- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 12. maj 2016 10.50
Rådet vedtager henstilling om at fortsætte grænsekontrollen ved de indre grænser
12. maj 2016 vedtog Rådet en gennemførelsesafgørelse om en henstilling, der giver mulighed for at fortsætte den midlertidige grænsekontrol ved de indre grænser under ekstraordinære omstændigheder.
Regnet fra datoen for vedtagelsen bør Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Østrig opretholde forholdsmæssig midlertidig grænsekontrol i en periode på højst seks måneder ved følgende indre grænser:
- Østrig ved den østrigsk-ungarske landgrænse og den østrigsk-slovenske landgrænse
- Tyskland ved den tysk-østrigske landgrænse
- Danmark i de danske havne med færgeforbindelse til Tyskland og ved den dansk-tyske landgrænse
- Sverige i de svenske havne i politiregion Syd og politiregion Vest samt på Øresundsbroen
- Norge i de norske havne med færgeforbindelse til Danmark, Tyskland og Sverige.
Inden den pågældende medlemsstat indfører sådan kontrol, bør den dog udveksle synspunkter med den eller de relevante nabomedlemsstater for at sikre, at kontrol ved de indre grænser kun foretages ved de dele af den indre grænse, hvor det anses for at være nødvendigt og forholdsmæssigt, i overensstemmelse med Schengengrænsekodeksen.
Grænsekontrollen bør målrettes og begrænses med hensyn til omfang, hyppighed, sted og tid til det, som er strengt nødvendigt for at imødegå den alvorlige trussel som følge af irregulære migranters sekundære bevægelser og opretholde den offentlige orden og den indre sikkerhed.
Henstillingen omfatter ikke indførelsen af kontrol af passagerer, som ankommer fra eller afrejser til Grækenland ad luft- eller søvejen.
Baggrund
Schengenevalueringsmekanismen, der blev indført i oktober 2013 med Rådets forordning nr. 1053/2013, giver mulighed for at kontrollere anvendelsen af Schengenreglerne gennem kontrolbesøg i en given medlemsstat fra eksperthold fra Kommissionen og medlemsstaterne. Efter besøgene, som kan være anmeldte eller uanmeldte, udarbejdes en Schengenevalueringsrapport, der godkendes af Det Stående Udvalg for Anvendelse og Evaluering af Schengenreglerne bestående af eksperter fra medlemsstaterne. Hvis rapporten påpeger svagheder inden for det evaluerede område af Schengenreglerne, forelægger Kommissionen Rådet henstillinger om afhjælpende foranstaltninger til vedtagelse.
2. februar 2016 godkendte Kommissionen Schengenevalueringsrapporten om Grækenland og forelagde Rådet en henstilling om afhjælpning af specifikke mangler i den eksterne grænseforvaltning. 12. februar 2016 vedtog Rådet denne henstilling og fremsatte forslag til Grækenland om afhjælpende foranstaltninger vedrørende disse mangler.
Hvis disse alvorlige mangler ikke er afhjulpet 3 måneder efter vedtagelsen af Rådets henstilling, og de trufne foranstaltninger ikke har vist sig tilstrækkelige, kan Kommissionen foranledige anvendelse af proceduren i artikel 29 i Schengengrænsekodeksen.
I henhold til artikel 29 i Schengengrænsekodeksen kan Kommissionen foreslå en henstilling, der skal vedtages af Rådet med kvalificeret flertal, om at genindføre kontrol ved alle eller visse dele af en eller flere medlemsstaters grænse som sidste udvej. Den kan indføres i en periode på højst 6 måneder. Kontrollen kan forlænges med yderligere 6 måneder i en periode på højst 2 år.
Trods de betydelige fremskridt, Grækenland har gjort, har det ikke været muligt fyldestgørende og fuldstændigt at afhjælpe alle de konstaterede alvorlige mangler inden for fristen på tre måneder. Derfor anså Kommissionen 4. maj 2016 betingelserne for at anvende artikel 29 i Schengengrænsekodeksen for opfyldt og forelagde Rådet en henstilling om at forlænge den midlertidige kontrol ved de indre grænser, som 5 Schengenlande har indført.
Pressekontakter
-
Laura Bérard Press officer
- +32 471 33 09 49
- +32 2 281 57 95
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 13. januar 2024