Skip to content
  • Rådet for Transport, Telekommunikation og Energi

Rådet (transport, telekommunikation og energi (transport)), 5. december 2022

Vigtigste resultater

Transeuropæisk transportnet (TEN-T): generel indstilling

Rådet nåede til enighed om et forhandlingsmandat ("generel indstilling") til udkastet til forordning om EU's retningslinjer for udvikling af det transeuropæiske transportnet (TEN-T).

Formålet med forslaget er at opbygge et pålideligt og problemfrit transeuropæisk transportnet af høj kvalitet, som sikrer bæredygtige forbindelser i hele EU uden fysiske afbrydelser, flaskehalse eller manglende forbindelser. Forslaget tilpasser udviklingen af TEN-T-nettet til EU's mål for klima og bæredygtig udvikling ved at fremme multimodal transport, styrke TEN-T-nettets modstandsdygtighed og forbedre dets forvaltningsværktøjers effektivitet. Teksten fastsætter klare frister for færdiggørelsen af TEN-T-nettet. Hovednettet bør være færdiggjort senest i 2030, det nye udvidede hovednet senest i 2040 og det samlede net senest i 2050.

Martin Kupka, Tjekkiets transportminister
Udvikling af et godt transportnet i hele Europa er afgørende. Ikke kun for, at vores borgere kan komme hurtigt og pålideligt omkring, men også for, at vores virksomheder kan udvikle sig og udnytte det indre markeds potentiale fuldt ud.
Martin Kupka, Tjekkiets transportminister
Martin Kupka, Tjekkiets transportminister

Den reviderede lovgivning lægger også særlig vægt på en ny forvaltningsstruktur for TEN-T-politikken og multimodalitet ved at fastsætte ambitiøse mål, især for udvikling af jernbaneinfrastrukturen, som skal bidrage til at gøre jernbanetransporten mere konkurrencedygtig på transportmarkedet. Desuden opfordrer teksten til den generelle indstilling til en gradvis overgang til en europæisk standardsporvidde på TEN-T-hovednettet og det udvidede net.

Som reaktion på konsekvenserne af Ruslands angrebskrig mod Ukraine tilstræber de reviderede regler også bedre forbindelser mellem Ukraine og Republikken Moldova og EU gennem de europæiske transportkorridorer.

Under debatten gav ministrene udtryk for enstemmig støtte til målene for og tilgangen i formandskabets forslag. De var enige om, at de foreslåede retningslinjer for udvikling af det transeuropæiske transportnet er et centralt instrument i EU's transportpolitik. Ministrene understregede, at denne politik bør tilskynde til bæredygtig og mere effektiv transport af personer og varer og samtidig styrke EU's økonomiske, sociale og territoriale samhørighed. Trods deres forskellige ambitioner, prioriteter og tilgange bekræftede ministrene, at de er fast besluttet på at udvikle en sammenhængende og sammenkoblet transportinfrastruktur af høj kvalitet i hele EU.

Udvikling af transport ad indre vandveje (NAIADES III)

Rådet godkendte konklusioner om den igangværende udvikling af transport ad indre vandveje (NAIADES III-programmet).

Transport ad indre vandveje er en bæredygtig, energieffektiv, sikker og mindre overbelastet transportform, der kan spille en væsentlig rolle i EU's bestræbelser på at dekarbonisere transportsystemet. Rådets konklusioner bekræfter derfor på ny det positive bidrag fra transport ad indre vandveje og understreger behovet for fuldt ud at udvikle dens potentiale på en bæredygtig måde. I betragtning af klimaændringernes store indvirkning på transport ad indre vandveje har sektoren brug for foranstaltninger til at fremskynde og stimulere fornyelse af flåden, tilvejebringe tilstrækkelige infrastrukturinvesteringer, gøre den mere attraktiv for transportarbejdere og hjælpe den med at holde trit med den digitale udvikling. I den forbindelse tilskynder Rådets konklusioner medlemsstaterne til at udarbejde og gennemføre langsigtede strategier og bygge videre på nationale støtteordninger for at nå målene i NAIADES III-handlingsplanen, som findes i Kommissionens meddelelse af 25. juni 2021 med titlen "NAIADES III: Fremme af en fremtidssikret transport ad indre vandveje i Europa".

