Skip to content
  • Rådet for Retlige og Indre Anliggender

Rådet (retlige og indre anliggender), 8.-9. december 2022

Retlige anliggender (fredag 9.december)

Bekæmpelse af straffrihed i Ukraine

Rådet vedtog konklusioner om bekæmpelse af straffrihed for forbrydelser begået i forbindelse med Ruslands angrebskrig mod Ukraine.

Pavel Blažek, Tjekkiets justitsminister
Ni måneder efter krigens start fortsætter Rusland sine forfærdelige og vilkårlige angreb på ukrainske borgere og civil infrastruktur. Hver dag konstateres der nye krigsforbrydelser begået i Ukraine. EU står sammen med Ukraines og dets befolkning og vil fortsat støtte de ukrainske myndigheder og Den Internationale Straffedomstol for at sikre, at de ansvarlige for disse forbrydelser retsforfølges.
Pavel Blažek, Tjekkiets justitsminister
Pavel Blažek, Tjekkiets justitsminister

I konklusionerne opfordres medlemsstaterne og de relevante EU-organer til fortsat at støtte Ukraines statsadvokatur og Den Internationale Straffedomstol (ICC). Medlemsstaterne opfordres også til at vedtage foranstaltninger til fuldt ud at gennemføre definitionen af centrale internationale forbrydelser og ansvarsformer og til at gøre det muligt at udøve universel jurisdiktion eller andre former for national kompetence for så vidt går disse forbrydelser. Medlemsstaterne bør også styrke støtten til og beskyttelsen af ofre for centrale internationale forbrydelser i straffesager.

Inddrivelse og konfiskation af aktiver

Ministrene drøftede udkastet til direktiv om inddrivelse og konfiskation af aktiver. De fokuserede navnlig på de processuelle rettigheder for personer, der ikke er mistænkt. De drøftede, om retten til en retfærdig rettergang og adgangen til effektive retsmidler som indeholdt i forslaget sikrer alle personer, der er berørt af foranstaltningerne, tilstrækkelig beskyttelse. De vurderede også, om retten til et forsvar bør udvides til at omfatte personer, der ikke er anklaget for lovovertrædelsen, men som er berørt af foranstaltningerne.

Ministrene udtrykte bred støtte til at sikre alle personer, der er berørt af foranstaltningerne, herunder personer, der ikke er tiltalt eller mistænkt for en forbrydelse, proceduremæssig beskyttelse som minimum i det omfang, der er fastsat i forslaget. På grundlag af drøftelsen fortsætter arbejdet nu på teknisk niveau.

Miljøkriminalitet

Rådet nåede til enighed om sit mandat til forhandlinger med Europa-Parlamentet om direktivet om miljøkriminalitet. Dette forslag har til formål at forbedre efterforskning og retsforfølgning af miljøkriminalitet. Det definerer miljøkriminalitet mere præcist og tilføjer nye former for miljøkriminalitet. Det harmoniserer også strafferammen for fysiske personer og for første gang også for juridiske personer.

Digitalisering af retsvæsenet

Rådet vedtog i dag sit mandat til forhandlinger med Europa-Parlamentet om den foreslåede forordning om digitalisering af det retlige samarbejde og adgang til domstolsprøvelse og det foreslåede ledsagende direktiv. Disse forslag vil forbedre effektiviteten af retssager og sikre en hurtigere afvikling heraf og lette borgernes adgang til domstolsprøvelse.

Strategiske retssager mod offentligt engagement (SLAPP)

Ministrene havde en første drøftelse om udkastet til direktiv om strategiske retssager mod offentligt engagement (direktivet om bekæmpelse af SLAPP). De fokuserede især på behovet for tilstrækkelige garantier mod misbrug af civile retssager, samtidig med at det sikres, at retten til effektiv adgang til domstolene opretholdes.

