Skip to content

Godkendelse og markedsovervågning for biler

Den Europæiske Union er ved at modernisere det system, som godkender markedsadgangen og overvåger ydelsen for biler i brug i hele EU. I kølvandet på en lang række uregelmæssigheder, f.eks. i forbindelse med emissioner fra biler, ønsker EU at forbedre kontrolprøvninger og tilpasse dem til nye teknologier.

De foreslåede ændringer skal styrke:

  • kvaliteten af prøvning - ved at forbedre de tekniske tjenester, der er involveret i processen for tildeling af markedsadgang for biler
  • markedsovervågningen - ved at give EU-landene og Europa-Kommissionen mulighed for at foretage stikprøvekontrol på køretøjer, der allerede findes på markedet, for at opdage fejl på et tidligt tidspunkt
  • forvaltningen af typegodkendelsesordningen - ved at oprette et forum for repræsentanter for de relevante nationale myndigheder, som skal udveksle oplysninger om håndhævelse

Hvorfor er det nødvendigt?

I de ti år, der er gået, siden direktivet om typegodkendelse blev vedtaget, har mindst to punkter givet anledning til forbedring.

For det første konkluderede Europa-Kommissionen i en vurdering i 2013, at der var behov for at indføre foranstaltninger som f.eks. supplerende markedsovervågningsforanstaltninger, en præcisering af tilbagekaldelses- og beskyttelsesprocedurerne og håndhævelsen af rammen for typegodkendelse af køretøjer.

For det andet viste afsløringer i 2015, at visse bilfabrikanter brugte ulovlige "manipulationsanordninger" til at afsløre, hvornår køretøjerne blev afprøvet, for at mindske emissionerne og dermed vildlede evalueringen. Det blev også påvist, at denne software øgede emissionerne under normal kørsel til langt over de tilladte grænser for at spare brændstof.

Den foreslåede revision er særlig vigtig, da giftige partikler fra bilforurening kan føre til hjerte- og lungesygdomme og tidlige dødsfald. Formålet med forbedrede prøvninger af bilers emissioner er at mindske disse risici ved at teste køretøjerne under faktiske kørselsforhold i stedet for i laboratorier.

Flere oplysninger

Minimumsantal af kontroller af biler

De nye forpligtelser med hensyn til markedsovervågning vil kræve, at alle lande foretager et minimumsantal af kontroller af køretøjer hvert år. Dette minimumsantal af kontroller skal være 1 pr. 40 000 nye motorkøretøjer, der blev registreret i landet det foregående år.

For lande med et lavt antal bilregistreringer skal der foretages mindst 5 prøvninger.

Mindst 20 % af kontrollerne skal være emissionsrelaterede prøvninger med verifikation af emissioner under faktiske kørselsforhold.

Mere pålidelig fejldetektion

Europa-Kommissionen får beføjelse til at vurdere de procedurer, der er indført af de myndigheder, som har meddelt EU-typegodkendelser inden for fem år forud for vurderingen. Den udarbejder et sammendrag af resultaterne og gør det offentligt tilgængeligt.

Kommissionen får endvidere mulighed for at udføre prøvninger og inspektioner af køretøjer med henblik på at kontrollere overholdelse og reagere på uregelmæssigheder omgående. Dette vil øge uafhængigheden og kvaliteten af EU's typegodkendelsessystem.

Kommissionen vil også kunne pålægge fabrikanter og importører administrative bøder på op til 30 000 EUR pr. ikkeoverensstemmende køretøj.

Rådets rolle

28. november 2018 godkendte EU-ambassadørerne en aftale med Europa-Parlamentet om nye regler, der skal sikre en smidig overgang for typegodkendelsen af motorkøretøjer i forbindelse med brexit.

22. maj 2018 vedtog Rådet en forordning, der skal reformere typegodkendelsen og markedsovervågningen af motorkøretøjer i EU.

Denne omfattende reform moderniserer det nuværende system og forbedrer kontrolprøvninger af bilers emissioner.

20. december 2017 bekræftede EU-ambassadørerne en tidligere indgået aftale mellem det estiske formandskab for Rådet og Europa-Parlamentet om reformen af typegodkendelsesordningen for biler.

Efter Rådets og Parlamentets formelle godkendelse i de kommende måneder offentliggøres forordningen i EU-Tidende.

Den finder anvendelse fra 1. september 2020.

7. december 2017 nåede rådsformandskabet og Europa-Parlamentet til foreløbig enighed om forordningen, der skal reformere det nuværende system for typegodkendelse og markedsovervågning. De vigtigste mål er at opnå høje sikkerheds- og miljøstandarder og forbedre forvaltningen.

Kommissionen fremlagde det tilhørende udkast til forordning i januar 2016. Det skulle erstatte det eksisterende direktiv tilbage fra 2007.