Pakken om digitale tjenester
Pakken om digitale tjenester er EU's reaktion på behovet for at regulere det digitale rum. Den fastlægger foranstaltninger for at beskytte onlinebrugerne og for samtidig at støtte innovation.
Et sikkert og åbent digitalt rum for EU's borgere og virksomheder
Onlineplatforme er en vigtig del af EU's digitale marked og økonomi. EU's medlemsstater anerkender, at det er nødvendigt at styrke, modernisere og præcisere reglerne for digitale tjenester for at:
- garantere brugernes sikkerhed online
- skabe vækst i innovative digitale virksomheder
EU's retlige ramme for digitale tjenester er ikke blevet ændret siden vedtagelsen af direktivet om elektronisk handel i 2000, og der var derfor akut behov for en ajourføring. I mellemtiden har digitale teknologier, forretningsmodeller og tjenester ændret sig i et hidtil uset tempo.
Retsaktspakken om digitale tjenester blev forelagt af Europa-Kommissionen i december 2020. Den indeholder:
- forordningen om digitale tjenester
- forordningen om digitale markeder
Begge retsakter blev hurtigt vedtaget af Rådet og Europa-Parlamentet i 2022.
De nye regler regulerer det digitale rum og digitale tjenester, herunder sociale medieplatforme, bedre. De har til formål:
- at sikre digitale brugere adgang til sikre produkter og beskytte brugernes grundlæggende rettigheder
- at muliggøre fri og fair konkurrence i de digitale sektorer for at styrke innovation og vækst
Hvem vil drage fordel af de nye regler om digitale tjenester?
De nye regler om digitale tjenester er til fordel for en bred vifte af brugere og platforme, bl.a.:
- borgere
- udbydere af digitale tjenester
- erhvervsbrugere af digitale tjenester
- samfundet som helhed
Dit liv online: Hvordan gør EU det nemmere og mere sikkert for dig?
Den Europæiske Union arbejder aktivt på at forbedre det digitale miljø til gavn for alle europæere. Vores digitale liv skal være sikkert og nemt og respektere de grundlæggende friheder.
De to vigtige forordninger, der skal sikre, at livet online bliver mere sikkert og nemmere for brugerne, er blevet opdateret. I vores featurehistorie kan du se mere om, hvordan EU gør dit onlineliv nemmere og mere sikkert.
Hvad er forordningen om digitale tjenester?
Forordningen om digitale tjenester har fokus på at skabe et sikrere onlinemiljø for digitale brugere og virksomheder og beskytte grundlæggende rettigheder i det digitale rum ved at fastsætte nye regler om:
- bekæmpelse af ulovligt onlineindhold, bl.a. varer, tjenester og informationer, under fuld overholdelse af chartret om grundlæggende rettigheder
- håndtering af samfundsmæssige risici online
- erhvervsdrivendes sporbarhed på onlinemarkedspladser
- gennemsigtighedsforanstaltninger for onlineplatforme
- øget tilsyn
Derved indføres et sæt ansvarsområder og en klar ramme for ansvarlighed og gennemsigtighed for udbydere af formidlingstjenester, f.eks.:
- onlinemarkedspladser
- sociale netværk
- platforme for indholdsdeling
- onlineplatforme for rejser og indkvartering
Det betyder, at alle onlineformidlere, der tilbyder deres tjenester på det indre marked, skal overholde de nye regler, uanset om de er etableret i eller uden for EU.
Virksomhederne er underlagt forpligtelser, der er proportionellemed arten af deres tjenester samt deres størrelse og indvirkning. Det betyder, at meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner er omfattet af strengere krav.
Fordele ved forordningen om digitale tjenester
Forordningen om digitale tjenester beskytter alle involverede parters rettigheder og legitime interesser, navnlig EU-borgernes.
Onlinebrugere i EU får mere kontrol over, hvad de ser online, og bliver bedre i stand til at forstå eller blive informeret om de annoncer, de ser. Brugerne har mulighed for at indberette ulovligt indhold, og platformen vil være forpligtet til at meddele dem, hvilke beslutninger den træffer.
Lovgivningen øger gennemsigtigheden af reglerne for indholdsmoderation online og giver samtidig myndigheder og forskere nemmere adgang til data, så de bedre kan forstå onlinerummet, dets samfundsmæssige indvirkning og mulige risici.
Med forordningen om digitale tjenester bliver mindreårige også bedre beskyttet. Platforme, som mindreårige har adgang til, får forbud mod at fremvise målrettet reklame på grundlag af anvendelse af mindreåriges personoplysninger som fastlagt i EU-retten.
De bestemmelser, der er fastsat i forordningen om digitale tjenester, er udarbejdet for især at beskytte:
- ytrings- og informationsfriheden
- friheden til at oprette og drive egen virksomhed
- retten til ikkeforskelsbehandling
Forordningen om digitale tjenester (Infografik)
Krisemekanisme i lyset af den russiske aggression i Ukraine
I forbindelse med krigen i Ukraine og konsekvenserne med hensyn til manipulation af onlineinformation er der til teksten tilføjet en ny artikel, som indfører en krisereaktionsmekanisme.
Mekanismen vil gøre det muligt at analysere virkningen af aktiviteterne hos meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner på den relevante krise og beslutte, hvilke foranstaltninger der skal træffes for at sikre, at de grundlæggende rettigheder overholdes.
Fra hvornår finder de nye regler anvendelse?
Rådet vedtog forordningen om digitale tjenester 4. oktober 2022. De nye regler finder anvendelse fra 15 måneder efter ikrafttrædelsen.
