Skip to content

Strukturreform af EU's banksektor: forbedring af kreditinstitutters modstandsdygtighed

Rådet arbejder for øjeblikket på et udkast til forordning om strukturelle tiltag til forbedring af EU-kreditinstitutternes modstandsdygtighed. Forordningen skal forebygge de systemiske risici i EU's finansielle system, som store, yderst komplekse og indbyrdes afhængige kreditinstitutters sammenbrud kan forårsage.

De nye regler skal reducere sådanne risici ved at indføre obligatorisk adskillelse af bankers højrisikoaktiviteter, primært egenhandel, fra deres kerneaktivitet såsom indskudsmodtagelse eller detailbetalingstjenester. Bankernes kerneaktiviteter er af afgørende betydning for realøkonomien og fortjener derfor særlig beskyttelse. 

Forventede fordele

  • øget stabilitet på de finansielle markeder
  • øget beskyttelse af skatteydernes penge, da mindre, kriseramte banker kan afvikles uden brug af offentlige midler
  • begrænset moralsk risiko, da store bankkoncerner ikke vil have mulighed for at påberåbe sig implicitte tilskud fra regeringen
  • mere konsekvente regler for kreditinstitutter på tværs af EU-landene, hvilket skal sikre lige vilkår på det indre marked og begrænse mulighederne for at omgå reglerne (eller søge "tilsynsarbitrage")
  • mindre konkurrenceforvridning blandt banker

Rådets rolle

Juni 2015: Rådet vedtog sin førstebehandlingsholdning (også kaldet "generel indstilling") til udkastet til forordning. Dokumentet vil tjene som forhandlingsmandat for formandskabet for Rådet i forhandlingerne med Europa-Parlamentet om den endelige udgave af forordningen.  

2014, 2. semester: analyse af forslaget i Rådets Gruppe vedrørende Finansielle Tjenesteydelser.  

Januar 2014: Rådet modtog Europa-Kommissionens forslag til forordning om strukturelle tiltag til forbedring af modstandsdygtigheden i kreditinstitutter i EU.

Rådets holdning: nøglepunkter

Obligatorisk adskillelse af egenhandel

Egenhandel er højrisikohandel, når en bank handler med forskellige finansielle instrumenter med egne midler, og ikke indskydernes penge, for at skabe fortjeneste til sig selv. Hvis en sådan aktivitet udgør en stor del af bankens aktivitet, vil tab være til skade for bankens kerneaktivitet, f.eks. indskudsmodtagelse. Det er særlig vigtigt for banker, der er for store til at krakke, og som måske udfører sådanne højrisikoaktiviteter ud fra den antagelse, at deres størrelse og betydning sikrer dem regeringens støtte i tilfælde af sammenbrud.

Kommissionens forslag indeholdt et forbud mod egenhandel. Rådet mente, at det er bedre at regulere egenhandel mere restriktivt end at forbyde den, da et forbud kan være til stor skade for bankens diversificering af indtægtskilder og også kan omgås ved at få visse aktiviteter udført af mindre regulerede eller ikkeregulerede enheder. Derfor foreslår Rådet en obligatorisk adskillelse af egenhandel fra kreditinstituttets kerneaktiviteter.

Afgørelsen om adskillelse skal tages af nationale kompetente myndigheder (f.eks. banktilsynsmyndigheder) efter en dybdegående risikoanalyse, der udføres efter en række fastlagte kriterier. Banker, som vil blive omfattet af sådanne afgørelser, vil have tiltrækkelig tid til at omlægge deres aktiviteter.

Hvis en bank kan bevise over for sin tilsynsmyndighed, at de risici, den tager, afbødes på anden vis, kan den dog fritages for adskillelseskravet.

Adskillelse af andre handelsaktiviteter, som er forbundet med høj risiko

Nationale kompetente myndigheder vil også foretage risikovurderinger af store bankers handelsaktiviteter, som ikke er egenhandel, såsom market-making, risikobetonede derivater og kompleks securitisering. Hvis en kompetent myndighed konstaterer overdreven risikotagning, kan den

  • kræve, at de pågældende handelsaktiviteter adskilles fra kernekreditinstituttet
  • kræve, at kernekreditinstituttets kapitalgrundlagskrav øges eller
  • pålægge andre tilsynsmæssige tiltag

De adskilte handelsenheder vil hverken kunne modtage detailindskud, som var omfattet af indskudsgarantiordningerne, eller yde detailbetalingstjenester.

Hensyn til eksisterende national lovgivning

I kølvandet på den seneste finansielle krise har EU-landene gennemført en række tiltag i deres nationale lovgivning for at afbøde de svagheder, der blev afsløret i deres banksystemer.

For at tage hensyn til de eksisterende nationale regler og for at undgå unødvendig overlapning foreslår Rådet, at EU-landene imødegår overdreven risikotagning i bankers handelsaktiviteter på en af følgende måder:

1) enten gennem national lovgivning, hvilket vil kræve, at store banker afgrænser deres kerneaktiviteter eller

2) gennem tiltag, som vil blive pålagt af kompetente myndigheder i henhold til forordningen

Forordningens anvendelsesområde

Efter sin analyse af Kommissionens forslag foreslog Rådet, at forordningen anvendes på:

  • globale systemisk vigtige institutioner
  • kreditinstitutter med samlede aktiver på mindst 30 mia. € i løbet af 3 på hinanden følgende år og med handelsaktiviteter på mindst 70 mia. € eller 10 % af deres samlede aktiver.

