Skip to content
  • Rådet for Almindelige Anliggender

Rådet (almindelige anliggender), 10.12.2019, 10. december 2019

Vigtigste resultater

Næste flerårige finansielle ramme

Rådet havde en orienterende debat om den næste flerårige finansielle ramme.

Ministrene drøftede den forhandlingsramme med tal, som det finske formandskab har forelagt forud for Det Europæiske Råds møde i december. Formandskabet foreslog et samlet beløb på 1 087 mia. € for perioden 2021-2027 svarende til 1,07 % af EU-27's BNI.

Finlands forslag er baseret på konsultationer med medlemsstaterne og drøftelser i Rådet og Det Europæiske Råd. Vi har forsøgt at udarbejde et afbalanceret forslag, der tager hensyn til både de nye prioriteter og traditionelle politikområder. Vores formandskabs arbejde med FFR er slut, og det er nu formanden for Det Europæiske Råd, der leder forhandlingerne. Tytti Tuppurainen, Finlands europaminister

Forhandlingsrammen udgør grundlaget for den afsluttende fase af forhandlingerne om FFR. Den omfatter alle elementer, for hvilke EU's ledere i Det Europæiske Råd skal fastlægge politiske retningslinjer og prioriteter. Formanden for Det Europæiske Råd vil nu videreføre forhandlingerne med henblik på at nå frem til en endelig aftale.

Den Europæiske Unions budget

Artikel 7-procedurer

Som led i proceduren i henhold til artikel 7, stk. 1, i TEU afholdt Rådet en høring om Ungarn. Høringen fokuserede på retsvæsenets uafhængighed, ytringsfrihed og akademisk frihed i Ungarn.

Formandskabet afsluttede høringen ved at fremlægge proceduremæssige konklusioner. I overensstemmelse med standardformerne for høringer indgår der på nuværende tidspunkt ikke nogen vurdering af spørgsmålenes substans.

Rådet gjorde også status over situationen med hensyn til retsstatsprincippet i Polen. Kommissionen orienterede ministrene om den seneste udvikling, herunder Domstolens seneste domme vedrørende de polske regler om dommeres og offentlige anklageres pensionsalder og den polske øverste domstols nye disciplinærafdeling.

Det Europæiske Råd i december

Ministrene fortsatte forberedelserne af Det Europæiske Råds møde 12.-13. december ved at gennemgå udkastet til konklusioner.

I overensstemmelse med konklusionerne fra juni og oktober forventes Det Europæiske Råd at vende tilbage til klimaspørgsmålet i december. I denne forbindelse vil lederne især fokusere på målet om at opnå klimaneutralitet senest i 2050. Lederne forventes også at have en indgående drøftelse om den næste FFR efter formandskabets forelæggelse af en forhandlingsramme med tal.

På baggrund af udviklingen vil Det Europæiske Råd muligvis drøfte specifikke udenrigspolitiske spørgsmål.

Lovgivningsarbejde

Ministrene udvekslede synspunkter om prioriteterne for det kommende lovgivningsarbejde under den nye Kommission. Formålet med drøftelserne var at give Kommissionen input til udarbejdelsen af arbejdsprogrammet for 2020 og til den flerårige planlægning.

I den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning fastsættes det, at EU's institutioner efter udnævnelsen af en ny Kommission skal udveksle synspunkter om de vigtigste politiske mål og prioriteter for den næste periode. De vil på Kommissionens initiativ, og hvis det er relevant, udarbejde fælles konklusioner, der skal undertegnes af formændene for Rådet, Kommissionen og Parlamentet.

Ministrene fremhævede en række prioriteter for perioden 2019-2024, såsom det indre marked, den sociale dimension og retsstatsprincippet.

Imødegåelse af hybride trusler

Rådet vedtog uden debat konklusioner, hvori der fastsættes prioriteter og retningslinjer for EU's samarbejde om imødegåelse af hybride trusler og styrkelse af modstandsdygtighed, idet der bygges videre på de fremskridt, der er gjort i de seneste år. I konklusionerne opfordres der til en samlet tilgang til sikkerhed for at imødegå de hybride trusler på en mere strategisk, koordineret og sammenhængende måde på tværs af alle relevante politikområder.

Vi glæder os meget over, at medlemsstaterne er fast besluttet på at fortsætte bestræbelserne på at imødegå hybride trusler og styrke modstandsdygtigheden. Sådanne tiltag er af afgørende betydning for at skabe en omfattende sikkerhed for vores borgere. Selv om hovedansvaret på dette område ligger hos medlemsstaterne, står vi over for fælles trusler. Det er vigtigt at skabe opmærksomhed om og koordinere vores indsats på tværs af politikområder. Tytti Tuppurainen, Finlands europaminister

Bosnien-Hercegovina

Rådet vedtog uden debat konklusioner om Kommissionens udtalelse om Bosnien-Hercegovinas ansøgning om EU-medlemskab.

I konklusionerne hilser Rådet Kommissionens udtalelse velkommen og opfordrer indtrængende de udøvende og lovgivende organer på alle forvaltningsniveauer til at begynde at tackle de nøgleprioriteter, der er fastlagt i udtalelsen, i overensstemmelse med de legitime forhåbninger hos borgerne i Bosnien-Hercegovina om at nærme sig Den Europæiske Union.

Et bæredygtigt Europa inden 2030

Rådet vedtog uden debat en række konklusioner om EU's gennemførelse af FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling og dens 17 mål for bæredygtig udvikling.

Mødedokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Almindelige Anliggender

Se flere møder

Seneste gennemgang: 8. januar 2025