Skip to content
  • Rådet for Beskæftigelse, Socialpolitik, Sundhed og Forbrugerpolitik

Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik (beskæftigelse og socialpolitik)), 2. december 2024

Vigtigste resultater

Bekæmpelse af urimelige praktikophold

Det ungarske formandskab søgte at nå til enighed om Rådets forhandlingsposition ("generel indstilling") til "direktivet om praktikophold", som har til formål at forbedre arbejdsvilkårene for praktikanter og forhindre arbejdsgivere i at camouflere ansættelsesforhold som praktikophold.

Selv om nogle medlemsstater var rede til at støtte teksten, som den foreligger i øjeblikket, mente andre, at der var behov for mere tid til at drøfte udestående spørgsmål. Rådet vil derfor fortsætte arbejdet med forslaget under det polske formandskab.

Formandskabet forelagde også en situationsrapport om Rådets henstilling om en styrket kvalitetsramme for praktikophold, hvori der opfordres til, at alle praktikanter aflønnes retfærdigt, har adgang til passende social beskyttelse og får en vejleder.

Omfattende løsninger på demografiske udfordringer

Rådet havde en orienterende debat om omfattende løsninger på demografiske udfordringer. Debatten dækkede to overordnede fokusområder:støtte forældre i nutidens presserende demografiske udfordringer og frigøre unge og ældre generationers uudnyttede potentiale.

Ministrene drøftede nogle af de mest presserende demografiske udfordringer i deres lande, bl.a. en aldrende befolkning og en lav fødselsrate, og så på nogle af de grundlæggende årsager til disse udfordringer, især vanskelighederne med at starte et selvstændigt liv og en familie.

De delte også eksempler på tiltag, de har iværksat for at tackle demografiske udfordringer, bl.a. fleksible arbejdsordninger og tiltag til fremme af ligestilling mellem kønnene, finansiel støtte og skattelettelser for forældre og omsorgspersoner, livslang læring for ældre, mere tilgængelige og økonomisk overkommelige boliger, lettilgængelige børnepasningsfaciliteter af høj kvalitet og fremme af solidaritet mellem generationerne.

Mangel på arbejdskraft og færdigheder i EU

Rådet godkendte konklusioner om manglen på arbejdskraft og færdigheder i EU med fokus på at mobilisere uudnyttet arbejdskraftpotentiale. Konklusionerne følger op på Kommissionens handlingsplan fra marts 2024 og fokuserer på to af de fem udpegede indsatsområder: hjælp til underrepræsenterede menneskers adgang til arbejdsmarkedet og støtte til færdigheder og uddannelse.

EU er nødt til at tackle manglen på arbejdskraft og færdigheder, hvis vi skal fastholde vores førerposition inden for konkurrenceevne, innovation og bæredygtig vækst. De tiltag, der foreslås i dagens konklusioner, vil ikke kun bidrage til at afhjælpe disse mangler – de vil også gøre det muligt for underrepræsenterede grupper at komme ind på arbejdsmarkedet og øge deres økonomiske autonomi.

Márton Nagy, Ungarns minister for nationaløkonomi

Det europæiske semester 2025

I forbindelse med det europæiske semester 2025 havde ministrene en orienterende debat om fremtidige prioriteter inden for beskæftigelse og socialpolitik på EU-plan, bl.a. den seneste udvikling i forbindelse med rammen for social konvergens.

Rådet:

  • vedtog også retningslinjerne for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker, som Kommissionen forelagde i juni 2024 som led i forårspakken for det europæiske semester
  • noterede sig også redegørelsen ved formændene for Beskæftigelsesudvalget (EMCO) og Udvalget for Social Beskyttelse om vurderingen af rammen for social konvergens (SCF)
  • godkendte også nøglebudskaberne fra EMCO's gennemgang af gennemførelsen af henstillingen om individuelle læringskonti for 2022

Social inklusion af personer med handicap

Rådet godkendte konklusioner om fremme af social inklusion af personer med handicap gennem beskæftigelse, rimelig tilpasning og rehabilitering.

Konklusionerne fortsætter dynamikken i den seneste udvikling på EU-plan med hensyn til rettigheder for personer med handicap, bl.a. de nyligt vedtagne direktiver om EU-handicapkortet og EU-parkeringskortet for personer med handicap.

