Skip to content
  • Rådet for Retlige og Indre Anliggender

Rådet for Retlige og Indre Anliggender, 8.-9.6.2017, 8.-9. juni 2017

Vigtigste resultater

Strafferet i cyberspace

Indenrigs- og justitsministrene drøftede det videre forløb vedrørende elektronisk bevismateriale på grundlag af de praktiske løsninger, der blev fundet som følge af Kommissionens ekspertproces. De støttede en hurtig gennemførelse af en række praktiske foranstaltninger til at forbedre samarbejdet mellem de judicielle myndigheder og med tjenesteudbydere. Disse omfatter bl.a. oprettelse af en elektronisk brugervenlig udgave af den europæiske efterforskningskendelse (EIO), oprettelse af centrale kontaktpunkter hos medlemsstaternes myndigheder og tjenesteudbyderne for at lette samarbejdet, strømliningen af tjenesteudbydernes politikker om procedurer og betingelser for at anmode om adgang samt standardiseringen af de formularer, som medlemsstaterne anvender til at anmode om adgang til elektronisk bevismateriale. For at forbedre samarbejdet med de amerikanske myndigheder, der er en vigtig partner, når det gælder elektronisk bevismateriale, bør udveksling af bedste praksis og uddannelse af fagfolk også fremmes yderligere.

Et stort flertal tilsluttede sig behovet for at overveje EU-lovgivning vedrørende direkte samarbejde med tjenesteudbydere og fastlæggelse af fælles EU-betingelser og minimumsgarantier for myndighedernes direkte adgang til data fra et computersystem. Mange understregede, at der ved udviklingen af en sådan ramme skal tages behørigt hensyn til spørgsmålet om databeskyttelse samt behovet for at tage hensyn til og sikre passende synergier med de igangværende drøftelser på internationalt plan. Under hensyntagen til sagens hastende karakter, som en række ministre gjorde opmærksom på, meddelte Kommissionen, at den agter at forelægge et lovgivningsforslag i begyndelsen af næste år.

Europa-Kommissionen orienterede ministrene om det arbejde vedrørende kryptering, der er udført i ekspertprocessen, og som forventes at fortsætte i de kommende måneder. Formandskabet orienterede også ministrene om status med hensyn til lagring af data.

Migrantbørn

Indenrigs- og justitsministrene drøftede sammen de nuværende udfordringer i forbindelse med det stigende antal migrantbørn, der rejser og ankommer til Den Europæiske Union. I 2015 og 2016 var 30 procent af asylansøgerne i EU børn, hvoraf mange rejste uden deres familie.

Ministrene vedtog Rådets konklusioner for på ny at bekræfte, at migrantbørn i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i EU-retten, herunder EU's charter om grundlæggende rettigheder, og den internationale lovgivning om børns rettigheder har ret til at blive beskyttet.

"Migrantbørn kræver en særlig beskyttelse, da de er udsat for en høj risiko for vold, menneskehandel eller udnyttelse langs migrationsruterne. Debatten er et første skridt. Vi er nu nødt til at komme videre og sikre, at vi på nationalt plan træffer passende og praktiske foranstaltninger såsom dem, som Kommissionen har foreslået i sin nylige meddelelse."

Det maltesiske formandskab

Andre retlige spørgsmål

Rådet vedtog en række generelle indstillinger, herunder til direktivet om levering af digitalt indhold og digitale tjenester, til forslaget til direktiv om strafferetlig bekæmpelse af hvidvask af penge og til EU-institutioners og ‑organers databeskyttelse.

De medlemsstater, der deltager i det forstærkede samarbejde, vedtog en generel indstilling til forslaget til Rådets forordning om oprettelse af en europæisk anklagemyndighed, hvis rolle er at bekæmpe forbrydelser, der skader EU's finansielle interesser.

Migrationspolitik

Ministrene udvekslede synspunkter om migrationspolitikken, navnlig om situationen i det centrale Middelhavsområde og om gennemførelsen af Maltaerklæringen af 3. februar 2017.

De drøftede også tilbagesendelses- og tilbagetagelsespolitikken og understregede i den forbindelse betydningen af at styrke EU's tilbagesendelsespolitik yderligere og gøre den mere effektiv. Torsdag vedtog Rådet konklusioner om forbedring af tilbagesendelsen og tilbagetagelsen af personer med ulovligt ophold, som navnlig nævner nødvendigheden af at overveje en bedre koordinering mellem områderne tilbagesendelsespolitik og visumpolitik.

Reform af det fælles europæiske asylsystem

Ministrene gjorde status over det hidtidige arbejde med reformen af det fælles europæiske asylsystem (CEAS) og drøftede vejen frem.

EU bygger videre på sin samlede tilgang til migration. Dette omfatter håndtering af migrationsstrømme, forbedring af tilbagesendelsen af dem, der ikke har behov for international beskyttelse, og reform af det fælles europæiske asylsystem.

Det maltesiske formandskab for Rådet

Europæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse

Rådet nåede til enighed om en generel indstilling til forslaget om et europæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS). Systemet vil give mulighed for forudgående kontrol og, hvis det er nødvendigt, give afslag på rejsetilladelse til visumfritagne tredjelandsstatsborgere, der rejser til Schengenområdet.

Andre spørgsmål vedrørende indre anliggender

Ministrene udvekslede synspunkter om forbedring af udvekslingen af oplysninger og interoperabiliteten mellem informationssystemer, som Rådet vedtog konklusioner om torsdag. Arbejdet med dette emne vil fortsætte under det kommende estiske formandskab.

Ministrene drøftede lovgivningsforslagene til forbedring af Schengeninformationssystemet (SIS). De fokuserede navnlig på tre punkter: forebyggende indberetninger vedrørende børn, der er i fare for at blive bortført, indberetninger om personer og genstande med henblik på undersøgelseskontrol og styrkelse af brugen af SIS inden for det retlige samarbejde. De var generelt enige i, at det skal være muligt at medtage forebyggende indberetninger vedrørende børn, der er i fare for at blive bortført, og indberetninger om personer og genstande med henblik på undersøgelseskontrol. Spørgsmålet om at styrke brugen af SIS inden for det retlige samarbejde vil blive undersøgt på et senere tidspunkt. Arbejdet vil fortsætte på teknisk plan på grundlag af denne vejledning.

Mødedokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Retlige og Indre Anliggender

Se flere møder

Seneste gennemgang: 8. januar 2025