EU-regler om platformsarbejde

Hvad er platformsarbejde?

Platformsarbejde er en form for beskæftigelse, hvor organisationer eller enkeltpersoner bruger en onlineplatform til at få adgang til andre organisationer eller enkeltpersoner for at løse specifikke problemer eller levere specifikke tjenesteydelser mod betaling.

Den digitale platformsøkonomi vokser hurtigt. Under covid-19-pandemien tog platformsarbejdet fart og begyndte at blive almindelig udbredt, til dels takket være en stigning i udbringning af mad og dagligvarer. Det er ved at blive en drivkraft for innovation og vækst i beskæftigelsen.

Platformsarbejde findes i mange former og størrelser, undertiden også kaldet "gig-økonomien". Selv om væksten i digitale platforme har været til gavn for både virksomheder og forbrugere, har den skabt en gråzone for mange ansatte, når det drejer sig om deres beskæftigelsesstatus.

EU er den første lovgiver i verden, der foreslår specifikke regler for digitale arbejdsplatforme.

Direktivet indfører to vigtige forbedringer:

Det hjælper med at fastslå den korrekte beskæftigelsesstatus for personer, der arbejder for digitale platforme.
Det fastsætter de første EU-regler om anvendelse af algoritmesystemer på arbejdspladsen.

Arbejdstagere på digitale arbejdsplatforme

Over 28 millioner mennesker i EU arbejder via en (eller flere) af disse digitale arbejdsplatforme. I 2025 forventes dette antal at nå op på 43 millioner.

Personer, der arbejder via digitale arbejdsplatforme, udfører en lang række forskellige opgaver, både på stedet og fra andre steder (fjernarbejde). Det kan f.eks. være opgaver som levering, oversættelse, datainput, børnepasning, ældrepleje eller taxakørsel.

Platformsarbejde er ofte en ekstra indtægtskilde for dem oven i deres almindelige arbejde.

Platformsarbejdere: ansatte eller selvstændige?

I øjeblikket er størstedelen af EU's platformsarbejdere – herunder taxachauffører, hushjælpere og madbude – formelt selvstændige. Ikke desto mindre skal en række af dem overholde mange af de samme regler og begrænsninger som en arbejdstager.

Det er udtryk for, at de faktisk befinder sig i et ansættelsesforhold og derfor bør nyde godt af de arbejdstagerrettigheder og den sociale beskyttelse, som ansatte har i henhold til national ret og EU-retten.

En forbedring af deres adgang til arbejdstagerrettigheder og social beskyttelse vil også betyde en forbedring af den generelle kvalitet af det tilbudte arbejde og beskæftigelsesvilkårene for arbejdstagere, der er involveret i platformsarbejde.

Det vil f.eks. betyde, at de har adgang til sygedagpenge, arbejdsløshedsunderstøttelse eller indkomststøtteordninger.

Selv om arbejdsretten gælder for platformsarbejdere, der er ansat, er mange platformsarbejdere – i det mindste formelt – selvstændige. Domstole i hele EU fastsætter platformsarbejderes beskæftigelsesstatus fra sag til sag.

Medlemsstaterne har forskellige tilgange til platformsarbejde. De nationale reaktioner på platformsarbejde er forskellige og udvikler sig ujævnt i Europa, og der er overvejende vedtaget national lovgivning i specifikke sektorer, f.eks. inden for kørselstjenester og/eller sektorerne for udbringning af mad.

Illustration med data om digitale platformsarbejdere.

Fokus på digitale platformsarbejdere i EU (Infografik)

Nye EU-regler om platformsarbejde

Beskæftigelsesstatus

De nye regler vil afhjælpe tilfælde af fejlklassificering af platformsarbejdere og lette den måde, hvorpå sådanne arbejdstagere kan omklassificeres til ansatte, hvilket vil sikre lettere adgang til deres rettigheder som arbejdstagere i henhold til EU-retten.

Med den enighed, der er opnået mellem Rådet og Europa-Parlamentet 8. februar 2024, indføres der en effektiv, afkræftelig retlig formodning. I henhold til denne enighed formodes kontraktforholdet mellem en digital arbejdsplatform og en person, der udfører platformsarbejde, retligt at være et ansættelsesforhold,når der konstateres forhold, der tyder påkontrol og ledelse i henhold til gældende national ret, kollektive overenskomster eller praksis i medlemsstaterne.