Rådet fremhæver fordelene ved at deltage i beskæftigelse som et middel til at lette den sociale inklusion af personer med handicap.

EU har gjort betydelige fremskridt de seneste år med hensyn til at fremme og beskytte rettighederne for personer med handicap, som det fremgår af de nyligt vedtagne direktiver om EU-handicapkortet og EU-parkeringskortet for personer med handicap. Dagens konklusioner bygger på dette momentum og fokuserer på handicappedes ret til at få adgang til beskæftigelse som en vej til økonomisk autonomi og social inklusion.

Ádám Kósa, Ungarns statssekretær for handicap

Fremme af social inklusion ved at mindske territoriale uligheder

Rådet godkendte konklusioner om forbedring af adgangen for at fremme social inklusion af personer i risiko for fattigdom eller social udstødelse, f.eks. romaer, ved at mindske territoriale uligheder.

Konklusionerne opfordrer EU-landene til at sikre, at alle borgere, bl.a. romaer, har lige adgang til støttetjenester af høj kvalitet og til beskæftigelsestjenester. De fastsætter en række potentielle tiltag til at nå dette mål, såsom lokale handlingsplaner, adgang til digital teknologi og bedre identifikation og kortlægning af ugunstigt stillede områder.

Kvinders og pigers mentale sundhed

Rådet godkendte konklusioner om styrkelse af kvinders og pigers mentale sundhed ved at fremme kønsligestilling. Konklusionerne omfatter en lang række tiltag som indarbejdelse af et kønsperspektiv i udformningen af politikker for mental sundhed, bekæmpelse af alle former for vold og kønsstereotyper og øget bevidsthed om betydningen af rettidig og korrekt gennemførelse af den seneste lovgivning om ligebehandling.

Balance mellem arbejdsliv og privatliv og ligestilling mellem kønnene

Rådet godkendte konklusioner om sikring af balancen mellem arbejdsliv og privatliv og ligestilling mellem kønnene for alle generationer i forbindelse med demografiske udfordringer.

De foreslåede tiltag omfatter styrkelse af formelle pasningsordninger, indførelse af fleksible arbejdsordninger, bekæmpelse af aldersdiskrimination og fremme af solidaritet mellem generationerne.

Eventuelt

Følgende emner blev drøftet under Eventuelt:

Aktuelle lovgivningsforslag (orientering ved formandskabet):

  • Forordning om europæiske arbejdsmarkedsstatistikker om virksomheder

Aktuelle lovgivningsforslag (orientering ved Kommissionen)

  • Forordning om en offentlig grænseflade forbundet med informationssystemet for det indre marked med henblik på erklæringen om udstationering af arbejdstagere

Formandskabets arrangementer (orientering ved formandskabet):

  • Uformelt møde mellem beskæftigelses- og socialministrene
  • Uformelt møde mellem ministrene med ansvar for demografi
  • Konferencer på højt plan

Det sociale trepartstopmøde (orientering ved formandskabet og Kommissionen)

Ligebehandling og intersektionel forskelsbehandling (orientering ved formandskabet)

Kommissionens rapporter om gennemførelsen af ligestillingsstrategier (orientering ved Kommissionen):

  • Rapport om gennemførelse af EU-handlingsplanen mod racisme 2020-2025
  • Rapport om gennemførelsen af de nationale strategiske rammer for romaer
  • Rapport om gennemførelse af LGBTIQ-ligestillingsstrategien 2020-2025

Det kommende formandskabs arbejdsprogram (orientering ved Polen)

Digitale værktøjer til fremme af fri og fair bevægelighed for arbejdstagere i EU (oplysninger ved Danmark, støttet af Belgien, Kroatien, Finland, Tyskland, Grækenland, Nederlandene og Slovenien)

Det sociale forum i Porto 2025 (orientering ved Portugal)

EU-undersøgelse om kønsbaseret vold (orientering ved Kommissionen)

Uformel frokost

Under frokosten var der en uformel debat om emnet "håndtering af kvalifikationskløfter med henblik på en vellykket grøn og digital omstilling til kvalitetsjob på arbejdsmarkedet".


Rådet vedtog også uden debat punkterne på listerne over lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige A-punkter.

Mødedokumenter

Forberedende dokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Beskæftigelse, Socialpolitik, Sundhed og Forbrugerpolitik

Se flere møder

Seneste gennemgang: 9. januar 2025