Ordning for omvendt momsbetalingspligt: forebyggelse af momssvig
Rådet arbejder på et forslag til det rådsdirektiv, der skal gøre det muligt at anvende en generel ordning for omvendt momsbetalingspligt på indenlandske transaktioner mellem virksomheder, der omfatter varer eller tjenesteydelser med en faktura på over 10 000 €. Der vil være knyttet visse betingelser til at anvende ordningen.
Ordningen for omvendt betalingspligt flytter ansvaret for indberetning af en momstransaktion fra sælgeren til køberen af en vare eller tjenesteydelse.
Anvendelsen af en sådan ordning skal være en undtagelse fra de generelle hovedprincipper i EU's nuværende momssystem og kræver derfor en ændring af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem. Ifølge forslaget skal undtagelsen indrømmes for en begrænset periode og være frivillig for de EU-lande, der opfylder betingelserne i det foreslåede direktiv.
Målet er at hjælpe visse EU-lande, som i særlig grad berøres af momssvig og ikke har tilstrækkelige foranstaltninger til bekæmpelse heraf, hvilket kan være tilfældet ved momssvig i form af "karruselsvig" eller svig i forbindelse med "forsvundne forhandlere".
Det foreslåede direktiv skal give en tidsbegrænset løsning, hvor levering beskattes i bestemmelseslandet.
- Forslag til Rådets direktiv for så vidt angår en midlertidig anvendelse af en generel ordning for omvendt betalingspligt
- Rådets direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem
Hvorfor blev forslaget fremsat?
Forslaget blev fremsat som følge af en anmodning fra de EU-lande, der er særlig berørt af indtægtstab på grund af momssvig, navnlig karruselsvig.
Ifølge Europa-Kommissionen er momsgabet (forskellen mellem den forventede momsindtægt og den moms, der rent faktisk bliver opkrævet af skattemyndighederne) i EU nået op på næsten 160 mia. €, hvoraf ca. 50 mia. € skyldes grænseoverskridende svig (i 2013).
Muligheden for at anvende ordningen for omvendt betalingspligt eksisterer også i det nuværende system. Anvendelse er dog ikke generel og er begrænset til en bestemt liste over sektorer. Anvendelsen er også begrænset i tid. Den blev indført ved Rådets direktiv 2013/43/EU.
Hvad er "karruselsvig" eller svig i forbindelse med "forsvundne forhandlere"?
I EU indebærer karruselsvig typisk grænseoverskridende transaktioner mellem virksomheder.
Efter EU's nuværende momssystem er levering mellem virksomheder på tværs af grænserne inden for EU (B2B) fritaget for moms, mens forpligtelsen til at betale moms til det offentlige budget ligger hos sælgeren af varer og tjenesteydelser på målmarkedet (sælgeren er momsopkræver).
I det væsentlige er grænseoverskridende bevægelighed for varer i EU opdelt i to transaktioner:
- levering af varer inden for EU er fritaget for moms
- erhvervelse af varer inden for EU er underlagt moms i bestemmelseslandet, hvor momsopkræveren er sælgeren
Hvordan fungerer karruselsvig eller svig i forbindelse med forsvundne forhandlere?
Ordningen omfatter adskillige virksomheder, som sælger varer eller tjenesteydelser, der importeres momsfrit fra en leverandør (det såkaldte gennemstrømningsselskab) i et andet EU-land, til hinanden på et hjemmemarked.
En af virksomhederne i kæden, normalt den, der importerede varerne, betaler ikke moms til statsbudgettet, selv om den opkræver momsen hos næste køber, og begår dermed svig. Denne virksomhed forsvinder normalt meget hurtigt sporløst efter transaktionen (heraf navnet "forsvunden forhandler"). Det gør det umuligt at opkræve moms i det land, hvor varerne eller tjenesteydelserne forbruges. De andre købere i kæden modtager i mellemtiden moms fra statsbudgettet, når de sælger varerne videre. Varerne eller tjenesteydelserne bevæger sig i realiteten måske slet ikke eller eksisterer måske endda kun på papiret.
"Karrusellen" begynder igen at dreje, når den endelige køber i kæden på hjemmemarkedet videresælger varerne til den første leverandør, dvs. den virksomhed, der førte varerne ind i landet, hvorved hele processen starter forfra. Denne sidste transaktion vil, eftersom den er grænseoverskridende, være fritaget for moms.
Ordningen kan også fungere alene på hjemmemarkedet.
Ordningen for omvendt betalingspligt er en foranstaltning, der flytter ansvaret for den endelige momsbetaling til det offentlige budget fra sælger til køber. På den måde sigter den mod at mindske risikoen for momssvig.
Forslagets vigtigste elementer
Lovgivningsprocedure
Vedtagelsen af direktivudkastet kræver en særlig lovgivningsprocedure: enstemmighed i Rådet efter høring af Europa-Parlamentet. Rådet er ikke retligt forpligtet til at følge Parlamentets udtalelse, men ifølge Domstolens retspraksis må Rådet ikke træffe afgørelse, før det har modtaget den.
Betingelserne for anvendelse af ordningen
Ifølge forslaget skal et EU-land opfylde følgende betingelser for at kunne anvende den generelle ordning for omvendt betalingspligt:
- EU-landets momsgab skal ligge 5 procentpoint over medianmomsgabet i EU
- omfanget af karruselsvig i EU-landet skal udgøre mere end 25 % af dens momsgab
- EU-landet skal godtgøre, at konventionelle foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at bekæmpe denne form for svig
Forslaget fastsætter endvidere, at Europa-Kommissionen har 3 måneder til at godkende eller give afslag på et EU-lands anmodning om at anvende ordningen, afhængigt af om kravene er opfyldt.
