Ændringer af bankunionsreglerne
9. december 2016 påbegyndte Rådet arbejdet med en række forslag, der har til formål at ændre de eksisterende bankunionsregler. Det opfordrede Kommissionen til at arbejde med disse forslag i sine konklusioner af 17. juni 2016 ("Køreplan for fuldførelse af bankunionen").
Forslagene blev offentliggjort af Europa-Kommissionen 23. november 2016 og sigter mod yderligere at styrke bankernes modstandsdygtighed og forbedre den finansielle stabilitet i EU. De sigter også mod at bringe EU's bankunionsregler i overensstemmelse med en række elementer, der er aftalt på internationalt plan, navnlig de standarder, der er aftalt i Baselkomitéen for Banktilsyn og af Rådet for Finansiel Stabilitet.
Ændringerne er udformet med henblik på at ajourføre kapitalkravene til banker og gøre disse regler mindre komplicerede og byrdefulde for mindre banker samt at forbedre kreditinstitutters evne til at understøtte økonomien.
De foreslåede ændringer støtter det igangværende arbejde med at nedbringe risiciene i EU's banksektor.
De nye forslag indeholder ændringer til:
- kapitalkravene til banksektoren ved at ændre direktiv 2013/36/EU og forordning 575/2013
- reglerne om genopretning og afvikling af banker ved at ændre direktiv 2014/59/EU
- reglerne vedrørende EU's fælles afviklingsmekanisme ved at ændre forordning 806/14
Rådet skal vedtage ændringsforlagene sammen med Europa-Parlamentet efter den almindelige lovgivningsprocedure. Det skal høre Den Europæiske Centralbank, Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om forskellige aspekter af forslagene.
- Køreplanen for fuldførelse af bankunionen – Rådets konklusioner af 17. juni 2016
- Forslag om ændring af kapitalkravsdirektivet, november 2016
- Forslag om ændring af kapitalkravsforordningen, november 2016
- Forslag til ændring af direktiv 2014/59/EU om genopretning og afvikling for så vidt angår usikrede gældsinstrumenters prioritetsrækkefølge ved insolvens
- Forslag til ændring af direktiv om genopretning og afvikling af banker (2014/59/EU) for så vidt angår kreditinstitutters og investeringsselskabers tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet
- Forslag til ændring af forordningen om en fælles afviklingsmekanisme (806/2014), november 2016
Rådets rolle
-
2019
15. februarEU-ambassadørerne godkender hele pakken af risikobegrænsende foranstaltninger
EU-ambassadørerne godkendte 15. februar den aftale, der var indgået mellem formandskabet for Rådet og Parlamentet om et sæt reviderede regler, der har til formål at reducere risici i EU's banksektor.
Den pakke, som Rådet og Parlamentet er nået til enighed om, består af to forordninger og to direktiver vedrørende:
- kapitalkrav til banker (ændring af forordning 575/2013 og direktiv 2013/36/EU)
- genopretning og afvikling af banker i vanskeligheder (ændring af direktiv 2014/59/EU og forordning 806/2014).
Afgørelsen afslutter en forhandlingsproces, der blev indledt i november 2016. En første enighed blev opnået om de vigtigste elementer i bankpakken og bekræftet af Rådet 4. december 2018. EU-ambassadørerne har nu godkendt aftalen om alle risikobegrænsende foranstaltninger.
Formålet med risikobegrænsningspakken er at gennemføre de reformer, der på internationalt plan blev opnået enighed om efter finanskrisen i 2007-2008, med henblik på at styrke banksektoren og håndtere de udestående udfordringer for den finansielle stabilitet. De blev præsenteret i november 2016 og omfatter elementer, der er aftalt af Baselkomitéen for Banktilsyn og Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB).
Blandt pakkens vigtigste foranstaltninger, der er aftalt for at reducere risici i banksystemet, er en styrkelse af rammen for bankafvikling. Den kræver, at globale systemisk vigtige institutter ("G-SII'er") har større tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet ved at sætte krav for så vidt angår beløbet for og kvaliteten af kapitalgrundlaget og nedskrivningsrelevante passiver (MREL) med henblik på at sikre en effektiv og velordnet "bail-in"-proces. Den fastsætter også bestemmelser om midlertidige beskyttelsesforanstaltninger og eventuelle yderligere tiltag for afviklingsmyndigheder.
Pakken styrker desuden kapitalkravene til banker med henblik på at reducere incitamenterne til overdreven risikotagning ved at inkludere en bindende gearingsgrad og en bindende net stable funding ratio og fastsætte risikofølsomme regler for handel med værdipapirer og derivater.
