Skip to content
  • Rådet for Retlige og Indre Anliggender

Rådet for Retlige og Indre Anliggender, 13.-14.10.2016, 13.-14. oktober 2016

Vigtigste resultater

Indre anliggender

Migration

Om torsdagen drøftede indenrigsministrene manglerne i gennemførelsen af de forskellige migrationsforanstaltninger, der er vedtaget indtil videre. De fokuserede især på gennemførelsen af erklæringen fra EU og Tyrkiet, situationen i Italien og Grækenland samt status med hensyn til omfordeling, genbosætning og EU-agenturernes indkaldelser af eksperter.

Ministrene noterede sig nøje de henstillinger, som formandskabet havde foreslået, og påtog sig særligt at forøge antallet af eksperter, som medlemsstaterne stiller til rådighed for agenturerne (især EASO).

"Vi har forpligtet os til at styrke EASO ved at stille yderligere eksperter til rådighed. Imidlertid har vi nået grænsen, for så vidt angår disponible eksperter med den rigtige profil, og vi har derfor brug for, at EASO uddanner vores eksperter, så vi kan udsende dem. Lad mig understrege, at det ikke handler om mangel på politisk vilje, men mangel på kapacitet. Vi er fast besluttede på at finde udveje til at forbedre situationen."

Robert Kaliňák, Slovakiets indenrigsminister og formand for Rådet

Reform af det fælles europæiske asylsystem

Ministrene tilsluttede sig den tresporede tilgang, som formandskabet har foreslået til behandling af reformpakken for det fælles europæiske asylsystem i løbet af formandskabsperioden:

  • at fokusere på behandlingen af Eurodacforordningen og forordningen om Den Europæiske Unions Asylagentur med det mål at have en forhandlingsposition i Rådet i december
  • sideløbende hermed at afholde drøftelser om Dublinforordningen og forordningen om asylprocedurer, direktivet om modtagelsesvilkår og kvalifikationsforordningen
  • samtidig hermed at indlede den tekniske behandling af forordningen om indførelse af en genbosætningsramme.

Med hensyn til Eurodacforordningen bekræftede ministrene deres støtte til en bredere og forenklet adgang for de retshåndhævende myndigheder til databasen. Med hensyn til Den Europæiske Unions Asylagentur var nogle delegationer enige om, at overvågningsmekanismen for det fremtidige agentur kunne svare til sårbarhedsvurderingen i forordningen om Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning.

Ministrene havde også en debat om forordningen om EU-genbosætningsrammen og pålagde embedsmændene at fortsætte behandlingen af forslaget.

IT-foranstaltninger vedrørende grænseforvaltning

Rådet noterede sig fremskridtene i flere sager om IT-foranstaltninger i forbindelse med grænseforvaltning. Ministrene havde mulighed for at udveksle synspunkter om brugen af disse foranstaltninger og nåede til enighed om behovet for at sikre en sammenhængende tilgang.

Retlige anliggender

Om fredagen drøftede justitsministrene to lovforslag, der hænger tæt sammen: oprettelsen af en europæisk anklagemyndighed og direktivet om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Unionens finansielle interesser. Begge tekster tilsigter at bekæmpe tilfælde af svig mod EU's budget mere effektivt med strafferetlige midler.

Bekæmpelse af svig rettet mod Den Europæiske Unions finansielle interesser (BFI-direktivet)

"Et flertal af medlemsstaterne går ind for at retsforfølge alvorlig grænseoverskridende momssvig på EU-plan på grundlag af BFI-direktivet. Formandskabet er nu klar til omsætte dagens resultater til yderligere teknisk arbejde."

Lucia Žitňanská, Slovakiets justitsminister og formand for Rådet

Det er det slovakiske formandskabs mål at genoplive trepartsforhandlingerne med Europa-Parlamentet med henblik på at nå frem til endelig enighed.

Formålet med dette direktiv er at effektivisere den strafferetlige håndhævelse i sager, der involverer EU's budget, for at afskrække svindlere, forbedre retsforfølgelsen og sanktionerne i forbindelse med svindel med EU-budgettet og fremme inddrivelsen af misbrugte EU-midler.

Den Europæiske Anklagemyndighed

Rådet nåede til foreløbig enighed om forordningens sidste sæt artikler, som ikke var blevet afsluttet under de tidligere formandskaber. Disse resterende artikler vedrører reglerne om domstolskontrol, samarbejdet med tredjelande og ikkedeltagende medlemsstater og forbindelserne til Eurojust.

For første gang drøftede ministrene teksten i forordningen om Den Europæiske Anklagemyndighed i sin helhed navnlig ud fra perspektivet om effektivitet og uafhængighed. Ifølge Lucia Žitňanská var debatten "positiv", idet formandskabet havde fået politisk mandat til at fortsætte forhandlingerne med henblik på at nå til endelig enighed på samlingen i Rådet i december.

"Oprettelsen af Den Europæiske Anklagemyndighed vil være en vigtig politisk udvikling, idet den vil blive et nyt EU-organ, der er udformet til at hjælpe til at beskytte EU's finansielle interesser på det strafferetlige område."

Lucia Žitňanská, Slovakiets justitsminister og formand for Rådet

Forordningen har som mål at oprette en europæisk anklagemyndighed for mere effektivt at bekæmpe kriminalitet, der skader EU's finansielle interesser, især grænseoverskridende kriminalitet.

Livestreaming, videoer og fotos

Mødedokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Retlige og Indre Anliggender

Se flere møder

Seneste gennemgang: 8. januar 2025