Skip to content

Atomaftalen med Iran

Aftalen om den fælles omfattende handlingsplan (JCPOA) skal sikre, at Irans atomprogram udelukkende er fredeligt. Den fastsætter tidsplanen og ordningerne for ophævelse af atomrelaterede sanktioner mod Iran.

Fælles omfattende handlingsplan

Aftalen om den fælles omfattende handlingsplan (JCPOA) skal sikre, at Irans atomprogram udelukkende er fredeligt.

Den fastsætter tidsplanen og ordningerne for ophævelse af atomrelaterede sanktioner mod Iran i overensstemmelse med EU's tilgang om, at Iran aldrig må få lov til at erhverve kernevåben, og at det skal opfylde sine retligt bindende forpligtelser vedrørende nuklear sikkerhedskontrol i henhold til ikkespredningstraktaten.

Færdigbehandlingsdagen

20. juli 2015 godkendte FN's Sikkerhedsråd Irans atomaftale, kendt som den fælles omfattende handlingsplan for Irans atomprogram (JCPOA), ved resolution 2231 (2015). 31. juli vedtog EU-Rådet de retsakter, som gjorde de første af disse bestemmelser til EU-ret.

Især blev det i retsakterne fastsat, at der ikke længere er sanktioner på tilvejebringelse af materiel, udstyr eller bistand med tilknytning til:

  • ændringen af to kaskader på Fordowanlægget med henblik på produktion af stabile isotoper
  • moderniseringen af Arakreaktoren
  • eksport af Irans berigede uran på over 300 kg til gengæld for naturligt uran

De indeholdt også undtagelser for aktiviteter og overførsler, som er:

  • nødvendige for at gennemføre visse atomrelaterede tiltag som anført i JCPOA
  • nødvendige for at forberede gennemførelsen af JCPOA
  • eller som er fastlagt af FN's Sikkerhedsråds komité, der er nedsat i henhold til UNSCR 1737 (2006), og som skal være i overensstemmelse med målene i UNSCR 2231 (2015).

Disse undtagelser skal godkendes i hvert enkelt tilfælde.

Vedtagelsesdagen

18. oktober 2015, 90 dage efter FN's Sikkerhedsråds resolution 2231 (2015), trådte JCPOA i kraft. Deltagerne i JCPOA iværksatte de forholdsregler og forberedelser, som er nødvendige for at gennemføre deres forpligtelser i henhold til den fælles omfattende handlingsplan.

EU vedtog retsakter om ophævelse af alle atomrelaterede økonomiske og finansielle EU-sanktioner som angivet i JCPOA, og som træder i kraft på gennemførelsesdagen, samtidig med at IAEA bekræfter, at Iran har gennemført de vedtagne atomrelaterede foranstaltninger.

Gennemførelsesdagen

Da Den Internationale Atomenergiorganisation (IAEA) 16. januar 2016 bekræftede, at Iran havde gennemført de atomrelaterede foranstaltninger, blev de fleste EU- og FN-sanktioner ophævet. EU ophævede alle atomrelaterede økonomiske og finansielle sanktioner.

Nogle restriktioner forblev dog i kraft, bl.a. restriktioner for overførsel af spredningsfølsomme varer, embargoer på våben og ballistiske missiler og de restriktive foranstaltninger mod visse af de personer og enheder, der er opført på listen.

USA's udtræden

8. maj 2018 meddelte USA's præsident, at USA ville trække sig ud af JCPOA. Derfor ophørte USA pr. 9. maj med at deltage i aktiviteter eller møder i forbindelse med JCPOA.

21. december 2020 anerkendte deltagerne i JCPOA på ministerplan udsigten til, at USA vender tilbage til JCPOA, og understregede, at de er rede til at gøre en fælles indsats for at håndtere dette spørgsmål positivt.

Overgangsdagen

Ifølge JCPOA ophæver EU de spredningsrelaterede sanktioner otte år efter vedtagelsesdagen eller efter udstedelsen af en IAEA-rapport, der fastslår, at IAEA er nået frem til en bred konklusion om, at alt nukleart materiale i Iran fortsat udelukkende anvendes til fredelige aktiviteter, alt efter hvad der kommer først.

Eftersom Iran ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til JCPOA, besluttede Rådet 18. oktober 2023 (aftalens overgangsdag) at opretholde sanktionerne mod Iran.

Rådet blev enigt om at opretholde opførelserne for personer og enheder, der er involveret i nukleare aktiviteter eller i aktiviteter vedrørende ballistiske missiler eller har tilknytning til Den Islamiske Revolutionsgarde (IRGC).

Rådet nåede også til enighed om at opretholde sektorspecifikke og individuelle foranstaltninger i henhold til EU's sanktionsordning.

Dagen for ophævelsen

I henhold til JCPOA skulle alle resterende FN- og EU-sanktioner mod Iran have været ophævet ti år efter vedtagelsesdagen (dvs. 18. oktober 2025).

Eftersom Iran ikke havde opfyldt sine forpligtelser i henhold til JCPOA, besluttede FN's Sikkerhedsråd 28. september 2025 dog at genindføre alle de sanktioner, der var blevet ophævet i 2016. Genaktiveringen af sanktionerne afslutter den snapbackproces, som Frankrig, Tyskland og Det Forenede Kongerige indledte 28. august 2025.

Efter FN's afgørelse genindførte Rådet 29. september 2025 alle de atomrelaterede sanktioner mod Iran, der var blevet ophævet i 2016. Foranstaltningerne omfatter både de FN-sanktioner, der automatisk gennemføres i EU-retten, og EU's autonome foranstaltninger.

De sanktioner, som EU har indført på grund af menneskerettighedssituationen i Iran, støtte til Ruslands angrebskrig mod Ukraine og andre årsager, er ikke en del af JCPOA og forbliver i kraft.

Se også

A paper with abstract elements.
Tidslinje – Sanktioner over for Irans nukleare spredningsaktiviteter

Tidslinje – Sanktioner over for Irans nukleare spredningsaktiviteter

En kvinde løfter armen med knyttet hånd på en baggrund af persiske geometriske mønstre i grønne nuancer.
Sanktioner over for Irans nukleare spredningsaktiviteter

Sanktioner over for Irans nukleare spredningsaktiviteter

Hvorfor EU vedtager sanktioner

Hvorfor EU vedtager sanktioner

Seneste gennemgang: 29. september 2025