Dette forslag skal beskytte journalister og menneskerettighedsforkæmpere mod urimelige retssager, der har til formål at bringe dem til tavshed. Medlemsstaterne har bredt støttet direktivets mål om at beskytte retten til ytrings- og informationsfrihed. De har også fremhævet behovet for at sikre, at de retssikkerhedsgarantier, der er fastsat i forslaget, ikke misbruges, og at sagsøgers adgang til domstolsprøvelse, som også er en grundlæggende rettighed, stadig vil blive sikret. Disse foranstaltninger bør være omhyggeligt målrettede og i overensstemmelse med retten til en retfærdig rettergang.

Bekæmpelse af antisemitisme

Under frokosten drøftede ministrene bekæmpelse af antisemitisme. De drøftede, hvordan man kan maksimere indsatsen for at bekæmpe antisemitisme på alle niveauer og i samfundet, hvordan man effektivt kan strømline drøftelserne, hvilke instrumenter der er mest grundlæggende i bekæmpelsen af antisemitisme online, hvad medlemsstaterne gør for at forbedre registreringen og anmeldelsen af antisemitiske hændelser, og hvilke tiltag der iværksættes for at sikre og tildele tilstrækkelige finansielle ressourcer på nationalt plan og på EU-plan.

Grundlæggende rettigheder

Ministrene drøftede EU's tiltrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention, særlig de sidste udestående elementer i disse forhandlinger. Forhandlingerne med Europarådet blev formelt genoptaget i juni 2020 og har siden gjort meget gode fremskridt, og der er indgået foreløbige aftaler om flere centrale elementer.

Under Eventuelt forelagde Kommissionen sin årsrapport om anvendelsen af EU's charter om grundlæggende rettigheder. I dette års rapport fokuseres på styrkelse af civilsamfundsorganisationer, rettighedsforkæmpere og retsvæsenets aktører som centrale aktører i vores demokratier.

Elektronisk bevismateriale

Formandskabet orienterede om fremskridtene med forslagene om elektronisk bevismateriale. Det orienterede ministrene om den foreløbige politiske enighed, der blev opnået med Europa-Parlamentet 29. november. Arbejdet på teknisk niveau fortsætter nu for at færdiggøre lovteksterne, så de kan forelægges medlemsstaterne til godkendelse.

Lovgivningsforslagene om elektronisk bevismateriale har til formål at gøre det hurtigere at få adgang til elektronisk bevismateriale ved at skabe en retlig ramme for retskendelser rettet direkte til en tjenesteudbyder eller dennes retlige repræsentanter i en anden medlemsstat.

Bekæmpelse af cyberkriminalitet

Rådet vedtog konklusioner om forbedring af kapaciteten i Det Europæiske Retlige Netværk for Cyberkriminalitet (EJCN) og støtter således oprettelse af et formelt EJCN-sekretariat, der bør fungere som en nødvendig støttestruktur for EJCN for at gøre det muligt for EJCN at opfylde behovene og forventningerne hos de praktikere, der beskæftiger sig med cyberkriminalitet.

Eventuelt

Formandskabet orienterede ministrene om den seneste udvikling i arbejdet med aktuelle lovgivningsforslag.

Formandskabet aflagde også rapport om forberedelserne af og dagsordenen for næste ministermøde mellem EU og USA om retlige og indre anliggender og om resultatet af ministerforummet mellem EU og Vestbalkan om retlige og indre anliggender.

Formandskabet orienterede ministrene om konferencen om whistleblowing, der fandt sted 26.-27. oktober i Prag. På mødet blev der set nærmere på fremskridtene med at gennemføre direktivet om whistleblowing og beskyttelse af whistleblowere mere generelt.

Formandskabet forelagde også resultaterne af workshoppen om digitalisering af retsvæsenet, der blev holdt 24. oktober i Bruxelles.

Kommissionen forelagde en henstilling om de proceduremæssige rettigheder for mistænkte og tiltalte, der er varetægtsfængslet, og om de materielle forhold under frihedsberøvelse.

