Skip to content
  • Rådet for Almindelige Anliggender

Rådet (almindelige anliggender), 16.9.2019, 16. september 2019

Vigtigste resultater

Styrkelse af retsstatsprincippet i EU

Rådet havde en orienterende debat om styrkelse af respekten for retsstatsprincippet i EU.

På grundlag af et oplæg fra formandskabet drøftede ministrene, hvordan Rådet kan bidrage til det overordnede mål om at styrke retsstatsprincippet i EU, og hvilke specifikke foranstaltninger der kan anvendes.

Debatten fandt sted på baggrund af en kommende revision af Rådets årlige dialog om retsstatsprincippet, som efter planen finder sted på samlingen i Rådet (almindelige anliggender) i november. Den byggede videre på drøftelserne om en peer review-mekanisme og Kommissionens meddelelse af 17. juli, hvori Kommissionen bl.a. foreslog at indføre en løbende gennemgang af retsstatsforholdene, der skal omfatte alle EU's medlemsstater.

Under debatten gav en række ministre udtryk for deres støtte til udviklingen af en forebyggende mekanisme til overvågning af retsstatsforholdene i alle EU's medlemsstater. Flere deltagere understregede, at en sådan mekanisme skal være inklusiv og objektiv og sikre, at alle medlemsstater behandles ens. Desuden var det vigtigt at respektere kompetencefordelingen i henhold til traktaterne og undgå, at de mekanismer, der vælges, overlapper.

Formandskabet sender nu et spørgeskema til alle medlemsstater. Resultaterne af dette spørgeskema vil indgå i evalueringen af Rådets dialog om retsstatsprincippet på samlingen i Rådet (almindelige anliggender) i november.

På dagens samling i Rådet fik alle mine kolleger fra hele EU mulighed for at udveksle idéer om fremme og sikring af retsstatsprincippet. Det er vigtigt, at vi behandler alle aspekter af debatten i en konstruktiv ånd. Den planlagte revision af Rådets årlige dialog om retsstatsprincippet giver os en god lejlighed til i meget praktisk forstand at undersøge, hvad medlemsstaterne kan gøre sammen for at bidrage til denne indsats. Tytti Tuppurainen, Finlands europaminister

Det Europæiske Råd i oktober

Ministrene begyndte forberedelserne til Det Europæiske Råd 17.-18. oktober ved at gennemgå et forslag til kommenteret dagsorden.

På mødet i oktober forventes lederne at have indgående drøftelser om den næste flerårige finansielle ramme (FFR) på grundlag af formandskabets arbejde. Lederne skal også drøfte opfølgningen af den strategiske dagsorden for 2019-2024 for Unionen.

Afhængigt af Europa-Parlamentets tidsplan kan Det Europæiske Råd vedtage afgørelserne om udnævnelsen af den nye formand for ECB og den nye Europa-Kommission.

På baggrund af begivenhederne vil Det Europæiske Råd muligvis også drøfte specifikke udenrigspolitiske spørgsmål.

Næste flerårige finansielle ramme

Rådet gjorde status over arbejdet med FFR for 2021-2027.

Formandskabet sendte i løbet af sommeren et spørgeskema til alle delegationer og gennemførte i begyndelsen af september bilaterale møder for at indkredse medlemsstaternes prioriteter og vigtigste bekymringer. På dette grundlag vil det udarbejde et oplæg som formandskabets input til forberedelse af drøftelserne på Det Europæiske Råd i oktober.

Efter retningslinjer fra lederne planlægger formandskabet at forelægge en revideret forhandlingsramme med tal inden årets udgang for at forberede de næste faser af forhandlingerne.

Sideløbende hermed vil der blive arbejdet videre med de forskellige sektorspecifikke forslag for at gøre yderligere fremskridt med Rådets mandater eller indgå yderligere "fælles forståelser" med Europa-Parlamentet.

Respekt for EU's værdier i Ungarn

Rådet afholdt en høring i henhold til proceduren i artikel 7, stk. 1, i TEU, om Ungarn.

Høringen dækkede alle de spørgsmål, der blev taget op i Europa-Parlamentets begrundede forslag. Den gjorde det muligt for ministrene at få en mere indgående drøftelse med Ungarn om de vigtigste betænkeligheder, som Parlamentet havde påpeget.

Formandskabet afsluttede høringen ved at fremlægge proceduremæssige konklusioner. I overensstemmelse med standardformerne for høringer indgår der på nuværende tidspunkt ikke nogen vurdering af spørgsmålenes substans.

Andre punkter

Under punktet Eventuelt orienterede formandskabet ministrene om de vigtigste budskaber fra konferencen om demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder, som det finske formandskab var vært for 10.-11. september i Helsingfors.

Kommissionen orienterede ministrene om udviklingen med hensyn til retsstatsprincippet i Polen efter samlingen i Rådet (almindelige anliggender) i juli.

Mødedokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Almindelige Anliggender

Se flere møder

Seneste gennemgang: 8. januar 2025