"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Rådet (retlige og indre anliggender), 7.-8. juni 2021
Vigtigste resultater
Retlige anliggender (mandag 7. juni)
Bekæmpelse af ulovligt onlineindhold
Ministrene drøftede, hvordan man bedst bekæmper ulovligt onlineindhold i forbindelse med forslaget til retsakt om digitale tjenester.
Ytringsfriheden er en grundlæggende rettighed, som skal beskyttes. Samtidig står det klart, at vi ikke kan tillade, at ulovligt indhold spredes på internetplatformene uden kontrol. At finde den rette tilgang til at afveje disse vigtige principper vil være afgørende for, at retsakten om digitale tjenester bliver en succes, og justitsministrene gentog i dag deres ønske om fortsat at blive inddraget i disse drøftelser.
Francisca Van Dunem, Portugals justitsminister
Debatten fokuserede hovedsagelig på aspekter vedrørende nationale myndigheders påbud til udbydere om at gribe ind over for ulovligt indhold eller give oplysninger og store udbyderes forpligtelse til at indberette mistanke om alvorlige strafbare handlinger til myndighederne.
Under deres debat fremhævede ministrene vigtigheden af ytringsfrihed og behovet for at finde den rette balance, så det sikres, at eventuelle begrænsninger fortsat er undtagelsen.
Med hensyn til aspekterne vedrørende påbud fra nationale myndigheder udtrykte ministrene generelt støtte til det foreslåede system, men bemærkede, at teksten bør præciseres yderligere, navnlig for at sikre, at retsakten om digitale tjenester ikke kommer til at påvirke eksisterende og fremtidige RIA-instrumenters funktion.
Hvad angår udbydernes forpligtelse til at indberette mistanke om alvorlige strafbare handlinger, mente ministrene, at der er behov for at præcisere begreberne "alvorlig strafbar handling, der indebærer en trussel mod menneskers liv eller sikkerhed" og "straks".
Ministrene udvekslede synspunkter om centrale elementer for anklagemyndighederne. Dette emne er en del af en dialog om retsspecifikke emner vedrørende retsstatsprincippet.
Under drøftelserne fokuserede de på tre emner: anklagemyndighedernes uafhængighed af den udøvende magt, digitaliseringen af retsvæsenet og passende menneskelige og finansielle ressourcer.
Rådet godkendte i dag sin generelle indstilling til forslaget til forordning om lovvalgsregler for virkningerne for tredjepart af overdragelser af fordringer. Formålet med den foreslåede forordning er at sikre større retssikkerhed for virksomheder og borgere i forbindelse med grænseoverskridende overførsler af fordringer og dermed lette adgangen til finansiering og fremme grænseoverskridende investeringer i EU.
Med vedtagelsen af ensartede lovvalgsregler på EU-plan vil den foreslåede forordning fjerne juridiske risici og potentielle systemiske konsekvenser af grænseoverskridende transaktioner i fordringer og fremme grænseoverskridende investeringer, adgang til billigere kredit og yderligere markedsintegration. Dette vil bidrage til at øge retssikkerheden i hele EU.
Rådet godkendte den generelle indstilling til forordningen om e-CODEX-systemet, som sigter mod at forbedre effektiviteten af den grænseoverskridende kommunikation mellem de kompetente judicielle myndigheder og lette adgangen til domstolene for borgere og virksomheder.
Det godkendte også en generel indstilling til forordningen om ændring af forordningen om oprettelse af EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder. Teksten har til formål at styrke agenturets mandat og forbedre dets funktionsmåde gennem mere effektive procedurer.
Bekæmpelse af organiseret kriminalitet og menneskehandel
Under eventuelt fremlagde Europa-Kommissionen strategien til bekæmpelse af organiseret kriminalitet og strategien til bekæmpelse af menneskehandel, som blev vedtaget i april 2021.
"Den digitale omstilling af vores samfund medfører mange fordele, men også visse udfordringer på sikkerhedsområdet. Covid-19-pandemien har fremskyndet disse forandringer med en stigning i onlinekriminalitet og en større afhængighed af digitale værktøjer til politisamarbejde. I dag drøftede vi en række politikker, som vil gøre os bedre rustet til den digitale fremtid på sikkerhedsområdet."
Eduardo Cabrita, Portugals indenrigsminister
Ministrene udvekslede synspunkter om perspektiverne for den indre sikkerhed for så vidt angår kunstig intelligens efter Kommissionens forelæggelse af sit nylige forslag til forordning om kunstig intelligens. De fremhævede vigtigheden af at skabe retssikkerhed for de retshåndhævende myndigheder, således at de fortsat kan gøre brug af nye redskaber til bekæmpelse af kriminalitet, og samtidig sikre fuld beskyttelse af borgernes grundlæggende rettigheder.
Ministrene drøftede også virkningen af covid-19 på forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet. De udstak politiske retningslinjer om de prioriterede tiltag til styrkelse af modstandsdygtigheden og beredskabet på området intern sikkerhed, imødegåelse af konsekvenserne af covid-19-krisen og med henblik på potentielle lignende kriser i fremtiden.
Ministrene gjorde status over fremskridtene i drøftelserne om forordningen om ændring af Europolforordningen. Formandskabet er fortsat fast besluttet på at fortsætte arbejdet i de kommende uger med henblik på at afslutte så mange elementer som muligt og opnå et mandat til forhandlinger med Europa-Parlamentet inden udgangen af juni.
Efter en forelæggelse ved Kommissionen havde ministrene en indledende drøftelse om Schengenstrategien, som Europa-Kommissionen vedtog 2. juni.
Strategien og de ledsagende forslag har til formål at genoprette Schengenområdets fulde funktion, øge den gensidige tillid blandt medlemsstaterne og integrere erfaringerne fra covid-19-krisen, navnlig med hensyn til bedre koordinering af foranstaltninger på EU-plan. Strategien anlægger en samlet tilgang til området fri bevægelighed, der omfatter beskyttelse af de ydre grænser og indre sikkerhed, for at tackle de udfordringer, vi står over for i dag.
Formandskabet gjorde status med hensyn til den nye pagt om migration og asyl.
Den eksterne dimension er fortsat et af pagtens centrale aspekter. Der er stærk støtte til at udvikle og yderligere styrke samarbejdet med oprindelses- og transitlande samt operationalisere omfattende, skræddersyede og gensidigt fordelagtige partnerskaber med centrale partnerlande. I den forbindelse mindede det portugisiske formandskab om det vigtige resultat af ministerkonferencen mellem EU og Afrika om forvaltning af migrationsstrømme, der blev afholdt i Lissabon 12. maj.
Med hensyn til den interne dimension er arbejdet med forordningen om af asylforvaltning og migrationsstyring, den ændrede forordning om asylprocedurer og screeningforordningen fortsat på ekspertniveau. Under disse drøftelser kunne alle medlemsstaterne bekræfte deres generelle tilsagn om at støtte hinanden og tilbyde solidaritetsbidrag i tilfælde af pres på en af medlemsstaterne.
Medlemsstaterne og Europa-Kommissionen fremhævede også deres engagement og vilje til i de kommende uger at arbejde ihærdigt på at bekræfte enigheden om forordningen om et EU-asylagentur.
Rådet understregede endnu en gang den vigtige enighed, der var opnået om direktivet om det blå EU-kort. Denne enighed var konkretiseringen af en af det portugisiske formandskabs prioriteter: at arbejde på forvaltningen af lovlig migration og den nødvendige matchning af behovene på EU's arbejdsmarkeder og de kvalificerede ressourcer, der kommer til Europa på lovlig og velordnet vis.
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.