Forvaltning af EU's fiskebestande
EU's medlemsstater har gennem EU's fælles fiskeripolitik fastlagt fælles regler for forvaltning af fiskeressourcer og sikring af, at disse kan udnyttes bæredygtigt, samtidig med at der leveres sunde fødevarer til rimelige priser.
Hvorfor skal EU forvalte fiskebestandene?
Fisk og akvakulturprodukter er en vigtig del af en sund kost. EU er verdens største marked for fisk og skaldyr. Årligt konsumerer EU-borgerne i gennemsnit 24,4 kg fisk eller skaldyr. 75 % af de fisk og skaldyr, der konsumeres, stammer fra vildtfiskeriet.
Fiskeressourcerne er ikke ubegrænsede, og overfiskning kan påvirke bestandenes reproduktionsevne. Uden en vis kontrol med, hvem der fisker hvad, kan nogle fiskebestande kollapse eller ikke længere være økonomisk rentable at fange.
EU's fiskeriforvaltningssystem, der er en del af EU's fælles fiskeripolitik:
- bidrager til at beskytte fiskebestandenes reproduktion
- udfærdiger betingelserne for en rentabel fiskeindustri
- fordeler fiskerimulighederne
- spiller en nøglerolle i bevarelsen af det marine økosystem
Fastsættelse af fangstbegrænsninger og kvoter (Infografik)
EU's fiskeriforvaltningssystem
EU's vigtigste fiskebestande og største fiskeri forvaltes på EU-plan gennem:
- flerårige forvaltningsplaner
- årlige fangstbegrænsninger (kendt som TAC'er)
Hver flerårig forvaltningsplan indeholder mål for forvaltning af fiskebestanden og kan også indeholde andre specifikke bevarelsesbestemmelser. Desuden indeholder de flerårige planer et mål for maksimalt bæredygtigt udbytte og en frist for at nå dette mål.
EU fastsætter årlige fangstbegrænsninger for de fleste kommercielle fiskebestande. De kaldes også de samlede tilladte fangstmængder (TAC'er) eller fiskerimuligheder. Hver TAC fordeles blandt EU's medlemsstater gennem nationale kvoter. De enkelte lande er ansvarlige for at sikre, at deres kvoter ikke overskrides.
Kvoter og fangstbegrænsninger vedrører de fiskebestande, der findes i EU-farvande eller fiskes af EU-fiskerfartøjer i visse ikke-EU-farvande.
Nøglebegreber
Fiskebestand – de levende ressourcer i et havfællesskab, hvorfra fangsterne tages. Dette kan omfatte populationen af en eller flere fiskearter, hvirvelløse dyr og planter
De samlede tilladte fangstmængder (TAC'er), som også kaldes fiskerimuligheder – den maksimale mængde fisk fra specifikke bestande, som må fanges (angivet i ton eller antal)
Kvoter (nationale) – den andel af den samlede tilladte fangstmængde, der er tilladt for hver medlemsstat
Maksimalt bæredygtigt udbytte – det største udbytte, der kan tages fra en arts bestand uden at reducere bestandens størrelse
Hvor ligger EU-farvandene?
Dette kort viser EU's medlemsstaters eksklusive økonomiske zoner (EEZ). Hvert land har ret til at udnytte de marine ressourcer i sin zone. EU's medlemsstater forvalter de fleste ressourcer i fællesskab på grundlag af regler, der er aftalt som led i EU's fælles fiskeripolitik.
Kystlinje: © EuroGeographics, © FAO (FN). EEZ: © VLIZ, Kilde: Europa-Kommissionen, Eurostat/GISCO
Internationale aftaler: fælles forvaltning af fiskebestande
For fiskebestande, som er fælles og som forvaltes i fællesskab med ikke-EU-lande, skal fiskerimulighederne, som er fastlagt på EU-niveau, være i overensstemmelse med resultaterne fra de tilbagevendende konsultationer med disse ikke-EU-lande. Disse konsultationer er baseret på internationale samarbejdsaftaler om fiskeriforvaltning.
Internationale aftaler er også en vigtig del af fiskeriforvaltningen i EU. To hovedtyper af internationale fiskeriaftaler er bilaterale aftaler og multilaterale aftaler.
Fiskekvoter efter brexit (Infografik)
Med Det Forenede Kongeriges udtræden af EU fastsættes fiskerimulighederne for bestande, som deles mellem EU og UK, i overensstemmelse med handels- og samarbejdsaftalen. I henhold til den aftale, der trådte i kraft 1. maj 2021, skal EU og UK afholde årlige konsultationer for at fastsætte fiskerimulighederne for de fælles bestande i det følgende år.
Hvilken rolle spiller Rådet i forvaltningen af fiskebestandene?
Rådet spiller en central rolle i forvaltningen af EU's fiskebestande og fastsættelsen af fiskerimuligheder for operatører i medlemsstaterne, jf. artikel 43 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.
Rådets ansvarsområder omfatter:
- fastsættelse af de samlede tilladte fangstmængder (TAC'er)
- tildeling af fiskerimuligheder til medlemsstaterne
I praksis betyder det, at Rådet hvert år på grundlag af forslag fra Europa-Kommissionen, der bygger på videnskabelig rådgivning, vedtager de årlige fangstbegrænsninger og kvoter for hver fiskebestand, som det forvalter. Dette sker i form af en forordning, der kan ajourføres efter behov i løbet af året.
Med hensyn til internationale fiskeriaftaler er Rådet ansvarligt for:
- udstedelsen af forhandlingsmandatet
- undertegnelsen af aftaler på EU's vegne
- vedtagelsen af den endelige afgørelse, der gennemfører aftaler i EU-retten
Rådet giver også Kommissionen et forhandlingsmandat, når den repræsenterer EU i forskellige regionale fiskeriforvaltningsorganisationer, som EU er medlem af.
EU har enekompetence med hensyn til "bevarelse af havets biologiske ressourcer inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik" i overensstemmelse med EU-traktaterne. Andre fiskeripolitiske områder (markedspolitik, kontrol og akvakultur) er en delt kompetence. Den almindelige lovgivningsprocedure finder anvendelse på næsten alle fiskeriafgørelser med den bemærkelsesværdige undtagelse, at fastsættelse af fangstbegrænsninger og kvoter er Rådets prærogativ.