Humanitær bistand
EU og dets 27 medlemsstater er tilsammen verdens største donor af humanitær bistand til befolkninger, der er ramt af katastrofer. EU's bistand har til formål at redde liv, forebygge og lindre menneskelige lidelser og værne om den menneskelige værdighed.
Hjælp til de mest udsatte
EU yder humanitær bistand til mennesker i nød i lande uden for EU, der er blevet ramt af menneskeskabte katastrofer eller naturkatastrofer. De mest sårbare ofre ydes særlig opmærksomhed.
Mennesker med behov for humanitær bistand omfatter:
- befolkningsgrupper, der er truet af fejlernæring og sult
- flygtninge og internt fordrevne personer
- ofre for væbnede konflikter og andre former for fysisk eller psykisk vold
- mennesker, hvis hjem eller livsgrundlag er blevet ødelagt
Eksempler på menneskeskabte katastrofer og naturkatastrofer er væbnede konflikter, civile uroligheder, tørke, oversvømmelser, jordskælv, tsunamier og orkaner.
Hidtil usete humanitære kriser
Ifølge FN skyldes vor tids hidtil usete humanitære behov primært en kombination af dybt rodfæstede væbnede konflikter, tiltagende klimaændringer og en global økonomisk ustabilitet. Disse kriser overlapper i stigende grad hinanden, hvilket skaber "komplekse nødsituationer", hvor katastrofer, krig og fattigdom forstærker hinanden.
I 2026 har 239 millioner mennesker behov for akut humanitær bistand. Det skal ses i forhold til, at der i 2025 blev skåret kraftigt i antallet af humanitære operationer – et år, der også så et rekordstort antal dødbringende angreb på nødhjælpsarbejdere.
Krige i bl.a. Sudan, Gaza og Ukraine fordriver millioner af mennesker og forårsager civile ofre. I midten af 2025 var mere end 117 millioner mennesker i hele verden tvangsfordrevet, hvilket er udtryk for voldsomme krænkelser af den humanitære folkeret.
Den største donor af humanitær bistand
Humanitær bistand er et grundlæggende element i EU's udenrigspolitik og et udtryk for den universelle værdi af solidaritet mellem mennesker og en moralsk nødvendighed.
EU og dets 27 medlemsstater er tilsammen den største donor af humanitær bistand i verden. Ifølge data fra FN har de ydet 40 % af den globale humanitære bistand i 2025.
Humanitær bistand er en delt kompetence mellem EU og dets medlemsstater, jf. artikel 4, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Hver EU-medlemsstat beslutter, hvor mange midler det vil yde i støtte til kriser, og til hvilken humanitær organisation eller fond.
EU supplerer og styrker medlemsstaternes indsats gennem sit budget. EU's langsigtede budget for 2021-2027 omfatter en særlig budgetpost for humanitær bistand med et samlet beløb på 11,57 mia. € allokeret til den syvårige periode eller ca. 1,65 mia. € om året. EU's budget for 2025 til humanitær bistand beløber sig til 1,9 mia. €.
EU har siden 1992 ydet humanitær bistand i over 110 lande og er nået ud til millioner af mennesker i hele verden hvert år.
EU leverer i øjeblikket humanitær bistand i alle større områder, der er ramt af kriser, bl.a. Gaza, Syrien, Sudan, Sydsudan, Ukraine, Sahel, Yemen, Myanmar/Burma, Den Demokratiske Republik Congo, Afghanistan og Haiti.
Bistand til civilbeskyttelse
I de mest sårbare regioner i verden går EU's humanitære bistand typisk hånd i hånd med civilbeskyttelsesbistand. Eksperter på begge områder arbejder tæt sammen for at sikre den mest sammenhængende og effektive reaktion.
EU's civilbeskyttelsesmekanisme, som er EU's redskab til at koordinere bistanden til katastroferamte lande, kan kun aktiveres, hvis et land i eller uden for EU anmoder om assistance. Mekanismen koordinerer f.eks. tilrådighedsstillelse af eftersøgnings- og redningshold samt udstyr, indsættelse af brandslukningsfly og hjemtransport af EU-borgere.
Humanitær bistand må ikke forveksles med udviklingssamarbejde, der har til formål at støtte den langsigtede økonomiske, miljømæssige, sociale og politiske udvikling i lande uden for EU.
Sådan ydes humanitær bistand
EU-bistanden koordineres af Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Civilbeskyttelse og Humanitære Bistandsforanstaltninger (ECHO).
Den humanitære bistand, der finansieres af EU, ydes på stedet af over 200 partnerorganisationer, bl.a. FN-agenturer (såsom OCHA, WFP, UNHCR og UNICEF), Den Internationale Røde Kors- og Røde Halvmåne-bevægelse samt internationale og nationale ikkestatslige organisationer (NGO'er).
Humanitære partnerorganisationer skal for at modtage finansiering til et humanitært projekt indsende finansieringsforslag og følge strenge retningslinjer for evaluering og overvågning af projekter. Partnerne skal anerkende støtten fra EU ved at vise EU's visuelle identitet på projektstederne.
Gennem sin humanitære bistand bistår EU de mest sårbare befolkningsgrupper med:
- fødevaresikring
- ernæringsstøtte
- akut lægehjælp
- vand og sanitet
- husly
- beskyttelse mod fysisk og psykisk skade
- uddannelse i nødsituationer
- kontantbaseret bistand
Da klimaændringer kun vil gøre, at oversvømmelser, tørke og orkaner forekommer hyppigere, yder EU og dets medlemsstater også støtte til at styrke kapaciteten til at reagere på klimarelaterede katastrofer og øge modstandsdygtigheden hos dem, der er mest sårbare over for dem.