Nabolande
I henhold til forslaget bør et EU-land, der har fælles grænse med det land, der anvender den generelle ordning for omvendt betalingspligt, også gives tilladelse til at anvende denne ordning på visse betingelser.
Ophævelse af ordningen
Hvis der opstår en betydelig negativ indvirkning på handelen på EU's indre marked efter indførelsen af ordningen, skal ordningen ifølge udkastet til direktiv ophæves uden tilbagevirkende kraft efter en periode på 6 måneder.
Tidsfrister
Forslaget foreslår, at ordningen skal være i kraft indtil 30. september 2022. Derefter vil den blive vurderet af Kommissionen.
-
1. januar Rådets rolle
-
2018
-
2. oktober Rådet enigt om ordning for omvendt momsbetalingspligt
Rådet vedtog 2. oktober forslaget, der vil gøre det muligt midlertidigt at fravige de normale momsregler for bedre at forebygge momssvig. Direktivet vil give de EU-lande, der er mest påvirket af momssvig, mulighed for midlertidigt at anvende en generel ordning for omvendt momspligt.
EU-landene vil kun kunne anvende den generelle ordning for omvendt betalingspligt på indenlandske leveringer af varer og tjenesteydelser med en værdi på over 17 500 € pr. transaktion indtil 30. juni 2022
- og på meget strenge tekniske betingelser.
Navnlig gælder det, at i et EU-land, der ønsker at anvende denne foranstaltning, skal 25 % af momsgabet skyldes karruselsvig. EU-landet vil bl.a. skulle indføre en passende og effektiv pligt til elektronisk indberetning for alle afgiftspligtige personer og særlig dem, der er omfattet af ordningen.
"Dette direktiv tilvejebringer en løsning for de EU-lande, der er konfronteret med udbredt karruselsvig. Det er en ekstraordinær og tidsbegrænset foranstaltning, som kan vise sig at være en effektiv måde at bekæmpe momssvig på". Hartwig Löger, finansminister i Østrig, som varetager formandskabet for Rådet i andet halvår af 2018Den generelle ordning for omvendt betalingspligt må kun anvendes af et EU-land, når det opfylder betingelserne herfor, og dets anmodning er godkendt af Rådet. Anvendelsen af denne foranstaltning er også underlagt strenge beskyttelsesforanstaltninger i EU.
Ordningen for omvendt betalingspligt kan allerede anvendes på midlertidig basis, men er ikke generel. Efter de nuværende regler er den begrænset til en på forhånd fastlagt liste over sektorer. Den må kun anvendes af et EU-land, der har indgivet en specifik anmodning og fået tilladelse hertil af Rådet.
Direktivet tilbyder en løsning på kort sigt for at dæmme op for svigen i de mest berørte EU-lande, indtil de igangværende forhandlinger om et nyt og endeligt momssystem, hvor leveringer vil blive beskattet i bestemmelseslandet, er afsluttet. Kommissionen har for nylig fremsat de forslag, der skal erstatte den nuværende overgangsordning for moms med en endelig ordning.
Direktivet forventes vedtaget uden yderligere drøftelser, så snart Europa-Parlamentet har afgivet udtalelse.
-
13. juli Rådet drøfter forslag om generel ordning for omvendt momsbetalingspligt
På samlingen 13. juli 2018 drøftede Rådet (økonomi og finans) forslaget om en ordning for omvendt momsbetalingspligt. Ministrene var dog ikke i stand til at nå til enighed og besluttede at vende tilbage til emnet på samlingen i oktober.
-
25. maj Rådet drøftede forslaget til en ordning for omvendt momsbetalingspligt
25. maj 2018 drøftede Rådet (økonomi og finans) forslaget om en ordning for omvendt momsbetalingspligt. Ministrene kunne dog ikke nå til enighed.
-
2017
-
16. juni Rådet drøfter kompromisforslag om generel ordning for omvendt momsbetalingspligt
På samlingen 16. juni drøftede Rådet (økonomi og finans) et kompromisforslag fra Rådets formandskab med henblik på at nå til enighed om direktivudkastet. Trods store fremskridt i forhandlingerne endte drøftelserne uden en aftale, som kræver enstemmighed i Rådet.
Den forventes at være på plads i andet halvår af 2017.
-
21. marts Rådet drøfter forslaget til en ordning for omvendt momsbetalingspligt
På samlingen i Rådet (økonomi og finans) drøftede EU's finansministre forslaget til Rådets direktiv om den generelle ordning for omvendt momsbetalingspligt.
Formålet med drøftelserne var at få vejledning om det foreslåede direktivs anvendelsesområde, kriterierne for anvendelsen af ordningen for omvendt betalingspligt samt ophævelsen og varigheden heraf.
De fremsatte synspunkter skal tjene som grundlag for det videre arbejde i Rådet. -
27. januar Forslaget forelægges for Rådet
Europa-Kommissionen forelagde Rådet et forslag om anvendelse af en generel ordning for omvendt momsbetalingspligt. Ministrene udvekslede synspunkter.
Rådets Fiskalgruppe (indirekte beskatning) indledte arbejdet med forslaget. -
2016
-
21. december Kommissionen fremsætter forslaget om generel anvendelse af ordningen for omvendt momsbetalingspligt
Europa-Kommissionen fremsatte forslaget til midlertidig anvendelse af en generel ordning for omvendt momsbetalingspligt efter anmodning fra EU-landene.
-
17. juni Finansministrene drøfter muligheden for at indføre en generel ordning for omvendt momsbetalingspligt
Rådet (økonomi og finans) drøftede muligheden for at give visse EU-lande ret til at anvende en generel ordning for omvendt betalingspligt som et middel til forebyggelse af momssvig.
Kommissionen forelagde en analyse af muligheden for at anvende en sådan ordning i Østrig og Tjekkiet.