Skip to content
  • Rådet for Transport, Telekommunikation og Energi

Rådet (transport, telekommunikation og energi (transport)), 3. juni 2021

Vigtigste resultater

Det fælles europæiske luftrum 2+

Rådet nåede til enighed om sin holdning (en "generel indstilling") til forslagene om at revidere lovrammen for det fælles europæiske luftrum. Formålet med initiativet om det fælles europæiske luftrum er at reformere luftfartsbranchen med henblik på at effektivisere den måde, det europæiske luftrum er organiseret og styret på.

Pedro Nuno Santos, Portugals infrastruktur- og boligminister og formand for dagens samling
Lufttrafikstyring er ikke som enhver anden økonomisk aktivitet. Det hænger uløseligt sammen med borgernes sikkerhed, og reguleringen af det kan ikke udelukkende overlades til markedet. I lyset af covid-19-pandemiens enorme indvirkning på luftfarten har sektoren brug for en nøje analyseret reform, der sikrer forenkling og giver besparelser som grundlag for genopretningen. Desuden skal denne reform bidrage til at mindske luftfartens miljøpåvirkning. Det tager Rådets holdning fuldt ud hensyn til. Samtidig sikrer den, at tiltagene iværksættes på det mest effektive niveau, og at EU-landenes rettigheder og ansvar med hensyn til sikkerheden i deres luftrum i henhold til Chicagokonventionen respekteres.
Pedro Nuno Santos, Portugals infrastruktur- og boligminister og formand for dagens samling
Pedro Nuno Santos, Portugals infrastruktur- og boligminister og formand for dagens samling

Udlejningskøretøjer

Rådet nåede til enighed om en generel indstilling til de reviderede regler for anvendelse af udlejningskøretøjer til godstransport ad landevej. Formålet med forslaget er at indføre en tydelig og ensartet lovramme for markedet for udlejningskøretøjer inden for godstransport og at lempe restriktionerne for anvendelse af udlejningskøretøjer inden for international transport.

Tredjelandscertifikater til sejlads på indre vandveje

Rådet nåede også til enighed om en generel indstilling til et forslag om ændring af direktivet om overgangsforanstaltninger for anerkendelse af tredjelandscertifikater til sejlads på indre vandveje. Ændringen vil sikre kontinuitet og retssikkerhed for enkeltpersoner og erhvervsdrivende i sektoren for indre vandveje.

Jernbaner i spidsen for intelligent og bæredygtig mobilitet

Rådet godkendte konklusioner om "jernbaner i spidsen for intelligent og bæredygtig mobilitet".

I lyset af den europæiske grønne pagt, strategien for bæredygtig og intelligent mobilitet og – naturligvis – det europæiske år for jernbanetransport er tiden nu inde til, at Rådet gør status over bestræbelserne på at fremme jernbaner og fremsætter en ambitiøs politisk erklæring om jernbaner. Det har været et af det portugisiske formandskabs mål at sætte jernbaner i spidsen, og det afspejler fuldt ud EU's politiske mål. Det er meget vigtigt for mig, at vi, når vi taler om jernbaner i en politisk kontekst, ser deres værdi med henblik på grønnere mobilitet samt deres bidrag til samfundsmæssig og territorial samhørighed og til industrialisering og økonomisk udvikling. Pedro Nuno Santos, Portugals infrastruktur- og boligminister og formand for dagens samling

Bæredygtig og intelligent mobilitet

Rådet vedtog også konklusioner om Kommissionens strategi for bæredygtig og intelligent mobilitet. Ministrene udvekslede derefter synspunkter om vejen frem for denne strategi, bl.a. elementer, der ikke nævnes i Rådets konklusioner. Drøftelsen og konklusionerne vil hjælpe Kommissionen med at målrette sit fremtidige arbejde på dette område.

Jeg er meget glad for den konsensus, som vi transportministre nåede frem til om denne ambitiøse og fremsynede tekst. Disse konklusioner sender et klart politisk budskab om vores engagement i et mere bæredygtigt, inklusivt, intelligent, sikkert og modstandsdygtigt transport- og mobilitetssystem. Denne omstilling er afgørende og vil yde et betydeligt bidrag til at nå vores mål om et klimaneutralt EU senest i 2050 i overensstemmelse med Parisaftalen. Transport skal nu have en central plads i håndteringen af vores klimaspørgsmål. Pedro Nuno Santos, Portugals infrastruktur- og boligminister og formand for dagens samling

Eventuelt

Formandskabet orienterede ministrene om status for forslaget om at revidere EU's vejafgiftsregler (eurovignetdirektivet) for at reducere drivhusgasemissionerne, gøre vejtransport grønnere og bidrage til finansieringen af vejinfrastruktur. Det portugisiske formandskab sigter mod at nå til politisk enighed med Europa-Parlamentet om denne prioriterede sag før udgangen af sit formandskab.

Under Eventuelt drøftede Rådet et punkt fra den litauiske delegation om det civile flys tvangslanding i Minsk 23. maj. Ministrene støttede den litauiske forelæggelse under Eventuelt og konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde 24. maj. De bekræftede, at det er vigtigt at bevare en stærk og fælles front for at beskytte EU-borgernes sikkerhed.

Som sidste af mange punkter under Eventuelt fremlagde det kommende slovenske formandskab sit arbejdsprogram for andet halvår af 2021.

Mødedokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Transport, Telekommunikation og Energi

Se flere møder

Seneste gennemgang: 16. januar 2025