Eventuelt

Under Eventuelt orienterede formandskabet og Kommissionen ministrene om transportforbindelserne med Ukraine efter drøftelserne i Rådet (transport) 5. juni 2022 om, hvordan man bedst kan koordinere EU's reaktion på Ruslands angrebskrig. Siden dette møde er der blevet gennemført forskellige tiltag på europæisk plan. Der er f.eks. oprettet "solidaritetsbaner" for at optimere forsyningskæderne og kontrollen mellem Ukraine og EU, etablere nye transportruter og undgå flaskehalse. Siden maj er ca. 18 millioner ton korn og oliefrø blevet eksporteret fra Ukraine via EU's solidaritetsbaner. Desuden er der indgået en aftale om midlertidig liberalisering af visse former for vejgodstransport mellem EU og Ukraine og Moldova. Ministrene støttede fuldt ud alle ovennævnte initiativer og tiltag og drøftede kort de forskellige øvrige muligheder for at fjerne hindringer og bedst muligt gennemføre tilsagnene for at håndtere udfordringerne i forbindelse med krigen i Ukraine.

Den franske, belgiske, luxembourgske, nederlandske og portugisiske delegation fremlagde et fælles dokument om styrkelsen af bæredygtighed og retfærdighed i luftfartssektoren.

Endvidere orienterede Kommissionen ministrene om trafiksikkerhedstendenser og en styrket indsats for at nå trafiksikkerhedsmålene i lyset af den kraftige vækst i antallet af førerattester for chauffører fra tredjelande.

Derudover orienterede formandskabet ministrene om resultatet af mødet i gruppen af repræsentanter for stater i partnerskabet for "opkoblet, samarbejdende og automatiseret mobilitet" (CCAM), der blev afholdt 29. november 2022 i Prag.

Formandskabet orienterede også ministrene om status for de aktuelle lovgivningssager:

  • Den foreslåede afgørelse om gennemførelse af meddelelsen af kompensationskrav i henhold til ordningen for CO2-kompensation og -reduktion for international luftfart (CORSIA) for luftfartøjsoperatører, der er etableret i EU. Forhandlingerne med Europa-Parlamentet er netop afsluttet, og afgørelsen vil snart blive offentliggjort
  • Den foreslåede forordning om sikring af lige konkurrencevilkår for bæredygtig lufttransport (ReFuelEU aviation), om hvilken forhandlingerne med Europa-Parlamentet er godt i gang og kan afsluttes på det kommende trepartsmøde 8. december 2022
  • Den foreslåede forordning om etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer (AFIR), om hvilken der er berammet et andet trepartsmøde med Europa-Parlamentet 13. december 2022
  • Den foreslåede forordning om anvendelsen af vedvarende og kulstoffattige brændstoffer i søtransport (FuelEU Maritime-initiativet), som er genstand for forhandlinger med Europa-Parlamentet, med et andet trepartsmøde, der er berammet til 8. december 2022
  • Pakken om det fælles europæiske luftrum (SES 2+), som er genstand for forhandlinger med Europa-Parlamentet
  • Revisionen af direktivet om intelligente transportsystemer (ITS), for hvilken der er berammet et første trepartsmøde med Europa-Parlamentet 15. december 2022
  • Direktivet om forbedring af stabilitetskravene for ro-ro-passagerskibe, for hvilket der er berammet et første og højst sandsynligt endeligt trepartsmøde med Europa-Parlamentet 6. december 2022

Som sidste punkt fremlagde det kommende svenske formandskab sit arbejdsprogram for første halvår af 2023.

Andre punkter på dagsordenen

Som et punkt uden debat godkendte Rådet den europæiske erklæring om digitale rettigheder og principper for det digitale årti.

Rådet vedtog også uden debat punkterne på listen over ikkelovgivningsmæssige A-punkter.

Mødedokumenter

Resultatdokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Transport, Telekommunikation og Energi

Se flere møder

Seneste gennemgang: 16. januar 2025