EU-forordning om humanitær bistand
EU-forordningen om humanitær bistand, der blev vedtaget i 1996, fastlægger, hvordan Europa-Kommissionen gennemfører humanitære foranstaltninger på EU's vegne.
Den opstiller de vigtigste mål, principper og procedurer for gennemførelsen af EU's humanitære bistandsforanstaltninger.
Humanitære principper
Humanitær bistand ydes på grundlag af de humanitære principper om neutralitet, medmenneskelighed, uafhængighed og upartiskhed. Bistanden ydes uanset modtagernes race, etniske gruppe, religion, køn, alder, nationalitet eller politiske tilhørsforhold.
Medmenneskelighed
Menneskelige lidelser skal afhjælpes, uanset hvor de forekommer, med særlig opmærksomhed på de mest sårbare.
Neutralitet
Humanitær bistand må ikke favorisere nogen af siderne i en væbnet konflikt eller andre uoverensstemmelser.
Upartiskhed
Humanitær bistand skal ydes udelukkende på grundlag af behov og uden forskelsbehandling.
Uafhængighed
Humanitære mål skal holdes adskilt fra politiske, økonomiske, religiøse, militære eller andre mål.
Disse principper, der er forankret i den humanitære folkeret, har De Forenede Nationer tilsluttet sig i Generalforsamlingens resolutioner 46/182 og 58/114.
På EU-plan er de humanitære principper nedfældet i den europæiske konsensus om humanitær bistand, der blev undertegnet i december 2007 af EU-Rådet, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen.
Konsensussen skitserer de vigtigste politiske rammer for EU's indsats i humanitære kriser. Den beskriver, hvorfor, hvordan og hvornår EU skrider til handling. De overordnede mål for den humanitære indsats, som er nedfældet i konsensussen, er:
- at beskytte liv
- at forebygge og lindre lidelser
- at bidrage til at værne om den menneskelige værdighed i forbindelse med naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer
Rådets rolle i humanitær bistand
Selv om Rådet ikke træffer afgørelser om driftsmæssige forhold, f.eks. hvor mange midler der skal ydes som reaktion på særlige kriser, spiller det en vigtig rolle med hensyn til at fastlægge EU's holdning til tredjelande og regioner ved at vedtage rådskonklusioner.
I humanitære spørgsmål indebærer det ofte, at de berørte parter indtrængende opfordres til at løse de konflikter, der ligger til grund for humanitære kriser, og at overholdelsen af den humanitære folkeret forfægtes.
Gruppen vedrørende Humanitær Bistand og Fødevarehjælp
I Rådet er Gruppen vedrørende Humanitær Bistand og Fødevarehjælp (COHAFA) det organ, der er ansvarligt for at drøfte spørgsmål vedrørende humanitær bistand, bl.a.:
- overvågning af humanitære behov på verdensplan og EU's reaktion
- effektiviteten af det globale humanitære system
- udarbejdelse af EU-erklæringer i relevante internationale organisationer og fora
- fremme af den europæiske konsensus om humanitær bistand, humanitære principper og overholdelse af den humanitære folkeret
COHAFA blev oprettet i 2008 efter undertegnelsen af den europæiske konsensus om humanitær bistand. Gruppen ledes af det roterende formandskab for Rådet.
Humanitær folkeret
EU har forpligtet sig til at overholde den humanitære folkeret, som er et regelsæt, der definerer staters og ikkestatslige væbnede gruppers ansvar under en væbnet konflikt.
Den humanitære folkeret er hovedsagelig baseret på de fire Genèvekonventioner fra 1949 og de tillægsprotokoller, der blev vedtaget i 1977 og 2005. Alle 27 EU-medlemsstater har ratificeret Genèvekonventionerne og tillægsprotokollerne hertil. Disse konventioner suppleres af regler i den folkeretlige sædvaneret.
Reglerne kræver bl.a.:
- hurtig og uhindret adgang til humanitær bistand
- beskyttelse af civile (inkl. humanitære hjælpearbejdere)
- beskyttelse af sundhedspleje
- beskyttelse af genstande, der er absolut nødvendige for civilbefolkningens overlevelse
De har til formål at beskytte personer, der ikke eller ikke længere deltager i kampene, herunder civile, lægefagligt personel, nødhjælpsarbejdere, sårede, syge og skibbrudne tropper samt krigsfanger eller andre tilbageholdte. Den humanitære folkeret opstiller også grænser for midler og metoder i forbindelse med krigsførelse (f.eks. forbud mod visse våben).
Den humanitære folkeret krænkes i stigende grad i konflikter rundt om i verden, f.eks. gennem:
- angreb på hospitaler og skoler
- angreb på humanitære hjælpearbejdere og sundhedspersonale
- nægtelse af adgang til livreddende humanitær bistand
- angreb på civile
- rekruttering og brug af børnesoldater
- voldtægt og anden seksuel vold
Disse former for vold rammer civile og forhindrer millioner af mennesker i at modtage livreddende bistand.
Med 385 dræbte, 308 sårede og 137 kidnappede var 2024 det mest dødelige år, der er registreret for humanitære hjælpearbejdere. I 2025 mistede 334 humanitære hjælpearbejdere livet, 193 blev såret, og 112 blev kidnappet.
Se også
Kriserespons
Integreret politisk kriserespons (IPCR)
EU-civilbeskyttelse
Seneste gennemgang: 25. februar 2026