Balance mellem arbejdsliv og privatliv for forældre og omsorgspersoner
Nye EU-regler om balancen mellem arbejdsliv og privatliv for forældre og omsorgspersoner tilsigter at give mere lige muligheder for kvinder og mænd på arbejdspladsen og i hjemmet.
Nye EU-regler
De nye EU-regler om balancen mellem arbejdsliv og privatliv trådte i kraft i august 2022. Rådet havde tidligere vedtaget de nye regler 13. juni 2019.
Forslaget skal fremme en god balance mellem familiemæssige og erhvervsmæssige forpligtelser og skabe mere lige muligheder for kvinder og mænd på arbejdspladsen og i hjemmet. EU's og EU-landenes lovgivning og politikker bør:
- hjælpe arbejdstagerne med at forene arbejdsliv og familieliv
- hjælpe virksomhederne med at fastholde dygtig arbejdskraft
- fremme fleksibilitet for både arbejdsgivere og arbejdstagere
- fremme lige muligheder
- skabe økonomisk vækst samt være til gavn for samfundet som helhed, herunder for børn og personer, der har brug for pasning i familien
Hvorfor er det nødvendigt?
Det overordnede mål med dette direktiv er at:
- sikre gennemførelsen af princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder med hensyn til mulighederne på arbejdsmarkedet og ligebehandling på arbejdspladsen
- gøre det muligt for forældre og omsorgspersoner i højere grad at forene deres arbejde og omsorgsforpligtelser
Ligestilling mellem mænd og kvinder er et grundlæggende princip i EU. Men i hele Den Europæiske Union er kvinder fortsat betydeligt underrepræsenteret på arbejdsmarkedet og på ledelsesposter. Dette nye initiativ søger især at tilskynde til en bedre fordeling af omsorgsforpligtelser mellem kvinder og mænd.
Det økonomiske tab er 370 mia. € pr. år som følge af den kønsbetingede forskel i beskæftigelsesfrekvens i EU. Lovpakken om balance mellem arbejdsliv og privatliv bør hjælpe arbejdende forældre og omsorgspersoner ved ikke at forpligte dem til at vælge mellem deres familieliv og deres arbejdskarrierer.
Flere oplysninger
Lovgivningsmæssige foranstaltninger
Kommissionens forslag til direktiv om balance mellem arbejdsliv og privatliv for forældre og omsorgspersoner fastsætter nye eller højere minimumsstandarder for at skabe større konvergens mellem EU-landene med bevarelse og udvidelse af eksisterende rettigheder således:
- fædreorlov – ny ret på EU-plan
- forældreorlov – foreslås betalt
- plejeorlov – ny ret på EU-plan
- fleksible arbejdsordninger – for at medtage omsorgspersoner og ajourføre beskyttelsesniveauet
Formandskabet for Rådet og Europa-Parlamentet nåede 24. januar 2019 til foreløbig enighed om visse centrale elementer i forslaget til et direktiv om balance mellem arbejdsliv og privatliv for forældre og omsorgspersoner.
Fædreorlov
Fædre eller den anden forælder vil kunne tage mindst ti arbejdsdage omkring tidspunktet for et barns fødsel med betaling på et niveau svarende til, hvad der i øjeblikket er fastsat på EU-plan for barselsorlov. EU-lande med mere generøse forældreorlovsordninger vil kunne beholde deres nuværende nationale ordninger.
Forældreorlov
Individuel ret til fire måneder, hvoraf to måneder ikke kan overdrages forældrene imellem og er betalt. Betalingens størrelse skal fastsættes af EU-landene.
Omsorgsorlov
Et nyt koncept på EU-plan – for arbejdstagere, der tager sig af en pårørende, som af alvorlige helbredsmæssige årsager har behov for omsorg eller støtte – fem arbejdsdage om året. Dette kan variere mellem EU-landene – de kan tildele orlov efter en konkret og individuel vurdering og kan indføre yderligere betingelser for udøvelse af denne ret.
Fleksible arbejdsordninger
Der vil også være en udvidelse af retten til at anmode om fleksible arbejdsordninger for erhvervsaktive omsorgspersoner som tillæg til denne ret for alle forældre.
Ikkelovgivningsmæssige foranstaltninger
Med henblik på at supplere lovgivningsforslaget indeholder Kommissionens initiativ et sæt ikkelovgivningsmæssige foranstaltninger for at bistå EU-landene med at nå de fælles mål. Disse omfatter:
- sikring af beskyttelse mod forskelsbehandling og afskedigelse af forældre og omsorgspersoner, herunder gravide kvinder og arbejdstagere, der kommer tilbage fra orlov
- tilskyndelse til en mere ligelig kønsfordeling, når det gælder familieorlov og fleksible arbejdsordninger
- bedre udnyttelse af EU-midler til at forbedre langtidspleje og børnepasningsordninger
- fjernelse af økonomiske disincitamenter for sekundære forsørgere, som afholder især kvinder fra at komme ind på arbejdsmarkedet eller arbejde på fuld tid
Artikel 33 – Familieliv og arbejdsliv
Der drages omsorg for juridisk, økonomisk og social beskyttelse af familien.
For at kunne forene familieliv og arbejdsliv har enhver ret til at være beskyttet mod afskedigelse på grund af graviditet og barsel samt ret til betalt barselsorlov og til forældreorlov efter et barns fødsel eller ved adoption af et barn.
Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 33
Rådets rolle
Kommissionen forelagde sit nye forslag til et direktiv om balance mellem arbejdsliv og privatliv for forældre og omsorgspersoner for Rådet i december 2016. Rådet og Europa-Parlamentet er de to lovgivere, der skal træffe afgørelse om direktivets endelige indhold og affattelse. Rådet repræsenterer EU-landene.
Socialgruppen i Rådet gennemgik forslaget.
Rådet havde en drøftelse med EU-landenes ministre om det nye forslag i december 2017. 21. juni 2018 blev Rådet enigt om en forhandlingsposition (generel indstilling) vedrørende direktivet om balance mellem arbejdsliv og privatliv for forældre og omsorgspersoner. På grundlag af dette mandat indledte formandskabet for Rådet forhandlinger med Europa-Parlamentet.
- Socialgruppen
- Orlov og fleksible arbejdsordninger for forældre og omsorgspersoner: Rådet enigt om generel indstilling til direktivudkast om balance mellem arbejds- og privatliv (pressemeddelelse, 21.6.2018)
- Forslag til direktiv om balance mellem arbejdsliv og privatliv for forældre og omsorgspersoner og om ophævelse af Rådets direktiv 2010/18/EU – generel indstilling
Formandskabet for Rådet og Europa-Parlamentet nåede 24. januar 2019 til foreløbig enighed om visse centrale elementer i forslaget til et direktiv om balance mellem arbejdsliv og privatliv for forældre og omsorgspersoner.
6. februar 2019 godkendte EU-landenes repræsentanter i EU-Rådet den foreløbige enighed om direktivet.
Rådet vedtog direktivet 13. juni 2019. Forordningen træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i EU-Tidende. EU-landene har herefter tre år til at vedtage de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, senest 2. august 2022.
Seneste gennemgang: 5. marts 2026