Hvis den digitale platform ønsker at afkræfte denne formodning, skal den bevise, at det pågældende kontraktforhold ikke er et ansættelsesforhold.

Det er op til medlemsstaterne at fastsætte de nærmere bestemmelser for en sådan retlig formodning i deres nationale ret. Formodningen bør gøre det lettere for platformsarbejdere fra et proceduremæssigt perspektiv retligt at fastslå deres beskæftigelsesstatus.

Brug af algoritmer på arbejdspladsen

Digitale arbejdsplatforme anvender algoritmer til forvaltning af menneskelige ressourcer. Disse systemer bruges til at organisere og lede de personer, der udfører platformsarbejde, gennem deres applikationer eller websteder.

Efter de nye regler skal arbejdstagerne informeres om brug af automatiserede overvågnings- og beslutningssystemer.

Digitale arbejdsplatforme vil heller ikke kunne behandle visse former for personoplysninger såsom:

personoplysninger om platformsarbejderes følelsesmæssige eller psykologiske tilstand
oplysninger vedrørende private samtaler
oplysninger til forudsigelse af faktiske eller mulige fagforeningsaktiviteter
oplysninger, der anvendes til at udlede en arbejdstagers race eller etniske oprindelse, migrationsstatus, politiske anskuelser, religiøse overbevisning eller helbredstilstand
biometriske oplysninger, bortset fra data, der anvendes til autentifikation

Under alle omstændigheder skal disse systemer efter de nye regler overvåges af kvalificeret personale, som nyder særlig beskyttelse mod ugunstig behandling. Menneskelig kontrol garanteres også i forbindelse med vigtige beslutninger såsom suspension af konti.

Håndhævelse, gennemsigtighed og sporbarhed

Det er ofte vanskeligt for nationale myndigheder at få adgang til data om platforme og de personer, der arbejder via disse. Dette er endnu vanskeligere, når platforme opererer i flere medlemsstater, fordi det så er uklart, hvor platformsarbejdet udføres, og af hvem.

Dette direktiv vil præcisere de eksisterende forpligtelser for digitale arbejdsplatforme til at indberette arbejde til de nationale myndigheder. Platformene vil også skulle stille centrale oplysninger om deres aktiviteter og de personer, der arbejder via dem, til rådighed for de nationale myndigheder.

Platformsøkonomien

Der findes omkring 500 digitale arbejdsplatforme i EU. Der er aktive digitale arbejdsplatforme i alle EU-lande.

Væksten i platformsøkonomien illustreres af, at indtægterne i platformsøkonomien mellem 2016 og 2020 blev næsten femdoblet fra de anslåede 3 mia. € til ca. 14 mia. €.

De største indtægter skønnes at være inden for leverings- og taxitjenester.

Illustration: et overblik over EU's platformsøkonomi.

EU's platformsøkonomi (Infografik)

Rådets rolle

Platformsarbejdere er allerede nævnt i nogle EU-retsakter såsom direktivet om gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår.

Platformsarbejdere er også omhandlet i Rådets henstilling om adgang til social beskyttelse for arbejdstagere og selvstændige. Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik) nåede 6. december 2018 til politisk enighed om denne henstilling.

Rådet drøftede nye former for arbejde i 2019 og har godkendt Rådets konklusioner om emnet og anmodet Kommissionen om at undersøge mulig lovgivning for at sikre beskyttelsen af arbejdstagerne.

Europa-Kommissionen forelagde 9. december 2021 sit forslag om nye regler om platformsarbejde for de to medlovgivere, Rådet og Europa-Parlamentet.

I Rådet blev sagen behandlet i Socialgruppen. Denne arbejdsgruppe beskæftiger sig med alt lovgivningsmæssigt og ikkelovgivningsmæssigt arbejde vedrørende beskæftigelse og socialpolitik.

Rådet vedtog sin holdning 12. juni 2023. De nye regler skulle forhandles med Europa-Parlamentet, før de kan blive til EU-lovgivning.

Rådet og Parlamentet nåede 8. februar 2024 til foreløbig enighed om platformsarbejde, og den blev godkendt af beskæftigelses- og socialministrene på Rådets samling 11. marts 2024.

Rådet vedtog 14. oktober 2024 nye regler for platformsarbejde. Efter vedtagelsen har medlemsstaterne to år til at indarbejde direktivets bestemmelser i deres nationale lovgivning.