- Rådet for Beskæftigelse, Socialpolitik, Sundhed og Forbrugerpolitik
Rådet for Beskæftigelse, Socialpolitik, Sundhed og Forbrugerpolitik, 11.12.2014, 11. december 2014
Eures i en nøddeskal
Eures, som blev iværksat i 1993, er et net for samarbejde mellem Kommissionen og de offentlige arbejdsformidlinger i Europa. Formålet med det er at udveksle stillingsopslag og jobansøgninger samt oplysninger om leve- og arbejdsvilkår.
Eures består af et websted og et net af omkring 900 jobrådgivere i alle de deltagende lande: de 28 EU-lande, Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz.
Det står bag omkring 150 000 jobformidlinger hvert år.
Eures
Beskæftigelsesministrene blev på samlingen 11. december i Bruxelles enige om reformen af Det Europæiske Arbejdsformidlingsnet (Eures), der skal skabe bedre jobsøgnings- og rekrutteringstjenester i hele Europa.
Formålet med reformen er at øge arbejdskraftmobiliteten i EU. Det reformerede net vil øge det antal ledige stillinger og jobsøger-CV'er, som kan findes gennem Eures. Det vil også indføre automatisk matchning af jobsøgeres kvalifikationer med ledige stillinger.
Matchningen vil bygge på det europæiske klassifikationssystem for færdigheder og kompetencer, som Europa-Kommissionen er i gang med at udvikle. Den enighed, som er opnået i Rådet, gør det muligt for medlemsstaterne at få indflydelse i forbindelse med vedtagelsen og ajourføringen af klassifikationssystemet, hvilket ikke oprindelig var planlagt.
I den tekst, der er opnået enighed om, åbner Rådet mulighed for, at private arbejdsformidlinger kan deltage i Eures, forudsat at de følger den godkendelsesprocedure, som EU-landene har fastlagt, og tilbyder alle de kerneydelser, som lovgivningen kræver. Ministrene blev dog enige om, at de offentlige arbejdsformidlinger bør have en privilegeret rolle i nettet, i overensstemmelse med deres særlige rolle og forpligtelser.
Europa-Parlamentet, som sammen med Rådet er medlovgiver i forbindelse med dette lovudkast, har endnu ikke fastlagt sin holdning.
Søfarendes rettigheder
Ministrene blev enige om reformen af søfarendes arbejdstagerrettigheder. Formålet med reformen er at medtage søfarende i anvendelsesområdet for EU's arbejdsretlige regler, så de får samme rettigheder som arbejdstagere på land i tilfælde af afskedigelser eller virksomhedsomstruktureringer.
Ved at forbedre kvaliteten af job inden for søfart tilsigter de nye regler at vende nedgangen i antallet af unge europæere, der begynder på visse søfartserhverv, og at fastholde faglærte arbejdstagere inden for erhvervet.
Reglerne tilsigter også at afhjælpe den nuværende retlige situation, som giver anledning til ulige behandling af samme kategori arbejdstagere af forskellige medlemsstater. I øjeblikket varierer denne, afhængigt af om medlemsstaterne anvender de undtagelser og fravigelser, som den gældende lovgivning tillader. De fleste medlemsstater har dog kun gjort lidt eller ingen brug af disse undtagelser.
Europa-Parlamentet har endnu ikke fastlagt sin holdning til lovudkastet.
Andre vigtige punkter på dagsordenen
Ungdomsbeskæftigelse
Rådet drøftede, hvordan ungdomsarbejdsløsheden kan bekæmpes. Drøftelsen var inddelt i tre emner:
- lettelse af unges overgang fra skole til arbejdsliv
- udfordringerne i forbindelse med indførelsen af ungdomsgarantien, der har som mål at få unge tilbage i arbejde eller under uddannelse inden for fire måneder, efter at de har mistet deres job eller forlader deres uddannelse
- metoder til at forbedre overensstemmelsen mellem arbejdsmarkedet og erhvervsuddannelsessystemerne
Kvinder i selskabsbestyrelser
Ministrene drøftede endvidere det udkast til direktiv, der har til formål at sikre, at kvinder senest i 2020 beklæder 40 % af de menige bestyrelsesposter i aktieselskaber.
Det lovudkast, der drøftes, fastsætter ikke obligatoriske kvindekvoter, men indfører i stedet mere retfærdige udvælgelsesmekanismer.
Rådet var ikke i stand til at nå til enighed om direktivudkastet.
Mødedokumenter
Resultatdokumenter
Presseinformation
Pressekontakter
-
Emma O'Driscoll Press officer
- +32 475 88 48 33
- +32 2 281 48 10
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Akkreditering og pressearrangementer
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.
Hold dig opdateret
- Tilmeld dig vores e-mailnotifikationer og modtag opdateringer om dette og lignende møder.
- Følg @EUCouncilPress og få de seneste presseopdateringer.
- Hashtag på X: #EPSCO
Øvrige samlinger: Rådet for Beskæftigelse, Socialpolitik, Sundhed og Forbrugerpolitik
Afholdte møder
Seneste gennemgang: 8. januar 2025