- Forordningen om digitale tjenester: Rådet giver endelig godkendelse af beskyttelsen af brugernes rettigheder online (pressemeddelelse, 4. oktober 2022)
- Forordning om digitale tjenester: Rådets og Europa-Parlamentets foreløbige enighed om at gøre internettet til et mere sikkert rum for EU-borgerne (pressemeddelelse, 23. april 2022)
- Hvad der er ulovligt offline bør være ulovligt online: Rådet fastlægger holdning til retsakten om digitale tjenester (pressemeddelelse, 25. november 2021)
Hvad er forordningen om digitale markeder?
Forordningen om digitale markeder har fokus på at sikre lige konkurrencevilkår for alle digitale virksomheder, uanset deres størrelse. Forordningen sigter mod at garantere en konkurrencepræget og retfærdig digital sektor ved at:
- forbyde urimelig praksis hos de onlineplatforme, der har den største markedsandel
- give erhvervsbrugere mulighed for at tilbyde forbrugerne flere valgmuligheder
- tilbyde forbrugerne bedre tjenester og mere rimelige priser
- pålægge store onlineplatforme klare rettigheder og forpligtelser
- fremme innovation og et mere retfærdigt onlineplatformsmiljø for nystartede teknologivirksomheder
Med forordningen om digitale markeder fastsættes klare regler for store platforme. Den sigter mod at sørge for, at ingen stor onlineplatform fungerer som "gatekeeper", en privat virksomhed, der selv laver reglerne på de digitale markeder ved at kontrollere mindst én af de såkaldte "centrale platformstjenester".
Centrale platformstjenester omfatter:
- onlineformidlingstjenester (dvs. markedspladser og appbutikker)
- onlinesøgemaskiner
- sociale netværk
- cloudtjenester
- reklametjenester
Hvilke platforme betragtes som gatekeepere?
For at blive betragtet som gatekeeper skal en platform enten have haft en årlig omsætning på mindst 7,5 mia. € i Den Europæiske Union (EU) i de seneste 3 år eller have en markedsværdi på mindst 75 mia. €, og for det andet skal den have mindst 45 millioner månedlige slutbrugere og mindst 10 000 erhvervsbrugere, der er etableret i EU.
Desuden skal platformen kontrollere en eller flere centrale platformstjenester ("core platform services") i mindst 3 medlemsstater.
Forordningen om digitale markeder (Infografik)
Konsekvenserne for gatekeepere
Gatekeepere vil ikke være i stand til at:
- rangordne deres egne produkter eller tjenester på en gunstigere måde end andre markedsdeltageres
- forhindre udviklere i at anvende tredjepartsplatforme til salg af apps
- behandle brugernes personoplysninger med henblik på målrettet reklame, medmindre der gives samtykke hertil
- indføre urimelige betingelser for erhvervsbrugere
- installere visse softwareapplikationer på forhånd eller forhindre brugerne i let at afinstallerer dem
- pålægge erhvervsbrugere af platforme begrænsninger
Gatekeepere vil skulle:
- tilbyde flere valgmuligheder, som f.eks. valget mellem forskellig software på en brugers styresystem
- sikre, at afmelding fra centrale platformstjenester er så let som at abonnere på dem
- give oplysninger om antallet af brugere, der besøger deres platforme, for at afgøre, om platformen kan betegnes som gatekeeper
- give erhvervsbrugere adgang til deres markedsførings- eller reklamedata på platformen
- underrette Europa-Kommissionen om deres erhvervelser og fusioner
- sikre, at instant messaging-tjenesternes grundlæggende funktioner er interoperable, dvs. at brugerne kan udveksle meddelelser, sende talebeskeder eller filer
Fair konkurrence mellem digitale tjenester er afgørende for at sikre, at virksomheder og forbrugere alle ligeligt kan drage fordel af de digitale muligheder. Det vil også generere mere innovation og styrke forbrugerbeskyttelsen.
Hvem sikrer, at gatekeeperne overholder reglerne?
For at sikre en høj grad af harmonisering på det indre marked er Europa-Kommissionen den eneste myndighed, der har beføjelse til at håndhæve forordningen.
For at sikre, at gatekeepere har en klar forståelse af, hvilke regler de skal overholde, kan Europa-Kommissionen beslutte at indlede en reguleringsdialog.
Der nedsættes et rådgivende udvalg og en gruppe på højt plan for at bistå Europa-Kommissionen og lette dens arbejde.
Hvad sker der, hvis gatekeepere ikke overholder reglerne?
Når en stor onlinevirksomhed er blevet identificeret som gatekeeper, skal den inden 6 måneder overholde reglerne i forordningen om digitale markeder.
Hvis en gatekeeper overtræder reglerne i forordningen om digitale markeder, risikerer denne en bøde på op til 10 % af sin samlede omsætning på verdensplan. Hvis det gentager sig, kan der pålægges en bøde på op til 20 % af omsætningen på verdensplan.
Hvis en gatekeeper systematisk undlader at overholde forordningen om digitale markeder, dvs. hvis denne overtræder reglerne mindst 3 gange på 8 år, kan Europa-Kommissionen indlede en markedsundersøgelse og om nødvendigt pålægge adfærdsmæssige eller strukturelle foranstaltninger.
Fra hvornår finder de nye regler anvendelse?
Rådet vedtog forordningen om digitale markeder 18. juli 2022. De nye regler finder anvendelse fra 6 måneder efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
- Forordningen om digitale markeder: Rådet giver endelig godkendelse til nye regler for fair konkurrence online (pressemeddelelse, 18. juli 2022)
- Forordningen om digitale markeder: Rådet og Europa-Parlamentet når til enighed (pressemeddelelse, 25. marts 2022)
- Regulering af store teknologivirksomheder: Rådet enigt om at styrke konkurrencen på det digitale område (pressemeddelelse, 25. november 2021)