Skip to content
  • Rådet for Uddannelse, Ungdom, Kultur og Sport

Rådet for Uddannelse, Ungdom, Kultur og Sport, 21.-22.11.2016, 21.-22. november 2016

Vigtigste resultater

21. november 2016

Ungdom

Rådet vedtog konklusioner om fremme af nye tilgange inden for ungdomsarbejde. Ungdomsarbejde kan hjælpe unge til at udvikle kompetencer, færdigheder og en positiv indstilling.

Konklusionerne understreger ungdomsarbejdes betydning for at nå ud over de formelle strukturer og nå unge med forskellig baggrund, herunder marginaliserede og dårligt stillede unge. De opfordrer også til, at der anvendes innovative værktøjer inden for ungdomsarbejde på områderne uddannelse, sport og kultur, sociale tilbud samt informations- og kommunikationsteknologier.

Ministrene udvekslede også synspunkter om, hvordan forbindelsen mellem unge og det europæiske projekt kan genoprettes, som opfølgning af drøftelserne på det uformelle topmøde i Bratislava i september.

"Unge er vigtige aktører i dagens samfund. Vi skal være med til at sikre, at de bevarer et åbent sind, har global indsigt og er villige til at stille op for Europa. Til gengæld bør vi give dem perspektivrige fremtidsudsigter. Som led i den generelle tendens til at være imod systemet føler unge sig imidlertid i stigende grad hægtet af og kan ikke finde sig til rette med Den Europæiske Unions projekt. I dag har vi udarbejdet nøglebudskaber, som skal videreformidles til vores europæiske ledere efter topmødet i september 2016 i Bratislava, i et forsøg på at genopbygge tilliden i den unge generation."

Peter Plavčan, Slovakiets minister for uddannelse, videnskab, forskning og sport

Uddannelse

Rådet vedtog en resolution om en dagsorden for nye kvalifikationer, som fremhæver de væsentligste aspekter, der skal være vejledende for Rådets arbejde på dette område, som reaktion på Kommissionens meddelelse om den strategiske betydning af færdigheder med henblik på at fastholde arbejdspladser, vækst og konkurrenceevne.

Den dækker områder som udvikling af kvalifikationer, gensidig anerkendelse af kvalifikationer, støtte til såvel erhvervsuddannelse som videregående uddannelse samt måder at undersøge den digitale økonomis fulde potentiale på med henblik på at fremme "livslang investering i mennesker".

Rådet nåede også til politisk enighed om en henstilling vedrørende nye muligheder for voksne inden for rammerne af Kommissionens foreslåede færdighedsgaranti. Den har som mål at give voksne med et lavt niveau af færdigheder mulighed for at tilegne sig et sæt færdigheder, viden og kompetencer med relevans for arbejdsmarkedet og aktiv deltagelse i samfundet.

Rådet vedtog konklusioner om forebyggelse af radikalisering, der fører til voldelig ekstremisme, hvilket sker på det rette tidspunkt i forbindelse med etårsdagen for terrorangrebene i Paris.

De understreger behovet for at underminere og udfordre eksisterende voldelige ekstremistiske ideologier og bekæmpe dem med tiltrækkende ikkevoldelige alternativer og støtte forældre, søskende, jævnaldrende ungdomsarbejdere og andre, der er i kontakt med unge, som er i risiko for voldelig radikalisering.

De understreger også behovet for at inddrage og samarbejde med tjenesteudbydere i bekæmpelsen af ulovlig hadefuld tale online, idet ytringsfriheden respekteres fuldt ud, i betragtning af den rolle, som de sociale medier spiller som et vigtigt redskab til målretning, grooming og aktivering af potentielt radikale til at udføre voldelige handlinger.

"Vi har lige mindedes den sørgelige etårsdag for angrebene i Paris, hvor så mange uskyldige mistede livet, og familier blev ødelagt. Bekæmpelse af radikalisering og voldelig ekstremisme står fortsat højt på vores dagsorden. Det er indlysende, at hvert enkelt forvaltningsniveau skal inddrages i bekæmpelsen heraf. I dag blev Rådet enigt om at fokusere på forebyggende foranstaltninger såsom uddannelse, frivillige og kulturelle aktiviteter og ungdomsarbejde. De kan opfattes som "bløde“, men hvis der gøres en storstilet og energisk indsats på disse områder, kan de effektivt beskytte vores liberale samfund".