Globale systemisk vigtige institutioner defineres i henhold til artikel 131 i kapitalkravsdirektivet (direktiv 2013/36/EU) og identificeres ud fra den specifikke metode, som Den Europæiske Banktilsynsmyndighed har fastlagt. Kriterierne omfatter bl.a. bankens størrelse, grænseoverskridende aktiviteter og indbyrdes forbindelser.

EU-landene vil kunne beslutte at anvende reglerne på mindre kreditinstitutter, hvis de ønsker det. 

Med hensyn til det geografiske anvendelsesområde vil reglerne gælde for:

  • alle banker, der er etableret i EU, og deres filialer, hvor de end er beliggende
  • kreditinstitutkoncerner, hvis mindst én af deres enheder er etableret i EU
  • filialer og datterselskaber, der er etableret i EU, hvis moderselskaber er etableret uden for EU

Det brede geografiske anvendelsesområde skal sikre lige vilkår og forhindre banker i at omgå reglerne ved f.eks. at overføre potentielt berørte aktiviteter uden for EU.

De nationale tilsynsmyndigheder vil kunne fritage udenlandske datterselskaber i de bankkoncerner, der har geografisk decentrale strukturer, der fungerer som et netværk af uafhængige enheder, som let kan afvikles i tilfælde af sammenbrud, for adskillelseskravene.

Undtagelser

Rådet foreslår, at forordningen ikke skal gælde for kreditinstitutter, hvis

  • samlede indskud, som er omfattet af beskyttelsen i EU-direktivet om indskudsgarantiordninger, udgør mindre end 3 % af deres samlede aktiver
  • samlede berettigede detailindskud beløber sig til mindre end 35 mia. €

Kommissionen foreslog, at forordningen ikke skal gælde for statsgæld. Rådet foreslår en klausul, som vil give Kommissionen mulighed for at revidere fritagelsen, og tage hensyn til udviklingen på europæisk og internationalt plan.

Andre regler

Udkastet til forordning fastlægger også reglerne for koordinering mellem forskellige nationale tilsynsmyndigheder af afgørelser vedrørende adskillelse af bankaktiviteter, som er forbundet med høj risiko, især i grænseoverskridende bankkoncerner. 

Hvorfor er strukturreformen af banksektoren nødvendig?

Mindskelse af risici

EU har for nylig gennemført en række reformer for at forbedre dets banksystemers modstandsdygtighed og beskytte skatteydernes penge i tilfælde af banksammenbrud.

Der er dog stadig væsentlige risici i EU's banksektor, som især skyldes visse af dets kreditinstitutters omfattende størrelse og kompleksitet samt overdrevne risikotagning, navnlig ved handel med yderst komplekse finansielle instrumenter. Disse institutter er fortsat for store til at krakke og for komplekse til at blive afviklet i tilfælde af sammenbrud.

Beskyttelse af skatteydernes penge

Fordi de er så vigtige for det finansielle system, påberåber institutionerne sig ofte hermed forbundne garantier fra regeringerne - som i tilfælde af store bankers sammenbrud skal anvende offentlige midler for at støtte dem. Ifølge Kommissionen beløb den skatteyderfinansierede støtte til bankrekapitalisering, garantier, overtagelse af værdiforringede aktiver og lignende løsninger i 2014 sig til ca. 1,6 bio. € eller 13 % af EU's BNP.

Nogle af EU's største banker har aktiver, der beløber sig til næsten lige så meget som deres respektive hjemlandes BNP, og 10 af de største bankkoncerner har samlet set aktiver for mellem 1 000 mia. € og 2 000 mia. €.

Den nominelle værdi af derivater er steget fra 3,5 gange verdens BNP i 1998 til 12 gange verdens BNP i 2014.

Ifølge Kommissionen udgjorde Den Europæiske Unions banksektor i 2014 omkring 42,9 bio. € og næsten 350 % af EU's BNP. 

Baggrund

Liikanenrapporten

I 2011 oprettede Kommissionen en højtstående ekspertgruppe, der skulle vurdere situationen i EU's banksektor og identificere områder, hvor der var behov for reformer. Gruppen blev oprettet af Kommissionen og ledet af Erkki Liikanen,direktøren for den finske nationalbank.

Ekspertgruppen gennemførte brede høringer med banksektoren og offentligheden. I den efterfølgende rapport anbefales det, at store bankers egenhandel og andre højrisikoaktiviteter bør udføres af adskilte juridiske enheder i den pågældende koncern for at afbøde risici. Kommissionen gennemgik rapporten og forslagene i den og forelagde det nuværende forslag til forordning om en strukturreform af banksektoren.

Næste skridt

Forhandlingerne mellem Rådet og Europa-Parlamentet om udkastet til forordning forventes at begynde, så snart EP har vedtaget sin holdning. 

Relaterede dokumenter og publikationer

Se også