Skip to content
  • Rådet for Transport, Telekommunikation og Energi

Rådet (transport, telekommunikation og energi (transport)), 18. juni 2024

Vigtigste resultater

Rådet nåede til enighed om sin forhandlingsposition (generel indstilling) til en ny forordning om Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed (EMSA), et revideret direktiv om harmoniserede flodinformationstjenester (RIS) på de indre vandveje og en ny forordning om anvendelse af jernbaneinfrastrukturkapacitet i det fælles europæiske jernbaneområde, hvoraf den sidste indgår i lovgivningspakken om grønnere godstransport.

Ministrene godkendte også konklusioner om Den Europæiske Revisionsrets særberetning "Opfyldelse af EU's trafiksikkerhedsmål – Indsatsen skal op i gear" og havde en uformel orienterende debat om strategiske prioriteter i transportsektoren for det næste lovgivningsmandat.

Desuden noterede Rådet sig situationsrapporterne om Kommissionens forslag om ændring af direktivet om kombineret transport og direktivet om vægt og dimensioner for visse vejkøretøjer, som begge indgår i pakken om grønnere godstransport, samt om den foreslåede forordning om passagerrettigheder i forbindelse med multimodale rejser og udkastet til direktiv om den EU-dækkende virkning af visse frakendelser af førerretten.

<p>Georges Gilkinet, Belgiens vicepremierminister og mobilitetsminister</p>

Det var et produktivt møde: Vi nåede til enighed om vores holdning til centrale lovgivningssager for sektorerne for skibsfart, de indre vandveje og jernbanetransport, godkendte konklusioner om trafiksikkerhed og udstak politiske retningslinjer for strategiske prioriteter på transportområdet for den kommende lovgivningscyklus. Det glæder os at sende stafetten videre til det ungarske formandskab, så det kan gøre yderligere fremskridt med alle igangværende sager både i Rådet og i de fremtidige forhandlinger med det nye Parlament.

<p>Georges Gilkinet, Belgiens vicepremierminister og mobilitetsminister</p>

Georges Gilkinet, Belgiens vicepremierminister og mobilitetsminister

Søfartssikkerhed

Rådet vedtog en generel indstilling til den nye EMSA-forordning, som er den eneste udestående sag i hele lovgivningspakken, der skal modernisere de europæiske regler om søfartssikkerhed og mindske havforurening fra skibe ved at give EU nye værktøjer til støtte for ren og moderne skibsfart. Rådets holdning udgør en solid, fremtidssikret ramme for agenturets bistand til medlemsstaterne og Kommissionen med fokus på EMSA's kerneopgaver, de budgetmæssige virkninger af de nye opgaver og agenturets forvaltning.

Indre vandveje

Rådet vedtog en generel indstilling til et forslag om revision af direktivet fra 2005 om harmoniserede flodinformationstjenester (RIS) med henblik på at gøre transport ad indre vandveje mere sikker, effektiv og miljøvenlig. Da udbredelsen af RIS er langsom og fragmenteret, har det reviderede direktiv til formål at løse de konstaterede problemer ved at sikre tilgængelighed af RIS-data og harmoniserede standarder, lette integrationen af transport ad indre vandveje i den multimodale kæde, sikre større optag af og interoperabilitet mellem digitale løsninger og afhjælpe betænkeligheder vedrørende databeskyttelse.

Pakken om grønnere godstransport

Rådet vedtog en generel indstilling til forordningen om anvendelse af jernbaneinfrastrukturkapacitet som led i Kommissionens pakke om grønnere godstransport. Forslaget har til formål at øge tilgængeligheden af jernbaneinfrastruktur gennem en bedre planlægnings- og tildelingsproces samt forbedret samordning på tværs af grænserne. Rådets holdning forenkler så vidt muligt planlægnings- og tildelingsprocessen og mindsker således den administrative arbejdsbyrde for de kompetente myndigheder og de berørte operationelle interessenter. Den tager også hensyn til nationale sikkerheds- og forsvarsaspekter. Den giver medlemsstaterne tilstrækkelig fleksibilitet til at fastlægge generelle mål og politiske retningslinjer for forvaltning af jernbanekapacitet og indeholder samtidig tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger til at sikre den nødvendige harmonisering på EU-plan.

