- Det Europæiske Råd
Ekstraordinært møde i Det Europæiske Råd, 17.-18. april 2024
Vigtigste resultater
I løbet af dette todages topmøde vedtog EU's ledere konklusioner om Ukraine, Tyrkiet, Mellemøsten og en ny aftale om europæisk konkurrenceevne.
Støtte til Ukraine
Det Europæiske Råd mindede om sine konklusioner af 21.-22. marts 2024 og gentog sin fulde og urokkelige støtte til Ukraine, dets folk og uafhængighed samt suverænitet og territoriale integritet inden for dets internationalt anerkendte grænser.
I den forbindelse:
- fordømte EU's ledere på det kraftigste Ruslands fortsatte luft- og missilangreb mod den ukrainske civilbefolkning og kritiske infrastruktur, herunder de målrettede angreb mod energisektoren
- understregede EU's ledere nødvendigheden af hurtigst muligt at levere luftforsvar til Ukraine og af at fremskynde og intensivere leveringen af militær bistand, herunder artilleriammunition og missiler
EU og dets medlemsstater vil intensivere ydelsen af humanitær bistand og civilbeskyttelsesbistand, herunder udstyr såsom elgeneratorer og effekttransformere.
Militær støtte vil blive givet med fuld respekt for visse medlemsstaters sikkerheds- og forsvarspolitik og under hensyntagen til alle medlemsstaternes sikkerheds- og forsvarsinteresser.
EU's ledere var også tilfredse med fremskridtene med forslagene om at dirigere ekstraordinære indtægter fra Ruslands indefrosne aktiver til gavn for Ukraine og opfordrede til en hurtig vedtagelse heraf.
EU's solidaritet med Ukraine (Infografik)
Mellemøsten
Iran/Israel
Det Europæiske Råd fordømte kraftigt og utvetydigt Irans angreb på Israel og gentog sin fulde solidaritet med det israelske folk og sit engagement i Israels sikkerhed og den regionale stabilitet.
I den forbindelse:
- opfordrede EU's ledere Iran og dets stedfortrædere til helt at indstille alle angreb
- opfordrede EU's ledere indtrængende alle parter til at udvise den yderste tilbageholdenhed og afstå fra enhver handling, der kan øge spændingerne i regionen
EU vil træffe yderligere restriktive foranstaltninger over for Iran, navnlig med hensyn til ubemandede luftfartøjer (droner) og missiler.
EU er fortsat fast besluttet på at bidrage til deeskalering og sikkerhed i regionen.
- EU-sanktioner mod Iran (baggrundsinformation)
- Iran: Erklæring fra den højtstående repræsentant på EU's vegne (pressemeddelelse, 14. april 2024)
Gaza
EU's ledere gentog EU's tilsagn om at arbejde med partnere for straks at bringe krisen i Gaza til ophør og gennemføre FN's Sikkerhedsråds resolution 2728, som omfatter:
- øjeblikkelig våbenhvile
- betingelsesløs løsladelse af alle gidsler
- fuld, hurtig, sikker og uhindret humanitær bistand til palæstinensere i nød
EU er fortsat dybt engageret i en varig og holdbar fred baseret på tostatsløsningen.
Libanon
EU er rede til at arbejde med alle partnere med henblik på at undgå yderligere optrapning af spændingerne i regionen, navnlig i Libanon.
I den forbindelse:
- mindede lederne om EU's stærke støtte til Libanon og det libanesiske folk
- anerkendte lederne de vanskelige omstændigheder, som Libanon oplever
- bekræftede lederne, at EU er fast besluttet på at støtte de mest sårbare mennesker i Libanon og yde støtte til bekæmpelse af menneskehandel og ‑smugling
De opfordrede også alle parter til at forpligte sig til at gennemføre FN's Sikkerhedsråds resolution 1701, som opfordrer til fuldstændig indstilling af fjendtlighederne, deployering af libanesiske styrker til det sydlige Libanon, tilbagetrækning af israelske styrker og afvæbning af væbnede grupper.
EU er fortsat engageret i Libanons stabilitet, bl.a. ved at støtte stærkt tiltrængte reformer, og i at styrke sin støtte til Libanons væbnede styrker.
