøre det lettere at videreanvende den offentlige sektors data. I dag blev EU-landenes ambassadører enige om Rådets forhandlingsposition til nogle reformer, som er en del af EU's bredere indsats for at øge udbuddet af data til støtte for økonomien og for at sikre, at flere data anvendes til gavn for alle. De nye regler skal styrke udviklingen og udbredelsen af nye databaserede tjenester og teknologier som f.eks. kunstig intelligens. De er også et stort skridt i retning mod at gøre åbne data mere tilgængelige i EU.

Aftalen i dag viser, at den offentlige sektor fører an inden for datadeling. Mindre virksomheder og nystartede virksomheder har ikke altid råd til at købe den offentlige sektors data, så øget tilgængelighed og lavere omkostninger kan være med til at skabe banebrydende innovation, som vi alle kan nyde godt af. Margarete Schramböck, Østrigs minister for digitalisering og erhverv

I henhold til det eksisterende direktiv om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer kan indhold, som er offentligt tilgængeligt i henhold til nationale regler om aktindsigt, i princippet videreanvendes til et hvilket som helst formål, herunder kommercielle formål.

Reformerne vil øge reglernes anvendelsesområde, så de foruden offentlige myndigheder også omfatter offentlige virksomheder i transport- og forsyningssektoren. Sektorerne vil ikke være forpligtet til at gøre data tilgængelige, medmindre det kræves på nationalt plan, men hvis de frigiver data, skal de overholde de samme principper som offentlige myndigheder, bl.a. om gennemsigtighed, ikkediskriminering og aftaler om eneret.

Reglerne vil også blive udvidet til at omfatte offentligt finansierede forskningsdata, som i forvejen er tilgængelige i offentlige datasamlinger. Det skal gøres muligt at videreanvende disse data, f.eks. ved at fastsætte relevante licensbetingelser. EU-landene vil også skulle indføre nationale åben adgang-politikker for at støtte tilgængeligheden af forskningsdata.

Udkastet til regler tilskynder til formidling af dynamiske data, f.eks. transport- og vejrdata i realtid fra sensorer eller satellitter. Offentlige myndigheder vil skulle gøre denne type data tilgængelige via API-grænseflader (Application Programming Interface).

Den aftalte tekst fastsætter, at datasæt af stor værdi (datasæt med stor samfundsøkonomisk betydning) efterfølgende vil skulle identificeres, når direktivet er blevet vedtaget. Disse datasæt skal stilles gratis til rådighed i hele EU, være maskinlæsbare og kunne overføres automatisk via en API-grænseflade. Kommissionen vil skulle udarbejde en liste over særlige typer datasæt af stor værdi i en særskilt gennemførelsesretsakt, som både skal gælde for offentlige myndigheder og offentlige virksomheder.

Generelt vil den offentlige sektors data blive billigere. De vil normalt være tilgængelige gratis eller til marginale omkostninger. Reglerne tager dog højde for, at nogle offentlige myndigheder har brug for at skabe indtægter, og derfor vil det være muligt at opkræve begrænsede gebyrer for data i visse situationer.

Rådets tekst styrker også begrebet åbne data, som omfatter data i åbne formater, der frit kan anvendes og deles til ethvert formål. Det har Rådet afspejlet ved at tilføje begrebet åbne data til forslagets titel.

Når direktivet er trådt i kraft, har EU-landene 2 år til at vedtage nationale bestemmelser for at omsætte det i praksis. EU-landene vil kunne gå videre end de minimumsstandarder, der er fastsat i direktivet.

Det aktuelle forslag er en vigtig bestanddel i "datapakken", som Kommissionen offentliggjorde i april 2018 som led i strategien for et digitalt indre marked. Det er også en del af Kommissionens revision med henblik på en målrettet og effektiv regulering (Refit).

Aftalen i De Faste Repræsentanters Komité i dag er et mandat til formandskabet til at indlede forhandlinger med Europa-Parlamentet med henblik på at nå til enighed om den endelige tekst. Parlamentet er endnu ikke nået til enighed om sin holdning.

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 14. januar 2024