Luftfart
EU arbejder på at skabe en sikker, bæredygtig og konkurrencedygtig lufttransportsektor.
Mere bæredygtig og sammenkoblet lufttransport
Luftfarten tegner sig for ca. 14 % af drivhusgasemissionerne fra transport i EU. For at reducere denne andel er EU i færd med at iværksætte en række initiativer med særligt fokus på grønnere brændstoffer og en mere innovativ organisering af luftrummet.
ReFuelEU Aviation: bæredygtige flybrændstoffer
Bæredygtige flybrændstoffer (biobrændstoffer, syntetiske brændstoffer og genanvendte kulstofholdige brændstoffer) er blandt de vigtigste redskaber på kort og mellemlang sigt til at reducere emissionerne fra luftfartøjer betydeligt. Dette potentiale er imidlertid stort set uudnyttet, da udviklingen af bæredygtige flybrændstoffer hæmmes af et lavt forsyningsniveau og priser, der er meget højere end dem på fossile brændstoffer. Som følge heraf udgør sådanne brændstoffer kun 0,05 % af det samlede brændstofforbrug i luftfartssektoren.
ReFuelEU Aviation-forordningen inden for rammerne af Fit for 55-pakken har til formål at mindske luftfartens miljøaftryk og hjælpe EU til at nå sine klimamål gennem øget udbredelse af bæredygtige flybrændstoffer, samtidig med at der sikres lige vilkår for en bæredygtig lufttransportsektor. I henhold til de nye regler skal leverandører af flybrændstof øge andelen af bæredygtige brændstoffer i alle EU-lufthavne med op til 70 % senest i 2050.
Fit for 55: øget udbredelse af grønnere brændstoffer i luftfarts- og søtransportsektoren (Infografik)
Efter den foreløbige enighed, der blev indgået med Europa-Parlamentet om forslaget i april 2023, vedtog Rådet forordningen i oktober 2023.
Den internationale luftfarts bæredygtighed
Alle EU-lande er medlemmer af Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO). Sammen med de øvrige medlemmer arbejder de på at forbedre luftfartens miljøpræstationer.
Med henblik på at minimere den internationale civile luftfarts negative indvirkning på det globale klima og fremme en bæredygtig vækst i den internationale luftfart arbejder ICAO på en række foranstaltninger, herunder:
- forbedringer af flyteknologi
- operationelle forbedringer
- bæredygtige flybrændstoffer
- CORSIA (ordning for CO2-kompensation og -reduktion for international luftfart)
I juni 2020 bekræftede EU sin deltagelse i CORSIA fra starten af den frivillige fase 1. januar 2021. Rådet vedtog desuden i december 2022 en afgørelse for at sætte medlemsstaterne i stand til at opfylde nogle af deres CORSIA-forpligtelser.
I 2023 vedtog EU revisionen af EU's emissionshandelssystem (ETS), som også vedrørte luftfart. Revisionen er en del af Fit for 55-pakken. Målet er at øge sektorens bidrag til EU's klimapolitik og gennemføre CORSIA i EU.
- Rådet vedtager afgørelse om kompensationskrav for luftfartsemissioner (CORSIA) (pressemeddelelse, 19. december 2022)
- Fit for 55: Rådet vedtager centrale retsakter, der opfylder klimamålene for 2030 (pressemeddelelse, 25. april 2023)
- Organisationen for International Civil Luftfart – ICAO
Det fælles europæiske luftrum
EU-institutionerne arbejder på at udvikle fælles regler og mål for styringen af det europæiske luftrum under det fælles europæiske luftrum. Effektiv lufttrafikstyring bør bidrage til at reducere emissionerne fra sektoren og sikre tilstrækkelige effektivitetsgevinster med hensyn til kapacitet og omkostninger.
Kommissionen fremsatte 22. september 2020 et ændret forslag til ændring af den eksisterende forordning. I juni 2021 nåede Rådet til enighed om en generel indstilling til reformen af det fælles europæiske luftrum
I marts 2024 nåede Rådet og Europa-Parlamentet til foreløbig enighed om reformen, som derefter blev vedtaget af begge institutioner. Den endelige retsakt blev undertegnet 23. oktober 2024 og offentliggjort i EU-Tidende 11. november 2024.
Flypassagerers rettigheder
Forordningen om flypassagerers rettigheder og om luftfartsselskabers erstatningsansvar beskytter allerede flypassagerernes interesser i EU, hvis de nægtes boarding, eller hvis deres fly forsinkes eller aflyses. De indeholder også flypassagerers rettigheder i tilfælde af ulykker, eller hvis deres bagage forsvinder, ødelægges eller beskadiges.
På grund af manglende klarhed omkring visse principper, der nævnes i teksten, blev der imidlertid foreslået en ajourføring af forslagene i 2013.
Efter lange forhandlinger med Europa-Parlamentet vedtog Rådet ajourførte regler i juli 2026. Den nye ramme vil styrke og præcisere passagerers rettigheder.
De ajourførte regler omfatter:
- klarere vejledning om, hvordan der kan kræves kompensation i tilfælde af aflysning og forsinkelse
- ekstra bistand i tilfælde af forstyrrelser
- nye rettigheder ved "no show", for håndbagage og for personer med særlige behov
- forbedrede rettigheder for passagerer, der får omlagt rejsen
Luftfartssikkerhed
Det europæiske luftfartssikkerhedssystem bygger på fælles sikkerhedsregler, der gælder i alle EU-lande. Europa-Kommissionen og Den Europæiske Unions Luftfartssikkerhedsagentur(EASA) og de nationale luftfartsmyndigheder fører tilsyn med disse regler. De dækker centrale områder som luftfartssikkerhed, uddannelse af piloter, lufthavne, flyveoperationer og lufttrafiktjenester.
Alle luftfartsselskaber, der opererer i Den Europæiske Union, skal overholde disse sikkerhedsregler. Dem, der ikke gør det, får flyveforbud og opføres på EU's sortliste – som ajourføres regelmæssigt og hjælper med at beskytte passagererne ved at informere dem om luftfartsselskaber, der kan være usikre.
Læs mere om andre transportformer
Læs om EU's politikker for luft-, jernbane- og søtransport.
Relateret indhold
Bedre forbundet transport
Grønnere transport
Mere sikker transport
Seneste gennemgang: 13. juli 2026