Bankpakken indeholder endvidere foranstaltninger til forbedring af bankernes udlånskapacitet og fremme af en større rolle til banker på kapitalmarkederne såsom:
- mindskelse af den administrative byrde for mindre og ikkekomplekse banker med hensyn til navnlig indberetnings- og oplysningskrav
- forbedring af bankernes kapacitet til at yde lån til SMV'er og finansiere infrastrukturprojekter
Bankpakken fastsætter også rammerne for samarbejde og udveksling af oplysninger mellem de forskellige myndigheder, der er involveret i tilsynet med og afviklingen af grænseoverskridende bankkoncerner. De aftalte foranstaltninger opretholder den balance, der blev opnået med Rådets holdning, mellem beføjelserne for hjemlandets og værtslandets tilsynsmyndigheder med henblik på at fremme grænseoverskridende kapital- og likviditetsstrømme, mens der sikres et passende beskyttelsesniveau for indskyderne og kreditorerne samt finansiel stabilitet i alle EU-landene. Aftalen indfører endvidere ændringer med henblik på at forbedre samarbejdet mellem kompetente myndigheder om spørgsmål vedrørende tilsynet med bekæmpelse af hvidvask af penge.
-
2018
4. decemberRådet godkender pakke af risikobegrænsende foranstaltninger
Finansministrene godkendte den aftale, som det østrigske rådsformandskab og Europa-Parlamentet nåede til enighed om, vedrørende vigtige foranstaltninger i en omfattende lovgivningspakke, der har til formål at reducere risici i EU's banksektor.
Formålet med forslagene er at gennemføre de reformer, der på internationalt plan blev opnået enighed om efter finanskrisen i 2007-2008, med henblik på at styrke banksektoren og håndtere de udestående udfordringer for den finansielle stabilitet. De blev præsenteret i november 2016 og omfatter elementer, der er aftalt af Baselkomitéen for Banktilsyn og Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB).
Køreplan for fuldførelse af bankunionen
De aftalte foranstaltninger opfylder 3 af de vigtigste målsætninger i Rådets køreplan for fuldførelse af bankunionen, der blev opnået enighed om i juni 2016:
- forbedring af rammerne for afvikling af banker, navnlig det nødvendige niveau og den nødvendige kvalitet af efterstillelsen af passiver (MREL), med henblik på at sikre en effektiv og velordnet "bail-in"-proces
- indførelse af muligheden for, at afviklingsmyndighederne kan indstille en banks betalinger og/eller kontraktlige forpligtelser, når den er under afvikling - det såkaldte "værktøj til betalingsudsættelse" - med henblik på at medvirke til at stabilisere bankens situation
- styrkelse af kapitalkrav til banker med henblik på at reducere incitamenterne til overdreven risikotagning ved at inkludere en bindende gearingsgrad, en bindende net stable funding ratio og fastsættelse af følsomme regler for handel med værdipapirer og derivater
Bankpakken indeholder endvidere foranstaltninger til forbedring af bankernes udlånskapacitet og fremme af en større rolle til banker på kapitalmarkederne såsom:
- mindskelse af den administrative byrde for mindre og ikkekomplekse banker med hensyn til navnlig indberetnings- og oplysningskrav
- forbedring af bankernes kapacitet til at yde lån til SMV'er og finansiere infrastrukturprojekter
- mindskelse af omkostningerne vedrørende udstedelse/beholdning af visse instrumenter såsom securitiseringsinstrumenter af høj kvalitet og dækkede obligationer
Bankpakken fastsætter også rammerne for samarbejde og udveksling af oplysninger mellem de forskellige myndigheder, der er involveret i tilsynet med og afviklingen af grænseoverskridende bankkoncerner.
De aftalte foranstaltninger opretholder den balance, der blev opnået med Rådets holdning, mellem beføjelserne for hjemlandets og værtslandets tilsynsmyndigheder med henblik på at fremme grænseoverskridende kapital- og likviditetsstrømme, mens der sikres et passende beskyttelsesniveau for indskyderne og kreditorerne samt finansiel stabilitet i alle EU-landene.
Aftalen indfører endvidere ændringer med henblik på at forbedre samarbejdet mellem kompetente myndigheder om spørgsmål vedrørende tilsynet med bekæmpelse af hvidvask af penge.
-
2018
25. majRådet enigt om foranstaltninger, der skal nedbringe risikoen i banksektoren
Rådet (økonomi og finans) nåede til enighed om sin holdning til forslagene om at nedbringe risikoen i banksektoren ved at skærpe reglerne om kapitalkrav og om genopretning og afvikling af banker. Ministrene anmodede formandskabet om at indlede forhandlinger med Europa-Parlamentet, så snart Parlamentet er parat til at forhandle. Med udgangspunkt i de fremskridt, der er gjort med risikonedbringelse, gentog de deres tilsagn om at gøre fremskridt med alle de komponenter, bl.a. risikodeling, der er beskrevet i Rådets køreplan om bankunionen fra juni 2016.
