"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Hvis du giver tilladelse til det, vil vi anvende cookies til at udarbejde aggregerede, anonyme data om vores besøgendes browsermønstre og adfærd på vores websted. Vi bruger disse data til at forbedre din oplevelse på vores websted.
Rådet (transport, telekommunikation og energi (telekommunikation)), 5. december 2023
Vigtigste resultater
Rådet nåede til enighed om sin holdning (generel indstilling) til en forordning om foranstaltninger til reduktion af omkostningerne ved etablering af gigabitnet til elektronisk kommunikation (forordningen om gigabitinfrastruktur). Det gjorde også status over udviklingen i drøftelserne om en forordning om foranstaltninger til styrkelse af solidariteten og kapaciteten i EU til at opdage, forberede sig og reagere på cybersikkerhedstrusler og -hændelser (forordningen om cybersolidaritet).
Ministrene havde også en orienterende debat om teknologisk lederskab og konkurrenceevne med fokus på investeringer i digitale net og digital infrastruktur. Endelig orienterede formandskabet ministrene om status for en række lovgivningssager.
Det var en konstruktiv samling. Vi nåede til enighed om vores holdning til en ny retsakt om etablering af højhastighedsnet samt om politiske retningslinjer til fremme af investeringer i digitale net og digital infrastruktur med henblik på at fuldføre EU's digitale omstilling inden udgangen af dette årti.
María González Veracruz, Spaniens statssekretær for telekommunikation og digital infrastruktur
Vi gjorde status over de gode hidtidige fremskridt med et skelsættende forslag om at styrke cybersikkerhedskapaciteten og cybersolidariteten i hele EU. Vi vil fortsat arbejde intensivt med denne lovgivningssag i håb om, at vi snart vil kunne nå til enighed om et forhandlingsmandat i Rådet og indlede forhandlinger med Europa-Parlamentet så hurtigt som muligt.
Med hensyn til kunstig intelligens holder verden øje med os. Vi er nødt til at nå til enighed om den første internationale retsakt, der garanterer en menneskecentreret, innovativ og sikker kunstig intelligens. Vi vil gøre omhyggelig brug af det mandat, vi fik, og vi håber at have en frugtbar og afgørende debat med Europa-Parlamentet i morgen.
Carme Artigas, Spaniens statssekretær for digitalisering og kunstig intelligens
Forordningen om gigabitinfrastruktur
Rådet nåede til enighed om sin holdning til nye regler, der har til formål at reducere omkostningerne ved etablering af gigabitnet til elektronisk kommunikation (forordningen om gigabitinfrastruktur). Forslaget har til formål at mindske omkostningerne ved etablering af elektronisk kommunikationsinfrastruktur med meget høj hastighed, som delvis skyldes tilladelsesprocedurerne, inden nettene etableres eller opgraderes. Forordningen har også til formål at fremskynde etableringen af nettene, skabe retssikkerhed og gennemsigtighed for alle økonomiske aktører og muliggøre mere effektive planlægnings- og ibrugtagningsprocesser for udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet. Reglerne omhandler desuden etablering af og adgang til bygningsintern fysisk infrastruktur.
Ministrene var enige om, at der er en enorm forskel mellem de investeringer, der er nødvendige for at nå EU's konnektivitetsmål for 2030, og hvad der i øjeblikket investeres. Ministrene bemærkede, at de administrative procedurer for netinfrastrukturer ofte er lange, komplekse og forskellige på tværs af medlemsstaterne, og var enige om den nye forordnings betydning for at harmonisere relevante processer og fremskynde EU's digitale omstilling til gavn for borgere og virksomheder. Rådets generelle indstilling er formandskabets forhandlingsmandat til at indlede forhandlinger med Europa-Parlamentet.
Telekommunikationsministrene noterede sig en situationsrapport om en forordning, der fastsætter foranstaltninger til at styrke solidariteten og kapaciteten i EU til at opdage, forberede sig og reagere på cybersikkerhedstrusler og -hændelser (forordningen om cybersolidaritet). Hovedformålet med dette forslag er at styrke solidariteten på EU-plan for bedre at opdage, forberede sig på og reagere på cybersikkerhedstrusler og -hændelser. Forslaget har til formål at øge modstandsdygtigheden hos borgere, virksomheder og enheder, der opererer i kritiske og meget kritiske sektorer, over for de voksende cybersikkerhedstrusler med samfundsmæssige og økonomiske virkninger.
