- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 9. december 2016 16.50
Fælles europæisk asylsystem: Rådet er klar til at indlede forhandlinger om Eurodac
Rådet godkendte et mandat til forhandlinger med Europa-Parlamentet om omarbejdningen af Eurodacforordningen. Med dette mandat vil formandskabet indlede forhandlinger med Europa-Parlamentet, så snart Parlamentet har fastlagt sin holdning.
Dette er en vigtig del af reformen af det fælles europæiske asylsystem, der er en af vores topprioriteter. Jeg er glad for at se de fremskridt, det maltesiske formandskab kan bygge på.
Robert Kaliňák, Slovakiets indenrigsminister og formand for Rådet
Ministrene vedtog teksten på betingelse af, at dele vedrørende andre sager inden for reformen af det fælles europæiske asylsystem tages op igen, når der er opnået enighed om dem. Mandatet vil også blive opdateret i lyset af drøftelserne om informationssystemernes interoperabilitet.
Målet med reformen er at tilpasse og styrke Eurodacsystemet og udvide dets anvendelsesområde for at lette tilbagesendelser og bidrage til at tackle irregulær migration.
Det nye forslag vil, som det ser ud nu, udvide Eurodacforordningens anvendelsesområde, så EU-landene får mulighed for at lagre og søge oplysninger om ikke-EU-borgere eller statsløse, der ikke søger om international beskyttelse og opholder sig ulovligt i EU, så de kan identificeres med henblik på tilbagesendelse og tilbagetagelse. Udvidelsen af anvendelsesområdet og forenklingen de retshåndhævende myndigheders adgang til Eurodac kan hjælpe EU-landene med at opretholde sikkerheden i EU.
EU-landene får, ud over at indsamle endnu en biometrisk oplysning - et ansigtsbillede - mulighed for at lagre flere alfanumeriske oplysninger i Eurodac, f.eks. personers navn, fødselsdato, nationalitet, identitetsoplysninger eller rejsedokumenter.
Baggrund
Eurodac er en biometrisk database til sammenligning af fingeraftryk, som hjælper EU-lande og associerede lande, der deltager i databasen, med at kontrollere, om en asylansøger tidligere har søgt asyl i et andet europæisk land, eller om en asylansøger tidligere er blevet pågrebet ved ulovlig passage af grænsen til europæisk territorium. Forordningen skal gøre det lettere for europæiske lande at fastslå ansvaret for at behandle en asylansøgning, og den gør det lettere at anvende Dublinforordningen.
Efter sin meddelelse af 6. april 2016 om reformen af det fælles europæiske asylsystem forelagde Kommissionen i maj og juli syv lovgivningsforslag, bl.a. ovennævnte forslag til forordning om Eurodac for at:
- forbedre den måde, det fælles europæiske asylsystem fungerer på, ved at eliminere forskellig behandling af asylansøgere og forskellige anerkendelsesprocenter blandt EU-landene
- reducere sekundære bevægelser og bidrage til en mere retfærdig fordeling mellem EU-landene af ansvaret for at yde beskyttelse til dem, der har brug for det.
Pressekontakter
-
Laura Bérard Press officer
- +32 471 33 09 49
- +32 2 281 57 95
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 13. januar 2024