Peter Plavčan, Slovakiets minister for uddannelse, videnskab, forskning og sport

22. november 2016

Kultur og audiovisuelle spørgsmål

Rådet noterede sig en situationsrapport om forslaget til et revideret direktiv om audiovisuelle medietjenester. Målet med forslaget er en bedre tilpasning af direktivet til den digitale tidsalder, idet der tages hensyn til, hvor hurtigt den teknologiske udvikling går, fremkomsten af nye forretningsmodeller og skiftende forbrugsmønstre.

De væsentligste spørgsmål, der fortsat drøftes i Rådet, er udvidelsen af direktivets anvendelsesområde til videodelingsplatforme og omfanget af reguleringen heraf, kvantitative regler om fjernsynsreklame, forpligtelser for udbydere af audiovisuelle medietjenester on demand til at fremme europæiske produktioner, tilpasning af reglerne mellem lineære tjenester og on demand-tjenester, oprindelseslandsprincippet og rollen for det europæiske organ af nationale tilsynsmyndigheder (ERGA).

"Ændringerne i økosystemet for de audiovisuelle medietjenester krævede en revision af direktivet om audiovisuelle medietjenester, så det bliver egnet til den nye digitale tidsalder. Et af målene hermed er at sørge for, at vores europæiske medieindustri fortsat har succes. Europa skal have et konkurrencedygtigt indre marked for audiovisuelt indhold, der letter udbuddet, imødekommer publikums efterspørgsel, uanset hvor publikum befinder sig, og sikrer lige betingelser for alle udbydere. Samtidig skal vi fastholde vores samfundspolitiske mål om at beskytte mindreårige, fremme europæiske produktioner og bekæmpe hadefuld tale. Vores formandskab har gjort betydelige fremskridt med det nye forslag, og vi er stolte over at kunne sende det videre til det maltesiske formandskab".

Marek Maďrič, Slovakiets kulturminister og formand for Rådet

Rådet vedtog en generel indstilling vedrørende afgørelsen om et europæisk år for kulturarv (2018). Det generelle mål med dette initiativ er at højne bevidstheden om den rige europæiske kulturarv og de muligheder, den kan tilbyde, og dele de europæiske værdier og idealer, der er indlejret i kulturarven. Samtidig tilstræbes det at henlede opmærksomheden på de udfordringer, som kulturarv står over for.

"Den europæiske kulturarv er kronjuvelen, der fortjener at blive set og værdsat i hele Europa. Derfor har vores formandskab gjort en indsats for hurtigst muligt at bane vejen for det europæiske år for kulturarv, der skal holdes i 2018. Det glæder os, at vi i dag i Rådet er blevet enige om en generel indstilling vedrørende denne vigtige afgørelse, der atter vil få kulturarven frem i rampelyset. Medlemsstaternes enstemmige støtte viser klart, at dette initiativ kommer på det rigtige tidspunkt. Vi kan nu indlede forhandlingerne med Europa-Parlamentet."

Marek Maďrič, Slovakiets kulturminister og formand for Rådet

Udviklingen af en strategisk tilgang inden for internationale kulturelle forbindelser har i snart længere tid været en prioritet for Rådet. Ministrene drøftede, hvordan EU og dets medlemsstater kan samarbejde effektivt for at nå frem til en mere strategisk og global tilgang på dette område.

Sport

Rådet vedtog konklusioner om sportsdiplomati, hvori brugen af sport omtales som et middel til at påvirke diplomatiske, interkulturelle, sociale, økonomiske og politiske forbindelser. Dette spørgsmål blev også taget op på mødet med repræsentanterne fra sportens verden.

I konklusionerne opfordres medlemsstaterne til at undersøge, hvordan potentialet i sport bedre kan udnyttes på nationalt plan, navnlig gennem uddannelse og inddragelse af kendte atleter som budbringere, for at fremme positive sportslige og europæiske værdier.

Mødedokumenter

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Uddannelse, Ungdom, Kultur og Sport

Se flere møder

Seneste gennemgang: 14. januar 2025