Ministrene var enige om, at forordningen vil styrke EU's fælles situationskendskab og kapacitet til at afsløre cybertrusler og -hændelser, styrke kritiske enheders beredskab i hele EU og styrke solidariteten ved at udvikle fælles indsatskapaciteter over for væsentlige eller omfattende cybersikkerhedshændelser. De var enige om, at arbejdet bør fortsætte på teknisk plan, således at der snarest muligt kan opnås et forhandlingsmandat i Rådet med henblik på drøftelser med Europa-Parlamentet.
Digitale net og digital infrastruktur
På formandskabets initiativ og som opfølgning på udvekslingen af synspunkter på telekommunikationsministrenes uformelle møde 23.-24. oktober 2023 i León havde Rådet en orienterende debat om teknologisk lederskab og konkurrenceevne med fokus på investeringer i digitale net og digital infrastruktur. Kommissionen har gennemført en relevant offentlig høring, som har vist, at de europæiske teleoperatører har brug for omfang og fleksibilitet for at tilpasse sig denne teknologiske revolution, men at de bremses af markedsfragmentering. Kun få europæiske operatører er aktive på tværs af flere medlemsstater, og der er stadig udbredte begrænsninger for et indre marked for konnektivitet i EU. Kommissionen nævner i sit arbejdsprogram for 2024, at den vil forberede grundlaget for mulige politiske og lovgivningsmæssige foranstaltninger med hensyn til digitale net og digital infrastruktur, navnlig for at hjælpe grænseoverskridende operatører af infrastruktur på det indre marked, fremskynde anvendelsen af teknologi og tiltrække flere investeringer i net.
I lyset af ovenstående anerkendte ministrene, at telekommunikationssektoren står over for nye udfordringer og muligheder, der er afgørende for dens konkurrenceevne og bæredygtighed på mellemlang og lang sigt som følge af konvergensen mellem telekommunikation og cloudbaserede softwaredefinerede net, den stigende betydning af præstations- og sikkerhedskrav, fremkomsten af nye dominerende aktører i værdikæden og udviklingen af nye teknologier, der kræver betydelige investeringer. Ministrene var derfor enige om, at det er nødvendigt at fortsætte arbejdet med at løse de konstaterede problemer og tilpasse EU-bestemmelserne til den nye kontekst, der er kendetegnet ved store geopolitiske udfordringer og hurtige teknologiske ændringer. De undersøgte i denne henseende mulige foranstaltninger, der bør fremmes på telekommunikationsmarkedet for at fremme et bæredygtigt og sikkert digitalt miljø og garantere EU's digitale suverænitet og uafhængighed. I tråd hermed udvekslede ministrene også synspunkter om foranstaltninger, der kan vedtages for at garantere sikkerheden og modstandsdygtigheden i kritiske undersøiske kabler, bl.a., men ikke begrænset til, forvaltning, regulering og finansiering.
Eventuelt
Formandskabet orienterede Rådet om status for en række lovgivningsforslag, herunder:
forordningen om kunstig intelligens (AI-forordningen)
revisionen af forordningen om en europæisk digital identitet (eIDAS)
forordningen om et interoperabelt Europa
forordningen om cyberrobusthed
udkastet til forordning om en målrettet ændring af forordningen om cybersikkerhed for så vidt angår administrerede sikkerhedstjenester
Formandskabet orienterede også Rådet om aktiviteter og arrangementer på det digitale område, herunder Leónministererklæringen om neuroteknologi og Den Europæiske Alliance vedrørende Kunstig Intelligens' fjerde forsamling, der blev afholdt 16.-17. november 2023 i Madrid.
Kommissionen orienterede ministrene om status for internationale initiativer på det digitale område med fokus på handels- og teknologiråd og digitale partnerskaber. Kommissionen orienterede også Rådet om de europæiske dataportaler som et centralt element i EU's ministererklæring om det digitale årti og orienterede Rådet om 2023-udgaven af Den Internationale Telekommunikationsunions (ITU's) verdensradiokonference (WRC-23).
Endelig fremlagde det kommende belgiske formandskab sine prioriteter og sit arbejdsprogram for første halvår af 2024.
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.