Syrien:
Med henblik på den kommende ottende Bruxelleskonference om Syrien opfordrede EU's ledere den højtstående repræsentant og Kommissionen til at gennemgå og øge effektiviteten af EU's bistand til syriske flygtninge og fordrevne i Syrien og i regionen som helhed.
De opfordrede også alle donorer til at opretholde eller øge deres bistand til dem.
Forbindelserne mellem EU og Tyrkiet
EU's ledere havde en strategisk debat om forbindelserne mellem EU og Tyrkiet i lyset af rapporten fra den højtstående repræsentant og Kommissionen om status vedrørende de politiske, økonomiske og handelsmæssige forbindelser.
EU har en strategisk interesse i stabile og sikre forhold i det østlige Middelhavsområde og i udviklingen af samarbejdsbaserede og gensidigt berigende forbindelser med Tyrkiet. I den forbindelse gav EU's ledere medlemsstaternes ambassadører til opgave med respekt for de relevante institutioners kompetencer at fremme arbejdet med rapporten om status og understregede, at Tyrkiets eget konstruktive engagement vil være afgørende med henblik på at fremme samarbejdsområder.
For yderligere at styrke samarbejdet mellem EU og Tyrkiet understregede EU's ledere betydningen af at genoptage og gøre fremskridt i forhandlingerne om en løsning vedrørende Cypern. Det Europæiske Råd mindede om tidligere konklusioner og:
- gav udtryk for, at det er fast besluttet på at finde en samlet løsning på problemet med Cypern inden for rammerne af FN og i tråd med EU's værdier
- hilste udnævnelsen af María Angela Holguín Cuéllar til FN's generalsekretærs personlige udsending for Cypern velkommen.
En ny aftale om europæisk konkurrenceevne
I lyset af den nye geopolitiske virkelighed og de stadig mere komplekse udfordringer er EU besluttet på at handle beslutsomt for at sikre sin langsigtede konkurrenceevne, sin velstand og sit lederskab på den globale scene og styrke sin strategiske suverænitet.
EU's ledere understregede, at de vil sikre en integreret tilgang på tværs af alle politikområder for at:
- øge produktiviteten og den bæredygtige og inklusive vækst
- opbygge en robust, innovativ og modstandsdygtig økonomi
- fremme Europas enestående sociale og økonomiske model for at sætte skub i EU's grønne og digitale omstilling og klimaneutralitet
For at opnå dette understregede lederne, at der er behov for en ny aftale om konkurrenceevne, der er forankret i et fuldt integreret indre marked. I denne forbindelse er investeringer og adgang til kapital af afgørende betydning, og det samme gælder behovet for, at EU mindsker sin strategiske afhængighed i sektorer såsom energi, kritiske råstoffer, halvledere, sundhed, det digitale, fødevarer, kritiske teknologier, kemi, bioteknologi og rummet.
For at gennemføre aftalen opfordrede EU's ledere til, at der hurtigt gøres fremskridt med en række centrale konkurrencemæssige indsatsområder.
Det indre marked
For at uddybe EU's indre marked opfordrede EU's ledere til:
- fjernelse af de resterende hindringer og fuld gennemførelse og håndhævelse af reglerne om fri bevægelighed
- øget grænseoverskridende levering af tjenesteydelser, navnlig horisontale og økonomisk betydningsfulde tjenesteydelser, og nødvendighedsvarer som lægemidler, idet der tages fat på gennemsigtighed i forsyningskæder
- bedre transportforbindelser og mobilitet
- fjernelse af urimelig praksis såsom to forskellige kvaliteter af fødevarer
- udvikling af en ny strategi for et moderniseret indre marked senest i juni 2025, som tager fat på udfordringer, der påvirker konkurrenceevnen for virksomheder i alle størrelser med særlig fokus på SMV'er og nystartede virksomheder
Lederne så også positivt på forelæggelsen af rapporten på højt plan "Much more than a market" ved Enrico Letta, formand for Jacques Delors-instituttet, og anmodede det nuværende og kommende rådsformandskab om at gøre fremskridt med anbefalingerne i rapporten inden årets udgang.
