Skip to content

Georgien

Georgien ansøgte om EU-medlemskab i marts 2022 og fik status som kandidatland i december 2023. Tiltrædelsesprocessen gik de facto i stå i 2024. EU og Georgien samarbejder også inden for rammerne af Det Østlige Partnerskab.

Udvidelse

Ansøgning om EU-medlemskab

3. marts 2022 ansøgte Georgien om EU-medlemskab.

17. juni 2022 afgav Europa-Kommissionen udtalelse om Georgiens ansøgning om EU-medlemskab.

23. juni 2022 drøftede Det Europæiske Råd Georgiens ansøgning om EU-medlemskab. Det Europæiske Råd erklærede, at det var rede til at tildele Georgien status som kandidatland, når de prioriteter, der er angivet i Kommissionens udtalelse om Georgiens ansøgning om medlemskab, var blevet behandlet.

8. november 2023 henstillede Kommissionen, at Georgien tildeles kandidatstatus, forudsat at der bliver taget en række skridt.

Det Europæiske Råd tildelte Georgien kandidatstatus 14.-15. december 2023, forudsat at de relevante skridt, der er fastsat i Kommissionens henstilling af 8. november 2023, bliver taget.

På grund af den georgiske regerings handlemåde, der er i strid med EU's grundlæggende værdier og principper, gik Georgiens tiltrædelsesproces de facto i stå i 2024. I hele 2024 drøftede EU's ledere situationen i Georgien ved adskillige lejligheder, navnlig på Det Europæiske Råds møde i juni, oktober og december. Med henblik herpå har EU's ledere udtrykt alvorlig bekymring over udviklingen i Georgien, på det kraftigste fordømt volden mod fredelige demonstranter, politikere og medierepræsentanter og udtrykt beklagelse over den georgiske regerings beslutning om at suspendere landets EU-tiltrædelsesproces indtil 2028.

EU er parat til at støtte det georgiske folks europæiske forhåbninger og landets vej mod tiltrædelse, hvis de georgiske myndigheder skulle beslutte at ændre deres nuværende handlemåde.

Årlig statusrapport

Hvert år gør Rådet status over de hidtidige fremskridt, som de enkelte EU-kandidatlande og ‑partnerlande, herunder Georgien, har gjort på deres vej mod EU.

16. december 2025 udsendte det danske formandskab for Rådet konklusioner, der fik politisk støtte fra 26 EU-medlemsstater.

Demokratiske tilbageskridt og undertrykkelse

I maj 2024 vedtog de georgiske myndigheder en lov om gennemsigtighed i udenlandsk indflydelse, som er et tilbageskridt i forhold til Kommissionens henstilling om Georgiens kandidatstatus og medførte, at landets tiltrædelsesproces blev standset. På de efterfølgende møder i Det Europæiske Råd i juni, oktober og december 2024 opfordrede EU's ledere de georgiske myndigheder til at:

  • præcisere deres hensigter ved at ændre den nuværende handlemåde
  • indføre demokratiske, omfattende og holdbare reformer
  • afholde sig fra at anvende magt og standse volden mod fredelige demonstranter, politikere og repræsentanter for medierne
  • respektere retten til frit at deltage i forsamlinger og til ytringsfrihed

I tiden op til parlamentsvalget den 26. oktober 2024 opfordrede EU's ledere også myndighederne til at sikre, at det kommende parlamentsvalg var frit og retfærdigt i overensstemmelse med internationale standarder, og tilskyndede til, at partnere udfører en betydelig kort- og langsigtet valgobservation.

Det Østlige Partnerskab

Ud over udvidelsesprocessen samarbejder EU og Georgien også om at styrke de politiske og økonomiske forbindelser inden for rammerne af den europæiske naboskabspolitik og dens østlige regionale dimension, Det Østlige Partnerskab.

Associeringsaftale

EU og Georgien undertegnede 27. juni 2014 en associeringsaftale, som har været i kraft siden 1. juli 2016.

