"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Hvis du giver tilladelse til det, vil vi anvende cookies til at udarbejde aggregerede, anonyme data om vores besøgendes browsermønstre og adfærd på vores websted. Vi bruger disse data til at forbedre din oplevelse på vores websted.
Rådet (retlige og indre anliggender (indre anliggender)), 28. september 2023
Vigtigste resultater
Indre anliggender
Asyl og migration: ekstern dimension
På baggrund af det store antal irregulære ankomster af migranter og asylansøgere i hele EU drøftede Rådet, hvordan der kan opbygges et tæt og permanent samarbejde med de vigtigste transit- og oprindelseslande i forbindelse med migration.
Ministrene støttede behovet for at styrke den eksterne dimension af EU's migrationspolitik for at imødegå de migrationsmæssige udfordringer, som EU har til fælles med andre kontinenter og lande. De understregede, at en koordineret kombination af udviklingsbistand til bekæmpelse af de underliggende årsager til migration, kamp mod migrantsmugling, udvikling af flere lovlige modeller som alternativ til illegal migration og en bæredygtig tilbagetagelses- og tilbagesendelsespolitik vil være afgørende for at forhindre irregulær migration.
Drøftelserne kredsede om udvikling af en præventiv model, som baseret på solid finansiering vil forhindre irregulære udrejser. Den vil være forankret i et samarbejde med oprindelses- og transitlandene og omfatte elementer såsom fælles patruljering, fælles operationelle centre, vedvarende samarbejde over tid og udvikling af velordnede, regelmæssige og sikre migrationsveje.
Ekstern migrationspolitik kræver omfattende partnerskaber med nogle af vores nærmeste naboer og dialoger om migration og mobilitet med partnere længere væk. EU's eksterne migrationspolitik skal have en mere forebyggende tilgang for effektivt at håndtere de strukturelle udfordringer i oprindelses- og transitlandene.
Fernando Grande-Marlaska Gómez, Spaniens fungerende indenrigsminister
Pagt om migration og asyl
Formandskabet orienterede ministrene om de forskellige lovgivningssager vedrørende pagten om migration og asyl. Formandskabet gentog også sit tilsagn om at opfylde målet, der blev fastsat i køreplanen aftalt mellem de fem skiftende formandskaber, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen i september 2022, om at nå til enighed om de sager, der indgår i pagten, inden udgangen af indeværende valgperiode.
Formandskabet udtrykte desuden tilfredshed med delegationernes brede støtte til den seneste kompromistekst om kriseforordningen og udtrykte tillid til, at der snart kan opnås et forhandlingsmandat i Rådet.
Efter migrationskrisen i 2015 har medlemsstaterne forhandlet en række EU-retsakter om reform af det fælles europæiske asylsystem. Når disse forskellige EU-retsakter, der i øjeblikket er under forhandling, er vedtaget, vil de resultere i en fælles ramme for alle aspekter af asylforvaltning og migrationsstyring. Der vil være større solidaritet med de medlemsstater, som de fleste migranter ankommer til, mere ansvarsfordeling og klarere forvaltningsregler for personer, der søger international beskyttelse. Samtidig vil pagten indføre mere effektive og mere retfærdige procedurer både for de personer, der har behov for international beskyttelse, og for dem, der ikke har behov for en sådan beskyttelse.
Generelt fremhævede det spanske formandskab de betydelige fremskridt, der er gjort indtil videre, men også det store arbejde, der venter i de interinstitutionelle forhandlinger mellem Rådet og Europa-Parlamentet om de forskellige sager i pagten om migration og asyl.
Rådet drøftede samarbejdet med de latinamerikanske lande om interne sikkerhedsaspekter og især bekæmpelse af organiseret kriminalitet og narkotikahandel. Inden dette punkt på dagsordenen drøftede EU's ministre og ministrene fra Den Latinamerikanske Komité for Intern Sikkerhed (CLASI) under en arbejdsfrokost spørgsmål af fælles interesse i forbindelse med bekæmpelsen af grænseoverskridende grov og organiseret kriminalitet.
EU's ministre og ministrene fra CLASI-landene nåede til enighed om en fælles erklæring. Den understreger, at det er nødvendigt at forene kræfterne for at kunne reagere på de kriminelle trusler, som EU og de latinamerikanske lande står over for. Erklæringen understreger også nødvendigheden af bl.a. at opbygge effektiv kapacitet til at bekæmpe ulovlig narkotikahandel, menneskehandel og smugling af migranter og øge samarbejdet mellem europæiske og latinamerikanske agenturer.
Det er afgørende, at EU og de latinamerikanske lande samarbejder om bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Drøftelserne i dag med ministrene fra Den Latinamerikanske Komité for Intern Sikkerhed er en vigtig mulighed for at styrke vores interregionale partnerskab.
Fernando Grande-Marlaska Gómez, Spaniens fungerende indenrigsminister
For at skabe sikkerhed for mere end fire millioner fordrevne personer fra Ukraine, der i øjeblikket bor i EU, blev Rådet enigt om at forlænge den midlertidige beskyttelse for personer, der flygter fra Ruslands aggression mod Ukraine, fra 4. marts 2024 til 4. marts 2025. Den midlertidige beskyttelsesmekanisme blev aktiveret 4. marts 2022 – kun få dage efter, at russiske væbnede styrker indledte en omfattende invasion af Ukraine – og den blev automatisk forlænget med et år. Det var en enorm solidaritetshandling fra EU's medlemsstaters og borgeres side for at give dem husly. EU viste sin solidaritet med de fordrevne personer og med medlemsstaterne gennem et fleksibelt ansvarsfordelingssystem.
Systemet yder umiddelbar og kollektiv beskyttelse (dvs. uden at det er nødvendigt at behandle ansøgninger enkeltvis) til fordrevne personer fra Ukraine, der ikke er i stand til at vende tilbage til Ukraine.
Formandskabet gjorde gennem en briefing ved EU-antiterrorkoordinatoren status over dialogen om den indre sikkerhed med Ukraine. Denne dialog har eksisteret siden starten af Ruslands angrebskrig med henblik på at afbøde krigens potentielle konsekvenser for EU's indre sikkerhed. De udfordringer, der drøftes, omfatter grænsesikkerhed og ulovlig handel med skydevåben.
Eventuelt
Den portugisiske minister orienterede delegationerne om 2. europæisk-arabiske grænsesikkerhedskonference, der finder sted 15.-16. november i Porto.
A-punkter
Rådet vedtog en afgørelse om betingelserne for Norges, Islands og Schweiz' deltagelse i Fonden for Integreret Grænseforvaltning for perioden 2021-2027, hvorved Schengenområdet som helhed styrkes.
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.