Skip to content

EU-regler om koordinering af de sociale sikringsordninger

Koordinering mellem EU-landene sikrer, at EU-borgere kan overføre deres ret til social sikring, når de rejser og arbejder inden for Europa.

Ret til social sikring på tværs af grænser

EU vil gøre det nemmere for EU-borgerne at flytte inden for Europa og arbejde i et andet EU-land, men samtidig beskytte deres ret til social sikring, mens de gør det.

At flytte til et andet EU-land for at arbejde er én af alle EU-borgeres grundlæggende rettigheder og en hjørnesten i det indre marked. Men fri bevægelighed er ikke mulig uden EU-regler om koordinering af social sikring.

Enhver har ret til at arbejde og til at udøve et frit valgt eller accepteret erhverv. Enhver unionsborger har frihed til at søge beskæftigelse, arbejde, etablere sig og levere tjenesteydelser i alle medlemsstaterne. Tredjelandsstatsborgere, der har tilladelse til at arbejde på medlemsstaternes område, har ret til samme arbejdsvilkår som unionsborgere. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 15

EU-reglerne om koordinering af retten til social sikring erstatter ikke de nationale ordninger med en enkelt EU-ordning, men forsøger snarere at koordinere dem. Sociale sikringsordninger er udelukkende medlemslandenes ansvar og er ikke harmoniseret i EU.

Hvor gælder reglerne om koordinering af de sociale sikringsordninger?

Reglerne giver socialsikringsbeskyttelse, når man rejser og arbejder inden for Europa (EU27, Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz).

EU-borgere har ret til:

  • at søge job i et andet EU-land
  • at arbejde der uden arbejdstilladelse
  • at bo der med det formål
  • at blive der selv efter endt beskæftigelse
  • at blive behandlet som landets statsborgere med hensyn til adgang til beskæftigelse

EU's koordinering af ret til social sikring med Det Forenede Kongerige

Efter Det Forenede Kongeriges udtræden af EU har der været specifikke koordineringsregler siden 1. januar 2021. Rettighederne for personer, der er omfattet af den udtrædelsesaftale, der er indgået mellem EU og Det Forenede Kongerige, er fortsat beskyttet.

For personer, der ikke er omfattet af udtrædelsesaftalen, reguleres koordineringen af de sociale sikringsordninger mellem EU og Det Forenede Kongerige af den relevante protokol til handels- og samarbejdsaftalen. Selv om protokollen ligner EU-reglerne og har et omfattende anvendelsesområde, giver den ikke samme beskyttelsesniveau som EU's forordninger.

Prioriteter og principper

Reglerne om koordinering af social sikring skal sikre, at borgerne ikke stilles dårligere, blot fordi de arbejder eller bor i et andet medlemsland.

EU-reglerne om koordinering af social sikring gælder for:

  • ydelser ved sygdom, ved barsels- og mødreorlov og dermed ligestillede ydelser ved fædreorlov
  • alderspensioner, efterløn og invaliditetsydelser
  • efterladteydelser og ydelser ved dødsfald
  • arbejdsløshedsunderstøttelse
  • familieydelser
  • ydelser i anledning af arbejdsulykker og erhvervssygdomme

EU har regler, der koordinerer samspillet mellem de nationale sociale sikringsordninger. Alle lande kan frit bestemme, hvem der er omfattet af en lovpligtig forsikring i henhold til deres lovgivning, hvilke ydelser de skal have, og på hvilke vilkår.

Reglerne om koordinering af social sikring forhindrer, at en person står uden beskyttelse eller har dobbeltdækning i en grænseoverskridende situation.

Nogle af de vigtigste prioriteter:

  • bidrager til social retfærdighed og et dybere og mere retfærdigt indre marked
  • klare, retfærdige og gennemførlige regler er afgørende for at lette mobiliteten på arbejdsmarkedet
  • letter arbejdstagernes frie bevægelighed som én af de bærende søjler i det indre marked, men giver samtidig de nationale myndigheder bedre værktøjer til at bekæmpe misbrug eller svig

EU-reglerne om social sikring bygger på fire prioriteter:

  • kun ét land: borgerne er dækket af lovgivningen i ét land ad gangen, så de kun skal betale bidrag i ét land
  • ligebehandling: borgerne har de samme rettigheder og forpligtelser som statsborgerne i det land, hvor de er dækket
  • akkumulering: når borgerne ansøger om en ydelse, bliver der om nødvendigt taget hensyn til deres tidligere forsikrings-, arbejds- eller opholdsperioder i andre lande
  • overførsel: borgere, der har ret til kontantydelser i ét land, kan normalt modtage dem, selv om de bor i et andet land

De vigtigste foreslåede tilpasninger

De nuværende EU-regler om koordinering af social sikring har været gældende siden 1. maj 2010. Men arbejdsmarkedet og samfundet ændrer sig hele tiden ligesom de nationale sociale sikringsordninger og domstolens retspraksis.

Der er derfor brug for målrettede justeringer for at sikre, at reglerne er retfærdige, enkle at bruge og lettere at håndhæve.

For at modernisere og forenkle de eksisterende regler og samtidig garantere en retfærdig fordeling af udgifterne til social sikring mellem medlemslandene fremlagde Europa-Kommissionen i december 2016 et forslag om revision af koordineringsreglerne.