Aftalen indførte en præferencehandelsordning – et vidtgående og bredt frihandelsområde – som:

  • etablerer tættere økonomiske forbindelser mellem Georgien og EU på grundlag af reformer på handelsrelaterede områder
  • fjerner alle importafgifter på varer og giver bred gensidig adgang til handel med tjenesteydelser
  • er et middel til yderligere tilpasning af Georgiens handelsrelaterede lovgivning til udvalgte aspekter af EU's retlige ramme

Associeringsråd

Associeringsrådet er den højeste formelle institution, der er nedsat inden for rammerne af associeringsaftalen mellem EU og Georgien, og overvåger gennemførelsen af aftalen.

Ottende møde i Associeringsrådet EU-Georgien, der fandt sted 20. februar 2024, fokuserede på Georgiens vej mod tiltrædelse af EU, politisk dialog og reform, økonomisk samarbejde og sektorsamarbejde, handel og handelsrelaterede spørgsmål samt fredelig konfliktløsning.

Visumliberalisering

Aftalerne med Georgien om visumlempelse og tilbagetagelse trådte i kraft i 2011.

27. februar 2017 vedtog Rådet en forordning om visumliberalisering for georgiere, der rejser til EU, for et ophold på 90 dage inden for en periode på 180 dage.

Irland er ifølge de protokoller, der er knyttet som bilag til EU-traktaterne, undtaget fra anvendelse af disse bestemmelser. Forordningen trådte i kraft 28. marts 2017.

Rådet besluttede 27. januar 2025 at suspendere dele af visumlempelsesaftalen mellem EU og Georgien. Dette kan føre til, at georgiske diplomater og embedsmænd skal ansøge om visum, når de rejser til EU. Georgiske statsborgere er fritaget for visumpligt.

Territorial integritet og konfliktløsning

EU støtter Georgiens territoriale integritet og dets konfliktløsning i de besatte løsrivelsesregioner Abkhasien og Sydossetien.

EU engagerer sig gennem:

  • det fælles formandskab for de internationale drøftelser i Genève ved EU's særlige repræsentant for Sydkaukasus og for krisen i Georgien
  • udsendelsen af EU's observatørmission i Georgien (EUMM)

Finansiel bistand til Georgien

EU er den største yder af finansiel bistand til Georgien og dets største handelspartner. EU støtter den socioøkonomiske udvikling og reformer i Georgien gennem instrumentet for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde (NDICI).

EU's støtte til Georgien har til formål at forbedre livskvaliteten for georgiske borgere gennem en årlig gavebistand på ca. 85 mio. € og fremme konkrete og synlige resultater.

EU's bistand er baseret på strenge betingelser og er knyttet til tilfredsstillende fremskridt med reformer og respekt for retsstatsprincippet, effektive demokratiske mekanismer og menneskerettigheder.

EU støtter også Georgien med konkrete investeringer gennem den økonomiske plan og investeringsplanen i overensstemmelse med EU's Global Gateway-strategi. Under den økonomiske plan og investeringsplanen har EU mobiliseret 2,1 mia. € i offentlige og private investeringer, bl.a. til seks flagskibsinitiativer:

  • konnektivitet i Sortehavet
  • transport over Sortehavet
  • økonomisk genopretning
  • digital konnektivitet for borgerne
  • forbedret luftkvalitet
  • energieffektivitet i offentlige bygninger

Støtte til Georgiens forsvarsstyrker

Mellem 2021 og 2023 har EU tildelt knap 63 mio. € gennem den europæiske fredsfacilitet til støtte for moderniseringen af Georgiens forsvarsstyrker.

Bistandsforanstaltningerne styrker kapaciteterne hos Georgiens forsvarsstyrker, bl.a. deres evne til yde deres tjenester til civile i krise- og nødsituationer.

De leverer især ikkedødbringende udstyr, forsyninger og tjenesteydelser.

Seneste gennemgang: 16. december 2025