- Rådet for Retlige og Indre Anliggender
Rådet for Retlige og Indre Anliggender, 9.-10.6.2016, 9.-10. juni 2016
Vigtigste resultater
Indre anliggender – 10. juni
Våben
Ministrene nåede til enighed om Rådets forhandlingsposition til forslaget til direktiv om erhvervelse og besiddelse af våben, som ændrer og supplerer det eksisterende direktiv 91/477/EØF. Med dette mandat vil formandskabet indlede forhandlinger med Europa-Parlamentet, så snart Parlamentet har fastlagt sin holdning.
Formålet med det reviderede direktiv er at afhjælpe visse svagheder i den eksisterende lovgivning, som er blevet konstateret, navnlig i kølvandet på den serie af terrorangreb, der har fundet sted i Europa.
Ard van der Steur, Nederlandenes sikkerheds- og justitsminister og formand for Rådet, siger: "Efter de tragiske terrorangreb i Paris og Bruxelles har justits- og indenrigsministrene anmodet om, at direktivet vedtages hurtigt. Med dette nye direktiv har det nederlandske formandskab skabt en retfærdig og rimelig balance mellem et indre marked for lovlige våben på den ene side og en styrkelse af EU-borgernes sikkerhed på den anden."
Køreplan til styrkelse af informationsudveksling
Ministrene godkendte en køreplan til styrkelse af informationsudveksling og informationsstyring, herunder interoperabilitetsløsninger på området for retlige og indre anliggender.
Køreplanen fastsætter en ramme for en mere integreret EU-informationsarkitektur samt specifikke og konkrete kort- og mellemlangsigtede foranstaltninger samt langsigtede retningslinjer, der skal styrke informationsstyringen og informationsudvekslingen.
De seneste terrorangreb i Paris og Bruxelles, de fortsatte terrorhandlinger uden for EU og den aktuelle migrationskrise har vist, hvor vigtigt det er at investere i hurtig og effektiv informationsstyring og informationsudveksling af høj kvalitet.
Vi har sammen formået at øge kontrollen med migrationsstrømmene via Tyrkiet og Grækenland. Nu er vi nødt til straks at få stoppet de tragiske drukneulykker i Middelhavet. Vi skal gøre en fælles indsats, og vi skal sætte ind på alle fronter. Det betyder bl.a., at vi skal tage fat om de underliggende årsager til migration, registrere migranter i stedet for at vinke dem igennem og sende økonomiske migranter tilbage til deres hjemland. Klaas Dijkhoff, Nederlandenes migrationsminister og formand for Rådet.
Migration
Rådet drøftede den nuværende migrationssituation og navnlig gennemførelsen af erklæringen fra EU og Tyrkiet af 18. marts samt migrationsstrømmene i det centrale Middelhavsområde.
Ministrene bekræftede på ny, at tilbagesendelserne til Tyrkiet fra Grækenland bør intensiveres, og at EU's bistand via Frontex og EASO også bør prioriteres for at bidrage til disse tilbagesendelser ved hjælp af effektiv støtte, når det gælder adgang og opfyldelse af kravene. Landene bekræftede, at migranter kan og bør vende tilbage til Tyrkiet.
De deltagende lande blev opfordret til at fremskynde genbosætningen af syriske flygtninge fra Tyrkiet og forberede sig til en frivillig ordning for indrejse af humanitære årsager. De blev opfordret til at fremskynde omfordelingen af asylansøgere fra Grækenland og Italien i overensstemmelse med rådsafgørelserne fra september 2015.
Visumliberalisering
Ministrene havde en generel debat om visumpolitik i lyset af Kommissionens seneste forslag vedrørende visumliberalisering.
Formandskabet erklærede, at der endnu ikke er tilstrækkelig opbakning til at vedtage et mandat til at indlede forhandlinger med Europa-Parlamentet om forslaget vedrørende visumliberalisering for Georgien. Flere lande gav udtryk for deres utilfredshed med denne situation og håber, at et mandat kan godkendes hurtigst muligt.
De forslag, der i øjeblikket er på bordet, vil i prioriteret rækkefølge blive undersøgt nærmere i de kommende uger i Rådets relevante organer.
Ministrene understregede, at visumkrav kun kan ophæves, når tidligere vedtagne benchmarks er opfyldt. Ministrene bemærkede, at afgørelsen skal træffes på en streng og rimelig måde på grundlag af Kommissionens vurdering af, hvorvidt benchmarkene er blevet opfyldt.