Det kommende svenske formandskab for Rådet forelagde sit arbejdsprogram og sine prioriteter for de næste 6 måneder.

Indre anliggender (torsdag 8. december)

Schengenområdet

Rådet vedtog i dag en afgørelse om den fulde anvendelse af Schengenreglerne i Kroatien.

Vít Rakušan, Tjekkiets indenrigsminister
Jeg er meget glad for, at Kroatien under det tjekkiske formandskab var i stand til at tage 2 vigtige skridt i sin europæiske integration ved at tilslutte sig både euro- og Schengenområdet. Jeg er sikker på, at disse landvindinger vil bane vejen for andre medlemsstater, der opfylder betingelserne for at tage det næste skridt på deres europæiske rejse, og mine kolleger og jeg vil blive ved med at arbejde hårdt for at sikre, at vi kan byde Bulgarien og Rumænien velkommen i Schengenfamilien i den nærmeste fremtid.
Vít Rakušan, Tjekkiets indenrigsminister
Vít Rakušan, Tjekkiets indenrigsminister

Ministrene så også på Schengenområdets generelle tilstand med fokus på interne sikkerhedsforanstaltninger, herunder interoperabilitet mellem IT-systemer og bekæmpelse af smugling af migranter. De godkendte en række foranstaltninger til bekæmpelse af smugling af migranter inden for tre områder: opretholdelse af en solid situationsbevidsthed, støtte til en stærkere grænseoverskridende operationel indsats mod kriminelle netværk og RIA-agenturernes rolle og samarbejde mellem agenturerne. Ministrene godkendte også den reviderede tidsplan for idriftsættelsen af det opgraderede Schengeninformationssystem, som nu forventes at finde sted senest 7. marts 2023.

Asyl og migration

Formandskabet gjorde status over asyl- og migrationssagerne. I de seneste måneder har det intensive arbejde primært fokuseret på at finde en vej frem med hensyn til EU's migrationssolidaritet, ansvar og kriserespons. Arbejdet med at integrere disse principper i lovteksterne vil fortsætte under det kommende svenske formandskab. Formandskabet orienterede også om den seneste positive udvikling i forbindelse med det interinstitutionelle samarbejde mellem Rådet og Europa-Parlamentet, der gør det muligt at genoptage arbejdet med 5 lovgivningsforslag i forbindelse med pagten om migration og asyl.

Ministrene vurderede fremskridtene i det igangværende arbejde med en forordning om håndtering af tilfælde af instrumentalisering på migrations- og asylområdet. Med denne forordning kan medlemsstater, der er konfronteret med en instrumentalisering, undtagelsesvist fravige nogle af de fælles europæiske asylregler, hvor det er nødvendigt og forholdsmæssigt. Den kommer også til at indeholde særlige regler om støtte- og solidaritetsforanstaltninger, der kan træffes i en sådan situation.

Ministrene udvekslede også synspunkter om den eksterne dimension af migration og situationen langs de vigtigste migrationsruter. De fremhævede behovet for at håndtere den eksterne dimension af migration på en sammenhængende måde ved at tage hensyn til alle ruter og gøre en fælles eller supplerende indsats, hvor det er muligt. Under dette punkt fremlagde Kommissionen sin nylige handlingsplan for Vestbalkanruten, som følger op på handlingsplanen for det centrale Middelhav, der blev offentliggjort 21. november. Kommissionen blev opfordret til at foreslå handlingsplaner for de resterende ruter.

Under frokosten drøftede ministrene, hvordan EU's tilbagesendelsespolitik kan gøres mere effektiv. De understregede betydningen af visum som løftestang og godkendte en tidsplan, som formandskabet har foreslået, samtidig med at de understregede behovet for at udnytte løftestangseffekten på forskellige områder til at forbedre samarbejdet med tredjelande om tilbagetagelse.

Rådet vedtog også uden debat en gennemførelsesafgørelse, der forhøjer visumgebyret for gambiske statsborgere til 120 € for at forbedre Gambias samarbejde om tilbagesendelse og tilbagetagelse af landets egne statsborgere.