Hovedformålet med revisionen er at fortsætte moderniseringen af EU-reglerne om koordinering af social sikring ved:

  • at gøre det endnu lettere for borgerne at udøve deres rettigheder
  • at sikre juridisk klarhed
  • at sikre en retfærdig og rimelig fordeling af den økonomiske byrde
  • at fremme administrativ forenkling af reglerne og deres håndhævelse

Forordningen fokuserer på flere vigtige områder, hvor følgende regler vil blive indført:

arbejdsløshedsunderstøttelse

EU-borgere vil kunne eksportere deres arbejdsløshedsydelser til andre lande end deres bopælsland i mindst 6 måneder.

Der indføres en særlig regel for grænsearbejdere, som kan eksportere deres arbejdsløshedsydelser i op til 15 måneder, medmindre rettighedsperioden er kortere.

Den kompetente stat på socialsikringsområdet for denne kategori af arbejdstagere vil efter 6 måneders beskæftigelse, selvstændig virksomhed eller forsikringsperiode få status som kompetent stat mht. erhvervsaktivitet.

Gældende lovgivning for udsendte arbejdstagere

Arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende vil skulle have 3 måneders forudgående tilknytning til den sociale sikringsordning i deres oprindelsesmedlemsstat, inden de kan udsendes til at arbejde i en anden medlemsstat.

Den maksimale varighed af medlemskab af den udsendende medlemsstats sociale sikringsordning fastholdes på 24 måneder. Der stilles krav om en afbrydelse af mindst 2 måneders varighed for både arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende mellem to perioder på 24 måneder.

Familieydelser

Forslaget kodificerer Wieringdommen (C-347/12) og præciserer således forskellen mellem familieydelser i kontantform, som hovedsagelig er tænkt som erstatning for manglende indtægt på grund af børnepasning, og alle andre familieydelser.

Adgang til visse sociale ydelser for ikkeerhvervsaktive mobile borgere

For at sikre større juridisk klarhed indeholder forslaget en liste over Domstolens relevante retspraksis og fastsætter, at mobile borgere i overensstemmelse med national ret eller praksis ikke bør forhindres i at bidrage til sygesikringsordninger.

Ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed

Med forordningen vil der blive indført en definition af ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed, og i sygdomskapitlet præciseres elementerne i den relevante proces yderligere.

Revision af de nuværende regler

22. april 2026 nåede Rådet til foreløbig enighed med Europa-Parlamentet om ajourførte regler om koordinering af de nationale sociale sikringsordninger. Revisionen har til formål at modernisere reglerne og gøre dem klarere, mere retfærdige og enklere at håndhæve.

Medlemsstaternes EU-ambassadører godkendte den foreløbige aftale 29. april 2026.

Den foreløbige aftale mangler stadig at blive godkendt af Europa-Parlamentet. Den bliver derefter formelt vedtaget af de to institutioner efter jurist-lingvisternes gennemgang.

Tidligere forhandlinger

Det foreslåede retsgrundlag for revisionen er artikel 48 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der kræver, at Europa-Parlamentet og Rådet træffer afgørelse efter den almindelige lovgivningsprocedure.

Rådet koordinerer medlemslandenes syn på det nye forslag. Rådet startede sin behandling af forslaget i januar 2017, og ministrene debatterede forslaget ved flere lejligheder.

Rådet nåede frem til to delvise forhandlingspositioner (generelle indstillinger) i oktober og december 2017 vedrørende følgende kapitler i forslaget:

  • adgang til visse sociale ydelser for ikkeerhvervsaktive mobile borgere
  • gældende lovgivning for udstationerede og udsendte arbejdstagere og personer, der arbejder i to eller flere medlemslande
  • ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed
  • familieydelser

21. juni 2018 nåede Rådet til enighed om sin fulde forhandlingsposition. Med dette mandat indledte formandskabet for Rådet forhandlinger med Europa-Parlamentet, efter at Parlamentet havde fastlagt sin holdning.

Baggrund

EU har i mange år haft en ramme for koordinering af medlemslandenes sociale sikringsordninger for at lette mobiliteten på arbejdsmarkedet. Koordineringen af de sociale sikringsordninger i EU har til formål at sikre, at alle EU-borgere og statsborgere fra ikke-EU-lande har lige adgang til social sikring, uanset hvilket land de bor i.

Siden da har EU's regler om koordinering af social sikring udviklet sig i takt med den stigende integration i Europa og i forlængelse af udvidelsen af EU.

I øjeblikket findes reglerne om koordinering i forordning (EF) nr. 883/2004 og gennemførelsesforordningen hertil, forordning (EF) nr. 987/2009.

Dette udkast til lovgivning ændrer forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009 om koordinering af de sociale sikringsordninger. Revisionen har til formål:

  • at præcisere de omstændigheder, hvorunder medlemsstaterne kan begrænse de ikkeerhvervsaktive mobile EU-borgeres adgang til sociale ydelser
  • at indføre en sammenhængende ordning for koordinering af ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed
  • at foreslå nye ordninger for koordinering af ydelser ved arbejdsløshed i tværnationale sager
  • at indføre nye bestemmelser om koordinering af familieydelser
  • at præcisere reglerne for udstationerede arbejdstagere

Seneste gennemgang: 29. april 2026