Retlige anliggender – 9. juni 2016
Formueforholdet mellem internationale par
18 EU-lande nåede til enighed om to forordninger om fastsættelse af, hvilke regler der finder anvendelse på formueforholdet mellem ægtefæller og registrerede partnere i grænseoverskridende situationer (dvs. par med forskelligt EU-statsborgerskab, og/eller som har ejendom i et andet EU-land).
Forordningerne skal fastsætte, hvilken ret der er kompetent, og hvilken lov der finder anvendelse i sager om formueforholdet mellem ægtefæller og de formueretlige virkninger af registrerede partnerskaber. De skal fastsætte klare regler om lovvalg i tilfælde af skilsmisse eller død, hvilket vil give større retssikkerhed og sætte en stopper for sideløbende og måske indbyrdes modstridende retssager i forskellige EU-lande. Forordningerne skal også lette anerkendelsen og fuldbyrdelsen af retsafgørelser i grænseoverskridende situationer.
Den nederlandske minister Ard van der Steur udtaler på vegne af det nederlandske formandskab: "Det nederlandske formandskab er meget glad for, at Rådet meget hurtigt har gjort store fremskridt med at overvinde den fastlåste situation i denne sag ved hjælp af forstærket samarbejde. 18 EU-lande er allerede med. Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet har arbejdet hårdt med denne sag i dette halvår, og vi håber, at andre EU-lande også vil tilslutte sig det forstærkede samarbejde, når forslagene er vedtaget."
Strafferet i cyberspace
Justitsministrene vedtog to sæt konklusioner, som indeholder konkrete foranstaltninger og en tidsplan for yderligere tiltag til forbedring af samarbejdet om bekæmpelse af kriminalitet i cyberspace.
Konklusionerne indeholder navnlig konkrete foranstaltninger vedrørende den fremtidige opfølgning samt tiltag til at strømline procedurerne for gensidig retshjælp, forbedre samarbejdet med tjenesteydere og indlede overvejelser om mulige tilknytningsfaktorer med henblik på håndhævelseskompetence i cyberspace. Kommissionen anmodes om at fremlægge resultater vedrørende de tre områder senest i juni 2017.
Den Europæiske Anklagemyndighed
Ministrene bakkede bredt op om indholdet af det seneste sæt artikler, som blev drøftet på ekspertniveau under det nederlandske formandskab. Formandskabet opfordrede eksperterne til at fortsætte forhandlingerne under hensyntagen til de forbehold, som nogle delegationer har givet udtryk for, og huskede på, at intet kan betragtes som endeligt vedtaget, før der er opnået generel enighed om teksten.
Disse artikler vedrører sagsforvaltningssystemet og databeskyttelse, forenklede retsforfølgningsprocedurer, almindelige bestemmelser samt finansielle bestemmelser og bestemmelser vedrørende personale.
Formålet med forordningen om Den Europæiske Anklagemyndighed er at bidrage til bekæmpelse af kriminalitet, der skader EU's finansielle interesser, ved at indføre en europæisk anklagemyndighed med kompetence på området.
Mødedokumenter
Resultatdokumenter
- Resultat af Rådets samling
- Baggrundsnotat
- Vejledende program – retlige og indre anliggender, 9.-10. juni 2016
- Foreløbig dagsorden, Rådet (retlige og indre anliggender), 9.-10. juni 2016
- Liste over A-punkter, ikkelovgivningsmæssige aktiviteter, Rådet (retlige og indre anliggender), 9.-10. juni 2016
- Addendum 1 to list of A items, non-legislative activities, Justice and Home Affairs Council, 9-10 June 2016
- Deltagerliste
Pressemeddelelser
- Rådet når til enighed om forhandlingsposition til styrkelse af kontrollen med skydevåben
- 10.6.2016
- Bekæmpelse af kriminelle aktiviteter i cyberspace: Rådet når til enighed om praktiske foranstaltninger og de næste skridt
- 9.6.2016
- 18 EU-lande vil præcisere reglerne om formueforholdet mellem internationale par
- 9.6.2016
Presseinformation
Pressekontakter
-
Laura Bérard Press officer
- +32 471 33 09 49
- +32 2 281 57 95
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Akkreditering og pressearrangementer
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.
Hold dig opdateret
- Tilmeld dig vores e-mailnotifikationer og modtag opdateringer om dette og lignende møder.
- Følg @EUCouncilPress og få de seneste presseopdateringer.
- Hashtag på X: #JHA
Øvrige samlinger: Rådet for Retlige og Indre Anliggender
Afholdte møder
Seneste gennemgang: 8. januar 2025