"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
EU's miljø- og klimaministre godkendte Rådets konklusioner om forberedelser til FN's klimakonference 2025 (COP30), der finder sted 10.-21. november 2025 i Belém, Brasilien. Konklusionerne skal fungere som EU's generelle forhandlingsposition på COP30.
COP i år markerer tiåret for Parisaftalen. Forud for COP30 forventes parterne at udveksle deres nye klimaforpligtelser, som vil vise, om temperaturgrænsen på 1,5 °C i Parisaftalen holdes inden for rækkevidde. Rådet understreger i sine konklusioner sin stærke støtte til det multilaterale klimasamarbejde, skitserer EU's prioriteter forud for COP30 og gør opmærksom på, at det haster med en global klimaindsats.
I dag har EU et stærkt europæisk mandat til COP30. Vi må forlade Belém med en klar vej frem for at holde 1,5 inden for rækkevidde. Klimaændringerne er her, og vi er nødt til at skride til handling og tilpasse os så hurtigt som muligt. Næste skridt er EU's NDC og klimaloven, og vi er rede til at fortsætte efter den strategiske drøftelse mellem de europæiske stats- og regeringschefer.
Lars Aagaard, Danmarks klima-, energi- og forsyningsminister
EU bekræfter på ny sit tilsagn om at holde den globale temperaturstigning på 1,5 °C og opfordrer til et særligt resultat på COP30 for at behandle det kollektive ambitions- og gennemførelsesniveau. Konklusionerne opfordrer endvidere til en øget tilpasningsindsats og understreger betydningen af at mobilisere klimafinansiering i overensstemmelse med det nye kollektive kvantificerede mål (NCQG), der blev vedtaget på COP29 i Baku, fra en bred vifte af bidragydere. Rådet påpeger behovet for at tredoble kapaciteten inden for vedvarende energi på verdensplan og fordoble den gennemsnitlige årlige forbedringsrate for energieffektivitet på verdensplan senest i 2030 kombineret med fremskyndelse af nul- og lavemissionsteknologier og udfasning af produktion og forbrug af energi fra fossile brændstoffer på verdensplan.
Ministrene vedtog også konklusioner om den europæiske strategi for vandresiliens, som Europa-Kommissionen udsendte i juni 2025.
Strategien har til formål at genoprette og beskytte vandkredsløbet og samtidig skabe en bæredygtig, modstandsdygtig, konkurrencedygtig og cirkulær vandmæssigt intelligent økonomi samt sørge for adgang til sikkert og billigt vand. Strategien udstikker en vej til at gøre Europa vandresilient, herunder håndtering af vandknaphed gennem øget vandeffektivitet.
Europas vand- og havressourcer er under stigende pres fra forurening, affald og klimaændringer. Som det kontinent, hvor temperaturen stiger hurtigst, står Europa over for flere tørkeperioder og oversvømmelser og mere vandknaphed end nogensinde tidligere. Disse udfordringer kender ingen grænser – de kræver en stærk, forenet europæisk indsats. Med de fremskridt, som vi har gjort i dag med hensyn til strategien for vandresiliens og havpagten, intensiverer vi de fælles bestræbelser på at beskytte vores ferskvand og have gennem en mere koordineret og holistisk tilgang, der værner om klimaet, biodiversiteten og de fremtidige generationer.
Magnus Heunicke, Danmarks miljøminister og minister for ligestilling
I sine konklusioner hilser Rådet strategien velkommen og fremhæver det presserende behov for at genoprette og beskytte vandkredsløbet, forbedre vandinfrastrukturen og sikre lige adgang til vand. Ministrene påpeger betydningen af vandresiliens på tværs af alle sektorer, innovation, grænseoverskridende samarbejde og koordinering. De påpeger, at det haster med at bekæmpe forurenende stoffer ved kilden for at beskytte vandet i Europa.
Konklusionerne gør også opmærksom på den strategiske rolle, som vandsikkerhed spiller for EU's konkurrenceevne, kriseberedskab og samarbejde på verdensplan. Rådet påpeger betydningen af at sikre tilstrækkelig og tilgængelig finansiering til gennemførelsen af dagsordenen for vandresiliens.
Miljøministrene udvekslede synspunkter om den europæiske havpagt, et initiativ, som Europa-Kommissionen har iværksat for at styrke EU's havpolitik på seks prioriterede områder, fra genopretning af maritim sundhed og fremme af den blå økonomi til støtte til kystsamfund og forbedring af den maritime sikkerhed.
Ministrene understregede behovet for en stærkere, mere sammenhængende indsats for at beskytte og genoprette havets biodiversitet. De glædede sig over pagtens holistiske tilgang, der forbinder havenes sundhed, den blå økonomi og kystsamfund, og fremhævede betydningen af at tilpasse gældende EU-lovgivning og ‑forvaltningsrammer.
Den kommende revision af havstrategirammedirektivet fik generel støtte og blev udpeget som en vigtig mulighed for at fremskynde fremskridt hen imod opnåelse af en god miljøtilstand i EU's havområder. Ministrene bemærkede behovet for en mere sammenhængende gennemførelse af direktivet og opfordrede indtrængende til strømlinede rapporteringscyklusser for at mindske de administrative byrder samt bedre tilpasning til andre EU-politikker og integration af klimahensyn. Ministrene påpegede også behovet for øremærkede midler, bedre bekæmpelse af forurening ved kilden og bedre forvaltning af havområder.
Det danske formandskab og Europa-Kommissionen orienterede ministrene om tre nylig afholdte internationale møder:
det genoptagne tredje møde i den åbne ad hoc-arbejdsgruppe vedrørende et videnskabspolitikpanel (SPP OEWG 3.2) og det efterfølgende mellemstatslige møde (SPP IM) om forsvarlig forvaltning af kemikalier og affald
Denne ressource er i øjeblikket kun tilgængelig på følgende sprog:
anden del af femte møde i det mellemstatslige forhandlingsudvalg (INC-5.2) med henblik på at udvikle et internationalt bindende instrument om plastforurening
Denne ressource er i øjeblikket kun tilgængelig på følgende sprog:
den kommende pakke af forslag til det nye emissionshandelssystem for vejtransport- og byggeribrændstoffer (ETS2)
Cypern orienterede ministrene om de forskellige initiativer og redskaber, som det har udarbejdet for at styrke den cirkulære økonomi i landet og lette dens gennemførelse.
Denne ressource er i øjeblikket kun tilgængelig på følgende sprog:
Frankrig og Spanien orienterede også ministrene om CO2-emissionsnormerne for lette køretøjer og fremhævede navnlig, at det er væsentligt at forblive på rette spor for nulemissionskøretøjer senest i 2035 for at opnå klimaneutralitet senest i 2050.
Ministrene havde en uformel frokost om forberedelserne til internationale miljøforhandlinger på den kommende syvende samling i FN's Miljøforsamling (UNEA-7) i december 2025 i Nairobi, Kenya, og processen i den mellemstatslige forhandlingskomité (INC) om plastforurening.
Mødedokumenter
Forberedende dokumenter
Denne ressource er i øjeblikket kun tilgængelig på følgende sprog:
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.