Rådet noterede sig også de fremskridt, der er gjort indtil nu med revisionen af direktivet om tunge køretøjers største vægt og dimensioner og direktivet om kombineret transport, som begge indgår i samme lovgivningspakke.

Trafiksikkerhed

Rådet godkendte konklusioner om Den Europæiske Revisionsrets særberetning om de fremskridt, der er gjort med hensyn til at samordne politikker for trafiksikkerhed i hele Europa og opfylde de generelle trafiksikkerhedsmål. Ministrene noterede sig også en situationsrapport om udkastet til direktiv om den EU-dækkende virkning af visse frakendelser af førerretten som et punkt uden debat.

Passagerrettigheder

Rådet noterede sig en situationsrapport om udkastet til forordning om passagerrettigheder i forbindelse med multimodale rejser som et punkt uden debat.

Eventuelt

Aktuelle lovgivningsforslag

Formandskabet orienterede ministrene om status for følgende lovgivningssager, som der i de foregående måneder var opnået foreløbig enighed om med Europa-Parlamentet:

  • pakken om det fælles europæiske luftrum 2+ (SES2 +)
  • de reviderede direktiver om undersøgelse af ulykker til søs, forurening fra skibe, havnestatskontrol og opfyldelse af kravene til flagstater (søfartssikkerhedspakken)
  • det reviderede direktiv om hviletid og pauser i forbindelse med lejlighedsvis kørsel med personer
  • direktivet om fremme af grænseoverskridende udveksling af oplysninger om trafiksikkerhedsrelaterede færdselslovsovertrædelser

Andre emner

  • Søfart

Den spanske delegation orienterede Rådet om behovet for handling for på passende vis at overvåge udvidelsen af EU's emissionshandelssystem (ETS) til også at omfatte søtransport.

  • Jernbanetransport

Den nederlandske og den østrigske delegation forelagde den fjerde situationsrapport om platformen for international personbefordring med jernbane (IRP).

  • Formandskabets arbejdsprogram

Den ungarske delegation fremlagde sine prioriteter og sit arbejdsprogram for andet halvår af 2024.

Uformel frokost

Under en uformel frokost drøftede ministrene de strategiske prioriteter i transportsektoren for det næste lovgivningsmandat. Sektoren står over for flere udfordringer, f.eks. at bidrage til EU's ambitiøse klimamål og støtte en trafikoverflytning til de mest bæredygtige transportformer. Ud over at reducere sine drivhusgasemissioner skal transportsektoren også blive sikrere, mere retfærdig og mere effektiv. Ud fra et infrastrukturperspektiv vil det kræve betydelige investeringer at gennemføre hovednettet og det samlede net i det transeuropæiske net (TEN-T) senest i 2030 og 2050, og selv om Connecting Europe-faciliteten (CEF) har vist gode resultater, kan støtte til den grønne omstilling og gennemførelse af et reelt integreret og modstandsdygtigt net ikke finansieres over EU-budgettet alene.

I den forbindelse udvekslede ministrene synspunkter om mulige prioriteter for EU's transportpolitik under den næste Kommissions mandat (2024-2029) med fokus på tiltag på EU-plan, der bør prioriteres for at dekarbonisere transporten og fremme en trafikoverflytning. Endelig undersøgte ministrene i lyset af de massive investeringer, der er nødvendige på europæisk plan, mulighederne for at øge den finansiering, der er til rådighed til gennemførelse af bæredygtige og modstandsdygtige transportinfrastrukturer.

Rådet vedtog også uden debat punkterne på listerne over lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige A-punkter.

Mødedokumenter

Resultatdokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Transport, Telekommunikation og Energi

Se flere møder

Seneste gennemgang: 16. januar 2025