Skip to content
  • Rådet for Økonomi og Finans

Rådet for Økonomi og Finans, 14.-17.11.2014, 14.-17. november 2014

EU's budgetforhandlinger genstarter med Kommissionens nye forslag

På mødet 17. november nåede Rådet og Europa-Parlamentet til enighed om, at der er behov for yderligere drøftelser, før de to institutioner kan blive enige om EU's budget for 2015, og hvordan de udestående betalinger i budgettet for 2014 skal håndteres. 

"Forligsforhandlingerne gjorde det muligt at mindske forskellene mellem vores holdninger, så vi skulle kunne fortsætte drøftelserne på grundlag af et nyt forslag fra Kommissionen", sagde Enrico Zanetti, Italiens statssekretær for økonomi og finans. 

Forligsperioden på 21 dage, hvor Rådet og Europa-Parlamentet skulle nå til enighed om næste års budget, udløb 17. november, og Kommissionen er nødt til at forelægge et nyt forslag vedrørende budgettet for 2015. 

Hvis Rådet og Europa-Parlamentet ikke når til enighed før starten af 2015, finder systemet med "foreløbige tolvtedele" anvendelse: Hver måned kan der for hvert kapitel i budgettet blive brugt et beløb på ikke over en tolvtedel af budgetbevillingerne for 2014 eller af Kommissionens budgetforslag, alt efter hvilket beløb der er mindst. 

EU-budgettet for 2014, som vedtaget, indeholder 135,50 mia. € i betalingsbevillinger og 142,64 mia. € i forpligtelsesbevillinger.

De to institutioner var uenige om flere vigtige spørgsmål, bl.a. hvordan man skal behandle de ubetalte regninger for 2014. Under forhandlingerne tilsluttede Rådet sig, at margenen til uforudsete udgifter kan bruges til at finansiere de udestående betalinger fra 2014.

Margenen til uforudsete udgifter er en ny mekanisme, der blev indført ved forordningen om den flerårige finansielle ramme (FFR) for 2014-2020, og som kun må bruges som en sidste udvej. Den vil hæve FFR-betalingsloftet for indeværende år og derefter modregne denne stigning ved en tilsvarende sænkning af FFR-betalingslofterne for de efterfølgende år. 

Med hensyn til EU-budgettet for 2015 foreslog Rådet at fastlægge bevillingsniveauet under hensyntagen til de budgetmæssige begrænsninger, som EU-landene står over for, med fokus på initiativer, der fremmer vækst og beskæftigelse. 

Rådet foreslog, at det samlede niveau for betalinger skal beløbe sig til 140,77 mia. € – en stigning på 3,9 % i forhold til 2014-budgettet. En foreslået forhøjelse af betalingerne til aktiviteter såsom forskning, innovation og uddannelse udgjorde 26,6 % eller 3,0 mia. €. Parlamentet foreslog en stigning i betalingerne på 8,1 % (med et samlet beløb på 146,42 mia. €). Det samlede foreslåede niveau for forpligtelsesbevillingerne var på 144,63 mia. €, hvilket er 1,4 % højere end i 2014.

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Økonomi og Finans

Se flere møder

Seneste gennemgang: 8. januar 2025