-
2017
5. decemberRådet gennemgik arbejdet med bankpakken
Ministrene så på de fremskridt, der er gjort med bankpakken.
-
2017
16. juniRådet fastlægger sin holdning til et forslag om International Financial Reporting Standard (IFRS) 9
16. juni 2017 fastlagde Rådet sin forhandlingsposition vedrørende et udkast til forslag, der ændrer kapitalkravsforordningen for EU-banker. Ændringen indfører overgangsforanstaltninger, der skal afbøde eventuelle negative konsekvenser for bankers lovpligtige kapital, som kan opstå efter indførelsen af IFRS 9.
Aftalen betyder, at Rådets formandskab kan indlede forhandlinger med Europa-Parlamentet om forslaget, så snart Parlamentet har fastlagt sin forhandlingsposition.
IFRS 9 forbedrer revisionen af finansielle instrumenter ved at foreskrive tidlige hensættelser til dækning af tab på udlån. Den tackler de svagheder i regnskabssystemer, der blev identificeret under finanskrisen. Større hensættelser vil dog formentlig føre til et fald i bankernes lovpligtige kapital.
Når forslaget er vedtaget, vil banker have ret til at tilføre en portion af hensættelserne til dækning af tab på udlån til deres "egentlige kernekapital" som ekstrakapital i en overgangsperiode på fem år. Dette tilførte beløb vil gradvis aftage hvert år i overgangsperioden for at ende på nul ved periodens ophør.
Forslaget indebærer også en treårig udfasning af en undtagelse fra grænsen for store eksponeringer for så vidt angår bankers eksponeringer mod EU-landenes offentlige gæld, som er denomineret i en anden national EU-valuta.
IFRS 9 træder i kraft 1. januar 2018. Rådet har derfor besluttet at udskille og fremskynde til denne dato ikrafttrædelsen af de IFRS 9-relaterede overgangsbestemmelser fra Kommissionens forslag fra november 2016 om ændring af forordning 575/2013 om bankers kapitalkrav. -
2017
16. juniRådet fastlægger sin holdning til bankkreditorrækkefølgen i insolvensbehandling
16. juni 2017 vedtog Rådet sin forhandlingsposition til et udkast til direktiv, der ændrer rammen for genopretning og afvikling af banker ved at indføre regler for usikrede gældsinstrumenters prioritetsrækkefølge ved insolvensbehandling (dvs. bankkreditorrækkefølgen). Aftalen sikrer, at formandskabet for Rådet kan indlede forhandlinger med Europa-Parlamentet, så snart det har godkendt sin egen forhandlingsposition.
Forslaget ændrer og forbedrer artikel 108 i direktivet om genopretning og afvikling af banker, der tidligere vedrørte prioritetsrækkefølgen af indskud ved insolvens.
Det indfører et krav til EU-landene om at fastsætte en klar efterstillelse af usikrede indskud, der skal være omfattet af "bail-in", hvis en bank bryder sammen eller forventes at gøre det.
Disse regler vedrører bl.a. store indskud, der ikke er dækket af en garantiordning, dvs. den andel, som ligger over grænsen på 100 000 €, der er beskyttet af indskudsgarantiordningen.
EU-landene vil skulle etablere en klasse af "ikkeprivilegeret" seniorgæld, da det nuværende direktiv kun fastsatte præferencer for fysiske personer og små og mellemstore virksomheder uden at præcisere reglerne om særbehandling i detaljer. -
2016
9. decemberRådet påbegynder arbejdet med forslagene til ændring af bankunionsreglerne
Rådets Gruppe vedrørende Finansielle Tjenesteydelser, der består af nationale eksperter fra EU-landene, påbegyndte arbejdet med rækken af lovgivningsforslag til ændring af de eksisterende bankunionsregler.
-
2016
6. decemberForslag til ajourføring af bankunionsreglerne forelagt for Rådet
Rådet (økonomi og finans) havde en udveksling af synspunkter, efter at Europa-Kommissionen havde forelagt sin pakke af lovgivningsforslag, der har til formål yderligere at forbedre modstandsdygtigheden i EU's banksektor og dens evne til at støtte realøkonomien.
De ændringsforslag, der blev offentliggjort 23. november 2016, omfatter det fælles regelsæt, dvs. kapitalkravene til banksektoren og reglerne om genopretning og afvikling af banker samt reglerne vedrørende den fælles afviklingsmekanisme.
-
2016
17. juniKøreplan for fuldførelse af bankunionen
Rådet vedtog konklusioner om køreplanen for fuldførelse af bankunionen på sin samling 17. juni. Dokumentet giver et overblik over de næste skridt i bankunionen, og Europa-Kommissionen opfordres til at udarbejde forslag til ændring af reglerne for bankunionen.