- "Much More Than A Market", rapport af Enrico Letta
- EU's indre marked (baggrundsinformation)
- Støtte til SMV'er (baggrundsinformation)
Kapitalmarkedsunionen
EU's ledere understregede det presserende behov for, at Rådet og Kommissionen hurtigt gør fremskridt med alle de foranstaltninger, der er identificeret som nødvendige for at skabe virkeligt integrerede europæiske kapitalmarkeder.
De foreslog følgende tiltag:
- harmonisering af relevante aspekter af nationale rammer for virksomheders insolvens
- fremme af investeringer gennem målrettet konvergens mellem virksomhedssystemer
- relancering af det europæiske securitiseringsmarked
- forbedring af konvergensen og effektiviteten af tilsynet med kapitalmarkederne i hele EU
- forbedring af betingelserne for investeringer i egenkapital
- forbedring af finansierings- og exitmulighederne for europæiske vækstvirksomheder
- indførelse af et enkelt og effektivt grænseoverskridende investerings- og opsparingsprodukt for detailinvestorer og arbejde på at udvikle pensionsprodukter og langsigtede opsparingsprodukter
- styrkelse af borgernes finansielle forståelse
- revision og forenkling af rammerne for regulering for at mindske bureaukratiet
Lederne opfordrede Kommissionen til at vurdere og arbejde på betingelserne for at give de europæiske tilsynsmyndigheder mulighed for at føre effektivt tilsyn med de mest systemisk relevante grænseoverskridende aktører på kapitalmarkedet og det finansielle marked.
På mødet i juni 2024 vil Det Europæiske Råd gennemgå fremskridtene og drøfte yderligere skridt til at uddybe kapitalmarkedsunionen.
- Europæiske kapitalmarkeder (baggrundsinformation)
- Hvad EU gør for at uddybe sine kapitalmarkeder (baggrundsinformation)
Industri
EU's ledere opfordrede til en effektiv EU-industripolitik, der:
- dekarboniserer industrier på en konkurrencedygtig måde
- udvikler en konkurrencefordel inden for digitale og rene teknologier
- diversificerer og sikrer strategiske forsyningskæder
- styrker Europas forsvarsteknologiske og -industrielle base
Forskning og innovation
Lederne understregede behovet for at fremme et mere innovationsvenligt miljø baseret på videnskabelig topkvalitet for at få innovative produkter på markedet hurtigere og i større målestok, samtidig med at investeringerne i forskning og udvikling øges for at opfylde udgiftsmålet på 3 % af BNP.
Energi
EU's ledere understregede, at det for at opnå en egentlig energiunion er afgørende at sikre rigelig, økonomisk overkommelig og ren energi, der tjener det dobbelte mål om at opnå europæisk energisuverænitet og klimaneutralitet.
Dette vil kræve en ambitiøs omstilling til elektrisk energi ved hjælp af:
- alle nettonulløsninger og kulstoffattige løsninger
- fleksibilitet
- betydelig udrulning af og investering i net, lagring og sammenkoblinger
Forordning om kritiske råstoffer (Infografik)
Cirkulær økonomi
Lederne opfordrede til at øge cirkulariteten og ressourceeffektiviteten og til at tage skridt til at udnytte bioøkonomiens potentiale. Dette kan bidrage til at mindske afhængigheden af primære ressourcer, navnlig hvad angår kritiske råstoffer.
Den digitale transformation
For at støtte den digitale transformation opfordrede lederne til:
- investeringer i digital infrastruktur såsom 5G og 6G
- fjernelse af hindringer for grænseoverskridende aktiviteter i mobilnetsektoren
- videreudvikling af banebrydende digitale teknologier såsom kunstig intelligens, blockchain og kvantecomputing
De anmodede også Kommissionen og den højtstående repræsentant om at udarbejde en fælles meddelelse om, hvordan EU's lederskab inden for globale digitale anliggender kan styrkes.