Ruslands aggression mod Ukraine

Ministrene udvekslede synspunkter om situationen for ukrainske flygtninge i EU, navnlig med hensyn til indkvartering og modtagefaciliteter, og om beredskabsplanlægning for vinteren. Ifølge de seneste tal huser EU's medlemsstater næsten 4 millioner ukrainske flygtninge, og mindst 700 000 børn er indskrevet i uddannelsessystemerne.

Ministrene gjorde også status over dialogen med Ukraine om den indre sikkerhed med henblik på tackling af fælles sikkerhedsudfordringer som følge af Ruslands angrebskrig, bl.a. grænsesikkerhed og risikoen for ulovlig handel med skydevåben og anden grov kriminalitet.

Under Eventuelt orienterede Kommissionen ministrene om reaktionen inden for rammerne af EU's civilbeskyttelsesmekanisme på udfordringerne som følge af krigen i Ukraine, herunder om de seneste udfordringer på energiområdet.

Rådet vedtog også uden debat en afgørelse om ikke at acceptere russiske dokumenter udstedt i Ukraine og Georgien. Russiske rejsedokumenter udstedt i eller til personer bosiddende i de russiskbesatte regioner i Ukraine eller udbryderregioner i Georgien vil ikke blive accepteret som gyldige rejsedokumenter til at opnå visum eller krydse grænserne i Schengenområdet.

Kritisk infrastrukturs modstandsdygtighed

Rådet vedtog et direktiv og en henstilling, der skal mindske kritiske enheders sårbarheder og styrke deres modstandsdygtighed. Disse enheder leverer væsentlige tjenester, som er afgørende for opretholdelsen af vitale samfundsmæssige funktioner, økonomiske aktiviteter, folkesundheden, den offentlige sikkerhed og miljøet. De skal kunne forebygge, beskytte mod, reagere på, håndtere og komme på fode igen efter hybride angreb, naturkatastrofer, terrortrusler og folkesundhedskriser.

Seksuel udnyttelse af børn

Ministrene vurderede fremskridtene med forordningsudkastet om forebyggelse og bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn online. Der har fundet drøftelser sted i Rådet på teknisk plan, som har afsluttet den første gennemgang af teksten i sin helhed. Derefter har formandskabet forelagt en række forslag til ændring af teksten, navnlig vedrørende genstand og anvendelsesområde, definitioner, forpligtelser for udbydere af onlinetjenester og tilsyn, håndhævelse og samarbejde. Arbejdet med forordningen vil fortsætte under det kommende svenske formandskab for Rådet.

Eventuelt

Ministrene blev orienteret om samarbejdet mellem de kompetente myndigheder, der beskæftiger sig med terrorbekæmpelse, i nærværelse af Terrorbekæmpelsesgruppen (CTG).

Formandskabet orienterede ministrene om den seneste udvikling i arbejdet med aktuelle lovgivningsforslag.

Formandskabet aflagde også rapport om forberedelserne af og dagsordenen for næste ministermøde mellem EU og USA om retlige og indre anliggender og om resultatet af ministerforummet mellem EU og Vestbalkan om retlige og indre anliggender.

Formandskabet orienterede om resultatet af ministerkonferencen om Pragprocessen, hvor der blev vedtaget en fælles erklæring og en handlingsplan for 2023-2027.

Portugal forelagde et punkt om udnævnelsen af generaldirektøren for Den Internationale Organisation for Migration (IOM).

Kommissionen fremlagde et punkt om beredskab i forbindelse med naturbrande inden for rammerne af EU's civilbeskyttelsesmekanisme efter sommerens intense brande i EU.

Det kommende svenske formandskab for Rådet forelagde sit arbejdsprogram og sine prioriteter for de næste 6 måneder.

Mødedokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Retlige og Indre Anliggender

Se flere møder

Seneste gennemgang: 9. januar 2025