Socialpolitikker
For at fremme job af høj kvalitet i hele Europa understregede lederne betydningen af at intensivere arbejdet med:
- opnåelse af beskæftigelsesmålene for 2030
- omskoling, opkvalificering og livslang læring
- håndtering af manglen på kvalifikationer og arbejdskraft
- sikring af lige muligheder
Handel
Lederne opfordrede til en ambitiøs og bæredygtig handelspolitik, der:
- støtter WTO's centrale rolle i det multilaterale system
- åbner tredjelandes markeder for EU's virksomheder
- forsvarer EU's interesser
- giver modstandsdygtige og pålidelige forsyningskæder mulighed for at udvikle sig
- sikrer lige vilkår
- skaber muligheder for gensidig markedsadgang
Lovramme
Lederne understregede behovet for en lovramme, der garanterer retssikkerhed og forudsigelighed is , er sammenhængende på tværs af politikområder og åben for innovative tilgange, samtidig med at den mindsker den administrative byrde for virksomheder.
De fremhævede betydningen af at:
- strømline rapporteringsforpligtelser og -data
- fortsætte Europa-Kommissionens initiativ til at mindske rapportering med 25 %
- forenkle procedurer for udstedelse af tilladelser og licenser
Med henblik herpå anmodede lederne Kommissionen om at levere grundige konsekvensanalyser og konkurrenceevnetjek.
Landbrugssektoren
En stærk og bæredygtig landbrugssektor er afgørende for fødevaresikringen og EU's strategiske autonomi. Landbrugerne har brug for stabile og forudsigelige rammer for at hjælpe dem med at tackle miljø- og klimaudfordringer.
I overensstemmelse med sine tidligere konklusioner af 21. og 22. marts 2024 opfordrede Det Europæiske Råd til en hurtig vedtagelse af ændringen af forordningen om den fælles landbrugspolitik, og det opfordrede Rådet og Kommissionen til at fortsætte deres arbejde med:
- at gennemføre foranstaltninger på kort og mellemlang sigt til at mindske den administrative byrde
- at styrke landbrugernes stilling i fødevareforsyningskæden
- at sikre regelbaseret og fair konkurrence globalt og på det indre marked
- den foreslåede forlængelse af de midlertidige rammebestemmelser for statsstøtte og muligheden for at forhøje loftet for de minimis-støtte til landbruget
- at pålægge yderligere told på import til EU af russiske og belarusiske landbrugsprodukter og samtidig tage hensyn til virkningen på det indre marked og sikre, at transit af sådanne varer til udviklingslandene forbliver upåvirket
Desinformation og udenlandsk informationsmanipulation
I lyset af det forestående valg til Europa-Parlamentet 6.-9. juni 2024 understregede Det Europæiske Råd, at EU og dets medlemsstater er fast besluttet på nøje at overvåge og dæmme op for eventuelle risici som følge af:
- desinformation, herunder gennem kunstig intelligens
- udenlandsk informationsmanipulation
- indblanding i valgprocesser
Mødedokumenter
Forberedende dokumenter
Resultatdokumenter
Pressemeddelelser
Bemærkninger ved formand Charles Michel efter Det Europæiske Råds ekstraordinære møde 17.-18. april 2024 - 18.4.2024
Det Europæiske Råds konklusioner, 17.-18. april 2024 - 18.4.2024
Det Europæiske Råds konklusioner om Ukraine, Mellemøsten og Tyrkiet, 17. april 2024 - 18.4.2024
Indbydelse fra formand Charles Michel til medlemmerne af Det Europæiske Råd - 16.4.2024
Presseinformation
Pressekontakter
-
Ecaterina Casinge Spokesperson for the European Council President
- +32 488 58 59 08
- +32 2 281 5150
-
Symeon Piperidis Press officer
- +32 478 83 12 21
- +32 2 281 84 72
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Akkreditering og pressearrangementer
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.
Hold dig opdateret
- Tilmeld dig vores e-mailnotifikationer og modtag opdateringer om dette og lignende møder.
- Følg @EUCouncilPress og få de seneste presseopdateringer.
- Hashtag på X: #EUCO
Øvrige samlinger: Det Europæiske Råd
Se flere møderSeneste gennemgang: 16. januar 2025